Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. juledag / Sct. Stefans dag, 26.12.2007
Predigt zu Mattæus 10:32-42, verfasst von Erik Dybdal Møller
Nu tænker en eller anden måske, hvorfor skal der prædikes over netop den tekst? Den har jo intet med julen at gøre. Nærmest tværtimod.
Vi har i de foregående dage hørt om fred på jorden og i mennesker velbehag. Vi har hørt om håb og kærlighed. Og så skal vi altså i dag høre om en nærmest urimelig form for intolerance. Jeg havde nær sagt fanatisme. Og julehyggen er pist borte. Tilbage står en tekst, som med garanti af nogle mennesker vil blive brugt som et eksempel på, at kristendommen er akkurat ligeså frygtelig som den islamiske fundamentalisme. Hør blot dette: "Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd." Og det er virkelig hårdt og alvorligt, og slet ikke til at forbinde med den Jesus, som vi synes, vi kender. Den gode, barmhjertige og i alle måder fredsommelige Kristus.
Splid mellem far og søn, mellem mor og datter, mellem svigerforældre og svigerbørn. Er det virkelig det, Jesus er kommet med? Han kunne også have sagt mellem ægtefæller. Under alle omstændigheder er det ildevarslende; men når vi tænker os om et øjeblik, er det overhovedet ikke fjernt fra virkeligheden. For hvor vi dog kender det, han taler om. Det er bare ikke rart at blive mindet om det. Vi kender jo godt den virkelighed, uanset vi kender Jesus eller ej. Vi kan ganske roligt tage virkeligheden til efterretning. Den er så langtfra fredelig idyl eller dyb og gennemgribende næstekærlighed. Den er i lige så høj grad magtkampe, pengepugeri, selvhævdelse og brutalitet. Og det passer også godt på Jesu eget liv. Hvad bød man denne fredsfyrste andet end fattigdom og hån. Skulle han så pludselig begynde at snakke om, at fra nu af skulle hans tilhængere befinde sig i en idealtilstand med englesang og fri for bekymringer? Sådan taler lederne i visse trossamfund og visse religiøse bevægelser. Når først man har lært sig teknikken, om det er en særlig afart af meditation, eller det er at gøre bestemte kropsbevægelser, eller sådan noget, når først det er i stand, så oprinder lykken, den overjordiske salighed, for disciplen. At andre forkyndere af den ny tids religiøsitet oven i købet tør love materiel fremgang, er blot endnu et lokkemiddel. Her har kristendommen ikke lovet noget som helst af den slags. Den er på en måde kun et fallitbo, man overtager. Ganske vist er der kristne kirker rundt omkring, der hævder, at det sagtens kan lade sig gøre at opnå også materiel herlighed, hvis der er tro nok til stede, ligesom der findes så meget andet, der også lover og lover; men altid er det på visse betingelser.
Denne dags evangelietekst er næsten ikke til at have med at gøre, hvis vi skal tage den for absolut pålydende, for så har der slet ikke været nogen som helst mening i, at vi i går og i forgårs sang om fred. Man da skal vi også huske i hvilken forbindelse, denne tekst optræder. Jesus er ved at sende sine disciple ud i landet, for at de skal bringe budskabet om ham ud blandt folk. Og her lige inden, taler han til dem. Det er ikke kun en tale om, hvor vidunderligt det er at bringe budskabet rundt; men langt mere en advarsel om, at de skal komme til at møde modstand. Teksten handler ikke om, hvordan vi i hver vores familie har det med forældrene og de andre, men om hvordan disciplene kunne komme til at afstedkomme frygtelige kvaler for mennesker, der virkelig tog det til deres hjerter, som de hørte.
Mine ord har konsekvenser, sagde Jesus. De kan have frygtelige konsekvenser. De kan splitte folk. For har man valgt at følge ham, jamen så er der ingen vej tilbage, heller ikke om familien presser på, for at få én fra det. Sådan har Jesus bragt sværd i stedet for fred. Det er ikke det samme som at udruste sine tilhængere med våben til en hellig krig. Det er at sige, at en konsekvens af mine ord kan blive blodig. Sådan som den første martyr, fattigforstanderen Stefanus´ skæbne blev blodig.
De første kristne, som hørte denne dags hårde ord, vidste også, at sådan en skæbne, som Stefanus fik, kunne blive deres. For dem handlede ordene ikke om at springe op og spænde bælte; men om, at i denne verden må man vide, at et menneskes skæbne kan blive ond. At det hører med til vilkårene her i tilværelsen, at der findes lidelse, død og begrænsning. At det jo er på disse vilkår, man skal høre juleevangeliets beretning om barnet i krybben og englenes sang om Guds fred.
Guds fred er ikke nogen sang om at have fred og ro eller ordnede forhold. Guds fred er fremmed i denne verden. For i denne verden sikrer man sig ikke på nogen guddommelig måde. Der sikrer man freden, hvis det overhovedet lader sig gøre at sikre den, ved noget så ukristeligt som konstruktiv mistænksomhed og nøjeregnen. Og måske først gennem frygtelige kampe. Julefred er fred i en verden af strid, kamp og lidelse. Sagde vi andet, var kristendommen ikke mere end falske drømmerier.
Men når det er sagt, hvor er så julefreden fantastisk, og hvor kan den afstedkomme smukke oplevelser. Med hele verdens trummerum som baggrund, er julefreden jo skøn. Deri kan vi springe ud af den snævre ramme, vi ellers befinder os i. Tænk sig, at vi kan synge: Dejlig er jorden, skønt vi udmærket ved, at den langtfra er lige skøn for alle.
Men vi får et sprog, der kan udtrykke meget mere, og så kan vi også se meget mere. I julefredens store håb bliver vi foræret en større skæbne, end vi ellers kunne få øje på.
Jeg ved godt, at det er sagt så tit. Som i sangen, hvor vi synger: Kamp må der til, skal livet gro. Eller: Hvem kender freden, som ikke har stridt. Det er sagt så tit, at det er næsten banalt. Men det er det, Jesus siger i dagens tekst til sine disciple. Og så siger han det jo også til os: Alt, hvad der er noget ved, kræver engagement.
Det er hårde ord, når han siger, at den, som ikke tager sit kors op og følger mig, er mig intet værd. Det er jo frygteligt hårde ord. Men omvendt, havde han sagt, at hans anliggende ikke skulle tages mere alvorligt end som så, så var der ikke andet tilbage end tom romantik. Og den har vi tilstrækkeligt af i forvejen.
Skal vi derimod tage Jesu tale om fred alvorligt, kommer der uvilkårligt strid ud af det, både inden i en selv og i forhold til utallige sager udenfor os også. Hans ord handler ikke om stillestående harmoni. Hans ord vil bevæge, sætte i bevægelse. Dét er også at tage sit kors op.
Ethvert menneske er mere end blot kroppens ydre omkreds eller årenes løb. Ethvert menneske er større end sine vilkår og større end sin skæbne. Det handler julens budskab og julesalmerne om. På en trodsig måde. Som om de siger: Ja, ja, vi ved det godt, der er kamp og strid og alt det. Men det rokker ikke en tøddel ved Guds fred. Selv i Kabuls gader eller i Gazastriben er der plads til Guds fred. Selv i en splintret familie, der ikke har kunnet holde sig selv eller andre ud i juledagene, også dér indfinder Guds fred sig, så man får ro i sindet, om så kun et øjeblik.
Evangeliet i dag handler ikke om, at nu skal vi til for alvor at strides, for nu har vi oveni købet hørt Vorherres kommandoråb. Men evangeliet er et fredsbudskab, som vi, uanset hvor vi er, skal lytte til og forstå. Julebudet er til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge. Vilkårene må vi altid slås med. Guds fred må vi blot tage imod.
Amen.