Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
20. søndag efter trinitatis , 09.10.2016
Predigt zu Mattæus 21:28-44, verfasst von Christian Grund Sørensen
Mon vi er som sønnen, der havde alt, men ikke gik ud på marken? Eller er vingården Europa, og vi er vingårdsmændene…?
I dagens evangelietekst møder vi to beretninger fra Jesus.
Den første beretning handler om de to sønner: Den ene lover guld og grønne skove – men det holder ikke. Den anden vægrer sig, men træder med siden i karakter. Den anden beretning handler om vingårdsejeren, hvor de ansatte gør oprør og slår virksomhedens arving ihjel.
Det ville ligge lige til højrebenet at udlægge teksten som Jesu kritik af det dominerende forhold til Gud i datidens jødedom, sådan som vi kender det fra det Nye Testamente. Jøderne gik, som den første søn, ind i den gamle pagts lovreligion med 365 forbud og påbud, men veg fra vejen når det kom til stykket. Nu måtte den anden søn komme til og gøre arbejdet færdigt, måske de kristne? Analogien er endnu klarer i beretningen om vingårdsmændene: Gud er vingårdsmanden, Jesus er sønnen og vingårdens ansatte er de mennesker, som forlangte hans korsfæstelse. ”Jeg vasker mine hænder,” sagde Pilatus, for kravet om Jesu død var et folkekrav.
Men er det virkelig, hvad Gud vil sige til os i dag? Er der mon ikke en dobbelt, tredobbelt eller firedobbelt bund i Jesu ord? Er der mon ikke ord til tiden, som ligger dybe i Jesu tidløse budskab?
Der var den søn, som sagde et stort ja. Men det varede ikke ved. Det kan være et billede på den ånd vi har i Danmark, Tyskland og Europa. Jellingestenen fortæller os, at kong Harald kristnede danerne. Og selvom der sikkert er tale om en overdrivelse, fordi der var kristne i Danmark inden da og sikkert også et godt kontingent, som troede på Odin og Thor, efterfølgende, så var landet og dens befolkning slået ind på det kristne spor.
Sådan har det været i hele Europa- På Cypern, i Paphos, kan man se søjlen hvor Paulus efter overleveringen stod lænket og fik pisk for at vidne om sin tro på Jesus Kristus. Et scenarie vi vist kun kan forestille os i den arabiske verden i dag. Men vi kan også se ruinerne af den romerske statholder Sergius Paulus hus, hvor denne embedsmand tog imod den nye tro og lukkede Jesus ind i sit liv, og må vi tro, da også sit hjerte.
Europa var en kristen verdensdel. Med den kristne tro i alle dens former. Vatikanet såvel som Wittenberg. Østkirken og Konstantinopel, indtil kristendommen blev trængt længere mod vest.
Europa var den søn, som sagde ”ja” til at gå ud i marken og så Guds frø og høste generation efter generation. Men blev Europa ved? Er Europa vendt hjem fra marken for længst, og agter ikke at gå derud igen?
Den kristne kirke er trængt her, hvor vi engang sagde ”ja”. Nu siger rigtig mange ”nej”, og et historisk kulturskifte truer os. For hvad kommer der efter den samlede, kristne livsfortælling?
Men den kristne kirke som sådan er ikke truet. Hvor den første søn ikke længere gider, går den anden søn ud. Kirken vokser, især i Asien og i Afrika. Ikke blot som institution eller institutioner. Men som mennesker, individer, som i oprigtighed tager imod det glade budskab fra den Jesus, hvis ord vi også lytter til i dag.
Europas kristne åndelighed er på mange måder blevet en træt, gammel mand, hvor en dosis Viagra i form af politik, legitim miljøbekymring og filantropi kan skjule det skræmmende faktum, at Jesus Kristus ikke længere er den frelser, den gennemsnitlige dansker, svensker, tysker eller europæer ser hen til.
For nogen tid siden besøgte jeg en filippinsk menighed i Sverige. Jeg var inviteret af en svensk ven, som er filippinsk gift. Der var den åndelighed, som i så rigt mål har forladt det gamle Europa. Der var glæde, bøn og lovsang.
I Sverige lukker kirkerne på stribe. Folk melder sig ud af Svenska Kyrkan – både de vantro og de troende – men naturligvis af forskellige årsager.
Men her oplevede jeg en oprindelig glæde ved Jesus og sult efter Gud. Ikke den gammeldanske forspisthed og sygelige mæthed.
Måske er det endelig sket, som der står om i brevet til menigheden i Efesus i Johannes Åbenbaring 2? ”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde. Ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig.”
Lysestagen er kun til låns. Hvis det lys, som er verdens lys, lyset, som skinner i mørket, barnet fra Nazareth, ikke skinner i Europa, hvorfor skulle stagen da stå her?
Der var en mand, som havde en vingård. Alt var passet og plejet. De, som boede der og arbejdede der, havde deres gode udkomme. Men de ville have mere… De ville kaste åget af sig og være egne herrer. Som i 1789 og dr. Guillotine måtte der flyde blod og Sønnen ville man af med.
For 131 år siden udråbte filosoffen Nietzsche Guds død. Siden blev han rablende sindssyg. Men han havde både ret og tog fejl. Gud er evig og til stede hos mennesker over hele kloden. Kirken vokser, men i andre kulturer. Så nej, Gud kan ikke dø. Men troen på Gud i en kultur, i et land, i et menneske, kan dø. Og Nietzsche kunne allerede se en begyndende rigor mortis.
Den franske forfatter Michel Houllebecq skrev for nogle år siden romanen Underkastelse. En fransk universitetslektor konverterer til islam, fordi dette nu er den dominerende religion i Frankrig. Ikke fordi han tror noget særligt, men fordi han for længst havde forladt den kristne tro i sit hjerte. Nu var der tomt – som en reference til Jesu fortælling om de 7 onde ånder der farer ind i det menneske, hvis hjerte er fejet, prydet og tomt er ganske nærliggende.
En af Houllebecqs pointer er, at Europas hjerte er tomt. Derfor er der plads til hvad som helst. Fra hardcore ateisme over krystalhealing til den islam, som for altid har forkastet Kristus.
Vi er i Guds vingård. Hans Søn kommer igen og igen til os i vore liv. Hvem er vi da? Vil vi sætte ham på porten eller ønske ham langt ud af vore liv? For vingården er jo vores… Det fortæller både menneskerettighederne og Tingbogen os.
Men der var en søn, som gik i sig selv og skiftede mening. For han vidste jo godt, inderst inde, at han måtte træde i karakter. Han gik faktisk ud på marken.
Endnu står der en lysestage i Europa. Den er måske nok noget anløben og irret, men den er god nok på bunden. Lyset flakker, oser og forurenes af alskens fremmede partikler, men det brænder dog stadig, så det er til at få øje på.
Selvom Nietzsche forkyndte Guds død, humanismen og materialismen går hånd i hånd for at ophøje tomheden og islam fører os tilbage til tanker, vi troede brændt i en mørk middelalder, så er Sønnen stadig i vingården.
Det er derfor vi prædiker. Det er derfor vi holder gudstjeneste. Det er derfor, vi må se at få os besindet på Europas første kærlighed og give det 21. århundrede et fornyet fokus på Jesus Kristus. I kirkerne – og udenfor dem.
Det er muligt. Selv for Lazarus kom Jesus ikke for sent. Og selv for røveren på korset ved Jesu side var der tid. Amen.