Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
21. søndag efter trinitatis , 16.10.2016
Predigt zu Lucas 13:1-9, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Årsag og konsekvens. Skyld og skæbne. Det er et enkelt scenarie: Hvis du er storryger, har du et dårligt helbred. Hvis du spiser usundt, får du hjerte-kar sygdomme, og hvis du ikke dyrker motion, lader din krop dig i stikken, - før eller senere er der konsekvens…
”Det har han/ hun ikke fortjent”, siger vi, når den hårde skæbne rammer dem, vi har sympati for. Som om livet gik efter fortjeneste i øvrigt.
Men det giver en eller anden mening, hvis det er sådan – en eller anden følelse af kontrol. Så var der faktisk noget, vi kunne gøre, eller noget, vi kunne have gjort anderledes. Måske er der så endnu en chance? Lidt ligesom at komme for sent til flyet og alligevel nå det, fordi det er forsinket.
De spurgte Jesus dengang, - er der en sammenhæng? Hvad har de gjort? Var de, som døde, skyldige – eller?
Tænk, hvis vi skulle leve i vished om, at alt sker af en grund. Grunde, som vi intet kan stille op med? Som feks. at der generationer før os skete noget, som nu viser sig at have konsekvens? Det er jo sådan med mange ting - miljøkatastrofer, klimaforandring, folkevandringer og hungersnød. Det er ikke svært at se, at der findes kollektiv skyld, og at genrationer efter faktisk lider under, eller omvendt nyder godt af, hvad generationer før har gjort.
Bliver vi lykkeligere eller bedre rustet til at gøre det rigtige af at få en forklaring? Sandsynligvis ikke, - måske går der bare slikpapir i det: Det bliver det papir, andre har smidt, som vi derfor ikke vil samle op – fordi det ikke var os, der…. Det er først, når nogen begynder at samle op, uden at spørge hvem, hvorfor og hvornår, at der sker noget andet – noget nyt.
Men, indvender du måske; Livet er ikke slikpapir, – og hvis der er en sammenhæng, kan man da i det mindste begynde at forebygge, eller udbedre, så kan man tage sig sammen, anstrenge sig. Prøve i al fald. Vi vil så frygteligt gerne have kontrol.
Det, vi kan gøre, udrette, optjene – som om det gode var en hundekiks, og vi de lydige hunde, der øver os. Sommetider gør mennesker også Guds Rige til et spørgsmål om hundekiks, - løn eller straf. En præmie, når eksamen er overstået. Det tager sin tid, - et helt liv ved det grønne bord. Man kan bliver træt ved tanken.
Jesus gjorde op med den tanken, han bestilte ikke andet end at gøre op med vores menneskelige forestilling om fortjent og ufortjent. Moseloven var blevet til et system af indviklede regler og foreskrifter; Som om man kunne forsikre sig ind i Guds velvilje ved nøje at overholde det hele.
Selvom Jesus gjorde op, gik der ikke længe, inden de kristne begyndte forfra med at ville have styr på regnskabet og holde regler. Paradis blev til en hundekiks – belønning for møjen her. Hvilen efter arbejdet. Og hvilket arbejde! Den protestantiske arbejdsmoral lever i bedste velgående. Paradis er ganske vist mere jordnært blevet til velstand nu; succes og ung livstil lige ind til og med det gode seniorliv. Evigheden ses i den sammenhæng nærmest som en bonus, - ikke noget at bekymre sig om.
Hold op, siger Jesus. Vend om! Se, Guds Rige er kommet til jer. Nu. Retfærdigheden er over os, nu! Der kom en, som ikke spurgte efter hvad der var retfærdigt, fortjent eller forskyldt. Jesus gik midt i blandt mennesker med helbredende hænder, med oprejsning, med håb og med værdighed. Her skulle der ikke først fortjenes, optjenes eller forhandles, - den, der har tro og tillid, d.v.s. den, der tager imod, får det givet for intet. Jesus satte en stopper for konsekvensen – standsede den endeløse gengæld, tanken om straf eller belønning. Dér begyndte det nye. Det er ikke retfærdigt, vi er ikke retfærdige og kan ikke forvente retfærdighed – Gud ske lov. Derfor kan vi give slip på at ville retfærdiggøre os, fortjene, hvad vi får. Gud giver, og Gud giver os det for intet. Han gav os sin Søn for intet – og Jesus døde på korset for at give os sin sejr over døden; men det viser sig først, når vi vender om og holder op med at ville kunne klare os. Selv midt i kampen, det svære, det ubærlige er der intet at frygte – selv ikke døden har den virkelige magt. Den magt er Guds alene og alle mennesker tilhører ham.
Vist skal der handles: Der skal gøres, udrettes godt, tjenes, elskes, sættes fri, hengives. Det er Guds Riges væsen og det er også sådan, det ytrer sig; godhed og kærlighed er tegn på, at vi tror det. Jesus viste os det i alt, hvad han var og gjorde, i vished om og hengivenhed til Guds vilje til liv; liv, som bekæmper lidelse og grusomhed, - og lægger sig selv imellem om nødvendigt.
Der er en dom i det, ja – en livgivende én af slagsen, som sætter frugtbarhed, hvor der før kun var gold selvretfærdighed og grådighed. Som skaber overskud, hvor der før kun var frygt og underskud. Fortjener dig til Guds Rige kan du ikke; Få det som belønning, kan du heller ikke. Guds Rige er ikke en hundekiks. Men omvende dig og se, at du lever midt i det, kan du. Det er Guds først og sidst, vi er Guds først og sidst. Amen.