Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter trinitatis, 23.10.2016
Predigt zu Mattæus 18:1-14, verfasst von Jens Torkild Bak
Det er tydeligt, at Jesus i denne store tale - eller discipelbelæring, som det jo er - forfølger en tanke, en idé, et menneskesyn, der åbenbart ikke lader sig formulere i en enkel, ligefrem sætning, men tvinger ham ud i brugen af en række i virkeligheden temmelig spændingsfyldte billeder, hvor udgangspunktet er et barn, som han holder frem for sine disciple - som et eksempel på hvad, eller, ja, til efterfølgelse?
Det er meget mærkeligt, og så ender det alligevel med, at der toner et klart budskab frem.
Hvis I ikke vender om og bliver som børn...! Vi forældre, der lever i moderniteten, føler stort set altid, at vi er moralsk bagud i forhold til børnene, og derfor rammer sådan en sætning os ekstra hårdt. Det truende udsagn minder os om alt det, vi ikke er og ikke formår. Det tabte land. De er, børnene, så søde, så sårbare, så tillidsfulde. I dem er livet og verden endnu uspoleret til stede. Vi skylder at være alt for dem, men gang på gang – og ikke mindst på års afstand – konstaterer vi, at vi kom til kort i vores forsøg på at give dem det bedste. Men uanset, hvordan vi nu lykkedes eller ikke lykkedes som forældre set med samvittighedens plagsomme øjne, er tanken om voksne, der bliver som børn, dog ikke tiltrækkende. Voksne, der begynder at te sig som børn, er en vederstyggelighed. Det må derfor skulle forstås i overført betydning. Det må være noget andet, Jesus vil have frem.
Men den, fortsætter han, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen… Igen er der tale om en formulering, som, hvis den skal tages for pålydende, kun er egnet til at bringe tankerne på afveje. Et lille barn tror ikke på Gud (eller Jesus); et lille barns gudsrelation – givet, at man overhovedet kan tale om et sådant! – er ikke præget af nogen form for bevidsthed eller aktivitet fra barnets side i forhold til Gud. Et barn, dets liv og skæbne, er udleveret til Gud, kunne man sige, hvis man ville sige noget. Ligesom vi i sidste ende også er det. Og hvis det er denne ”udleverethed” – og netop ikke nogen præstation eller aktivitet fra menneskets side – Jesus vil fremhæve som værende troens egentlige væsen (i modsætning til lovreligiøsiteten, der tænker troen inden for en præstationshorisont), er barnet brugt som et eksempel på tro til gengæld ganske genialt.
Se til, at I ikke ringeagter en af disse små…, advarer han så. Nej, hvorfor skulle man også det? Det kunne vi da heller ikke drømme om, især da ikke, når det gælder vore egne børn (det vil sige: hvis vi til vores selvberoligelse glemmer de benhårde politiske realiteter, Europa i øjeblikket kæmper med, hvoraf en del også har skikkelse af børn, men heldigvis de andres…). Men igen er forståelsen af indholdet ved et nærmere eftersyn ikke så helt indlysende, som det kan forekomme umiddelbart. For på Jesu egen tid er børn karakteriseret ved, at de endnu ingen værdi repræsenterer, for så vidt som de nemlig endnu ikke bidrager med noget til familiens eller kollektivets opretholdelse. Så, hvad er det, de skal respekteres for? Hvor vil han hen med sin respekt for børnene?
Og endelig det sidste billede. Den sidste lille lignelse. En mand står alene med sine hundrede får et sted oppe i bjergene. Eller rettere, nu er der kun nioghalvfems. Et af dem er kommet væk fra flokken. Og hvad gør manden så? Han overlader de nioghalvfems til deres skæbne for at gå ud og lede efter det ene vildfarne. Nej, det gør han ikke. Selvfølgelig gør han ikke det. Hvor mange mon der så er, når han kommer tilbage? Nej vel! Det kan han slet ikke være sikker på. Situationen kan let gå fra slem til værre, hvis han gør noget dumt. Det er en drilagtig lignelse, der tager udgangspunkt i en triviel situation fra dagliglivet, men under et dække af ren selvfølgelighed indsmugler en adfærd, som går på tværs af det dagligdags.
Og netop det sidstnævnte – det, der går på tværs af det dagligdags – er så i øvrigt karakteristisk for hele discipelbelæringen. Eller sagt på en anden måde: Der er et menneskesyn - en bestemt forståelse af, hvad et menneske er og er værd – Jesus vil bringe frem med denne række af billeder. Et menneskesyn, der går på tværs af den måde, hvorpå vi normalt betragter hinanden. Eller sagt endnu mere præcist: Et menneskesyn, der ikke har sit udgangspunkt i denne verden, i samfundet, i familien, i vores bedømmelse af os selv og hinanden og de målestokke, vi lægger til grund for bedømmelsen – men alene har sin kilde i gudsforholdet og alene består i kraft af gudsforholdet som et personligt forhold, der er hævet over andres og egne vurderinger.
For hvordan vurderer vi os selv og hinanden? Lad os være ærlige: Det gør vi ud fra det, vi hver især bidrager med til samfundet, til hinanden, til omgivelserne i bred forstand. I det perspektiv er det åbenlyst klogere at holde fast i de nioghalvfems får, man endnu har styr på, en at begynde at lede efter det bortkomne ene får.
Man kan være uenig i den ene og den anden vurdering. Man kan føle sig uretfærdigt bedømt – eller man kan gribes af harme over en uretfærdig bedømmelse af andre mennesker. Man kan føle, at nogen får en langt større del af samfundskagen, end de har gjort sig fortjent til. Men selve princippet, at et menneskes værdi i en eller anden forstand beror på, hvad det bidrager med i henhold til situationen og de til enhver tid gældende målestokke, og altså er en relativ værdi, kan ikke diskuteres. Det er ikke blevet mindre sandt i dag, end det var på Jesu tid under de nidkære farisæeres regime. Det er således forstemmende i dag at høre om skoleelever, der går ned med stress - skoleelever! - fordi de er bange for ikke at blive succesrige nok. Men ikke sært, at det sker, når hele den normgivende politiske retorik i dag handler om bedre udnyttelse af arbejdskraften, om effektivisering og optimering samt ikke mindst om den belønning, der tilkommer de dygtigste.
Ved siden af det jordiske perspektiv, hvori vi sammenlignende bedømmer hinanden og os selv, stiller Jesus det himmelske perspektiv, der handler om menneskets gudsforhold – uafhængigt af dets forhold til og værdi for alt muligt andet. Fra det personlige gudsforhold henter mennesket sin enestående værdi. Vi vil så gerne være enestående i kraft af vore præstationer, men for rigtigt mange mennesker bliver det kun vejen til fortvivlelse og selvforagt. Et enestående selv bliver mennesket kun i kraft af forholdet til Gud, og derfor er gudsforholdet også den altid tilbagevendende forudsætning for, at et menneske kan hvile trygt i sig selv. Forvisset om igen og igen at blive fundet. Glædelig søndag. Amen.