Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
25. søndag efter trinitatis , 13.11.2016
Predigt zu Lukas 17:20-33, verfasst von Poul Joachim Stender
I våbenhuset i Kirke Saaby kirke er der et fascinerende kalkmaleri. Jesus sidder på en regnbue og dømmer verden. Under ham vælter de døde op af gravene. Nogle sendes i helvede. Andre i himlen. Ved Kristi højre side knæler Johannes Døberen. Han skriger sikkert: ”Døm de øgleunger til mennesker. Vær retfærdig, giv dem som de fortjener”. Ved Kristi højre side står Maria i en pragtfuld grøn kjole. Kjolen har hun knappet op og hun viser sine smukke bryster frem. Jeg har aldrig fattet, hvorfor Guds mor i en anstændig kirke som Kirke Saaby kirke blotter sine bryster. Men for nyligt opdagede jeg i Iliaden en beskrivelse af, hvordan Hektors mor reagerer før helten skal ud i en afgørende kamp: ”Også hans mor besvor ham med gråd og trillende tårer, løsnede skulderens spænde og blottede brystet for kjolen, og under hulkende gråd og jammer råbte hun til ham: ”Hektor, min dreng, se dette mit bryst og hav ynk med din moder”. Nu forstår jeg kalkmaleriet. De blottede bryster. Marias tårer. En ældgammel gestus for medynk. Jeg kan høre jomfruens grådkvalte stemme midt i den brølende dommedagslarm: ”Jesus, min dreng, se dette mit bryst og vær barmhjertig mod de mennesker som du nu dømmer. Giv dem ikke, hvad de fortjener”.
I den moderne teologi er dommedag blevet afskaffet. Samtidig med at samfundet fjernede autoriterne, sanerede man også dommedag. Det er en provokation mod vor tankegang, at Gud skal dømme os for, hvordan vi lever vort liv. Ingen har ret til at dømme os. Men dommedag er stadig en realitet.
Der er mange, der anklager den protestantiske kirke for at være for lidt kvindelig. Efter reformationen spiller Maria ikke en så stor rolle som f.eks. i den katolske kirke. Men det er noget sludder. Hvis vi antager, at Maria, kvinden, står for det barmhjertige, det kærlige, det overbærende, det tilgivende, hvad jeg ikke synes altid er lige dækkende for de oplevelser jeg har haft med kvinder, har vor teologi og kirke aldrig været mere kvindelig end nu. Gud er i øjeblikket utrolig sød og forstående. Han sender os alle direkte ind i himlen. Grænsen mellem evigheden og jorden er blevet som i Schengen-samarbejdet. Ingen paskontrol.
Der hersker ikke nogen tvivl om, at Gud er en nådig, barmhjertig, tilgivende Gud. Men han er også noget andet. Det som Johannes Døberen udtrykker på kalkmaleriet i mit våbenhus og som måske kendetegner en side hos manden. Barskhed, hårdhed, maskulinitet, strenghed. I sin brune kamelshårsfrakke skriger Johannes Døberen om dom, omvendelse, bod, retfærdighed. Gud er frygtelig. Han er streng. Han kræver noget af os. Selv om han elsker os med en vanvittig kærlighed, stiller han krav. Både det feminine og det maskuline, nåde og dom, tilgivelse og fordømmelse er en del af Vorherre. Men det er kun den ene dimension vi ønsker at have med i vor tid. Nemlig det, der er trygt og varmt som jomfru Marias smukke bryster.
I Kirke Saaby kirke er der også et kalkmaleri af et skriftsted fra biblens sidste bog. Johannes Åbenbaring. Der står et græsk a – Alpha og et græsk å – omega. Jesus siger nemlig: ”Jeg er Alpha og omega”. Det betyder, at Guds søn er begyndelsen og enden. Han er først og sidst. At Gud er begyndelsen har vi ikke problemer med. Det diskuteres meget, navnlig i USA, om verden blev skabt som det står beskrevet i Det gamle Testamente eller om det skete med et stort brag, the big bang. Sådan set kan det være ligegyldigt om det skete på den ene eller anden måde. Der er noget fastfoodagtigt over den lynhurtige skabelse som big-bang-teorien arbejder med. Den passer godt til vort samfunds travlhed. Alting skal gå hurtigt. Så kan jeg bedre lide Guds slow-skabelse, hvor han i det mindste tager sig tid til hver dag at tilberede et lille stykke af jorden og himlen. Men hvilken teori der er rigtig, er bedøvende ligegyldig. Det som det handler om er, at det er Gud der står bag verdens begyndelse. Det var ham, der var først, han er a – Alpha.
Når vi gerne vil snakke om begyndelsen, verdens skabelse, skyldes det helt klart, at vi kan lide begyndelser. Det er ikke uden grund, at julen er blevet det danske samfund største fest. Det er en fejring af begyndelsen. Barnet der kommet til verden. Sollyset der er begyndt at vende tilbage. Starten på noget nyt. Til gengæld bryder vi os ikke om at snakke om afslutninger. Men afslutningerne er realitet. Alting har en ende. Vi vil dø. Og selvfølgelig vil verden gå under som der står skrevet gang på gang i biblen. Solen vil slukkes. Stjernerne vil drysse ned omkring os. Jorden vil zigzagge. Så brat som et lyn, der flænger himlen, kan de sidste tider komme over os. Kun Gud kender timen. Men der er den enorme forskel fra de dommedagshistorier vi plejer at høre og så biblens dommedagsfortællinger, at det ikke er Islamisk stat, der står bag det eller en eller anden miljøkatastrofe. Det er Guds søn der kommer tilbage i sin herlighed. Ligesom Kristus er begyndelsen, Alpha, er han til al held også enden. Omega. Kærligheden overtager magten for at oprette en ny jord og ny himmel uden lidelse og død. Selv om det er et forfærdeligt øjeblik, er der ikke kun tale om undergang og dom over det liv vi har levet. Det er Guds tilbagekomst og derfor for den troende en kær dag. Og der er ingen tvivl om, at den dag vil Marias opråb på kalkmaleriet i Kirke Saaby kirke om nåde, medynk, barmhjertighed, tilgivelse, have stærkere vægt end Johannes Døberens opråb om retfærdighed og om at give menneskene, hvad de fortjener. Gud i vold. Amen.