Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i kirkeåret, 20.11.2016
Predigt zu Mattæus 11:25-30, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Det bliver sagt tit: ”Kirken skal følge med tiden”. Og endnu oftere: ”Kirken følger ikke med tiden”. Det går simpelthen så langsomt her bag kirkens tykke mure. Der er så gammeldags herinde. Gudstjenesten er underligt utidssvarende.
Og noget er der om det. Det går ikke så hurtigt her. Konfirmanderne gør af og til opmærksom på, at f.eks. trosbekendelsen ville kunne siges på den halve tid, salmerne kunne synges noget hurtigere – og behøver det at være alle versene? Kunne det da ikke gøres lidt mere effektivt og kvikt?
Jo, det kunne det nok. Men grunden til at vi sætter tempoet ned, når vi holder gudstjeneste, er den enkle, at det, vi foretager os, er vigtigt. Går man på gaden og forsøger at huske noget vigtigt, så sætter man uvilkårligt tempoet ned. Måske står man ligefrem stille for at kunne tænke ordentligt efter. Samtale fremmer forståelsen. Langsomhed hæmmer glemsomheden. Fordi vi holder gudstjeneste for at huske på det vigtigste, udgangspunktet og det grundlæggende, går vi ned i tempo herinde, og tiden bliver en anden. Roligere vil nogen sige, kedsommeligere mener andre.
Så nej, kirken skal ikke følge med tiden. For tiden er i huset skal være bedre – vi skal have god tid her. Men ikke kun derfor. Kirken kan overhovedet ikke følge med tiden, for kirkens tid er altid foran. Så langsomt det end går herinde, så er kirken faktisk ikke bagud for sin tid. Den er forud.
Det er tydeligt i dag. Sidste søndag i kirkeåret hedder søndagen. I dag deles kirkeår og kalenderår og går hver til sit. Kalenderåret har stadig næsten 6 uger tilbage, men kirkeåret slutter nu og begynder forfra på næste søndag, 1. søndag i advent.
På den måde bliver det tydeligt, at den Gud, som vi samles her i kirken for at høre om og høre nyt fra, altid er foran os. Mørket, vinteren og de stadige kortere dage er kalenderårets horisont lige nu. Kirkeårets horisont er helt anderledes: Den er ny begyndelse, fødslen, der er lige op over, glæden, som blev født ind i verden julenat. At kirkeåret hele tiden er et skridt foran vores kalenderår illustrerer, at i vores hverdag har vi altid Guds krav på os, Guds trofasthed og barmhjertighed mod os foran os. Det er det, vi går i møde. Altid. Også når mørket lukker sig omkring os.
Kirken kan ikke følge med tiden. Men noget andet er, at kirken skal tale ind i tiden. For her i huset skal der forkyndes om Gud, som julenat netop gik ind i tiden, da Jesus blev født. Kirken er nok et gammelt hus, men den er ikke et museum. Den er stedet, hvor Gud taler til os, der lever nu. Taler til os om det liv, vi lever og om den verden, vi lever i. Nu.
Og det, der bliver sagt i dag, er præcis lige så aktuelt som det var, da ordene blev skrevet ned for omkring 1930 år siden. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Alle de, alle vi trætte og bebyrdede, som næppe er blevet færre med årene.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Med de ord af Jesus lukkes det gamle kirkeår bag os. Og vi ved hver for sig, hvad byrderne er. Hvad det er, vi har fået at slæbe på i årets løb. Nogle af byrderne er nye. Sidste år ved denne tid, anede vi ikke, at vi skulle få den sorg, den skam, den frygt at bære på.
Og nogle af byrderne er gamle – og det bliver de ikke nødvendigvis lettere af. Tiden læger ikke alle sår, og tiden gør heller ikke altid byrderne nemmere at bære. Gammelt nid og nag, skylden, der aldrig blev talt om, savnet af den, man mistede for så længe siden.
Og så er der alt det, der er så ynkeligt og flovt at nævne. Frygten for ikke at slå til. Frygten for ikke at få pengene til at slå til. Den svage krop eller psyke. Sorgen over det, man ikke fik. Bitterheden, man ikke kan slippe.
Det er så forskelligt, det vi kommer slæbende herind med. Og ingen af byrderne lover Jesus, at vi skal slippe for. Han tilbyder ikke, at vi kan lægge dem fra os, og gå videre uden dem. Han lover ikke at overtage slæbet. Han gør noget andet. ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, siger han. Men ikke den hvile, som består i at slippe af med det, der er svært og tungt. Nej, den hvile, Jesus taler om, består i at få lagt hans åg på skuldrene. ”Tag mit åg på jer og lær af mig”, siger han, ”så skal I finde hvile for jeres sjæle.”
I stedet for at overtage eller fjerne byrderne giver han os noget nyt at bære på og bære byrderne med: Sit åg.
Af en eller anden grund forstår vi som regel det at få lagt et åg på sig som noget negativt. Men i virkeligheden er det jo det stik modsatte. Et åg er et redskab, som netop skal hjælpe en til at kunne bære. Åget fordeler vægten på skuldrene, så man kan klare at bære sin byrde uden at knække sammen under den. Åget gør det muligt at bære. Og derfor er det at få lagt et åg på sig i virkeligheden et udtryk for at få hjælp og styrke til at bære det, man må bære.
Men hvad er så Jesu åg? Hvad er det, Jesus kommer med, som gør det muligt at bære det, vi får at slæbe på? Det er hans måde at leve og se og tro på. Det liv og det syn og den tro, som genkender Guds rige – ikke som et sted ude i det blå, men som en måde at være sammen på. Hvor der vises barmhjertighed, og hvor ligegyldigheden ikke findes. Hvor forvandlingen sker. Hvor håbet tændes, og livsmodet lige så stille pibler frem. Hvor den, der græder, bliver hørt, og den, der er glad, deler sin glæde.
Jesu åg, hans bærekraft – det er blikket for, at Guds rige er kommet nær, sådan som Jesus allerførste korte prædiken lød. Jesu åg – det er hans tro på, at Guds rige er her og er undervejs og kommer os i møde. Fordi Gud altid er foran os. Gud lader aldrig et menneske være, og lader os aldrig være i fred. Gud vil os. Og derfor er Gud en evig forstyrrelse. En sten i de sko, vi ellers synes, vi traver så glimrende ligeud i. En plet på vores blankpudsede facader. Og en hånd ind i det mørke og den tvivl, hvor vi er helt alene og kun os selv.
”Komme dit rige”, beder vi i den bøn, Jesus har lært os, og som holder os fast på, at der er noget, der kommer og som er på vej og allerede er i gang. Guds rige: Forstyrrelse og forbavselse. Forvandling og forløsning for alle umyndige, trætte og bebyrdede. Nye krav og nye kræfter. Vintersol og frostklar morgen.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.