Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent , 04.12.2016
Predigt zu Lukas 21:25-36, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Det er jo noget sludder. ”Denne slægt skal ikke forgå, før jorden er gået under, Menneskesønnen er kommet igen og Guds rige er brudt frem i al sin glans og herlighed”. Det skriver Lukas, at Jesus har sagt. Men det var jo allerede forkert, da Lukas skrev det ned. For Lukas tilhørte generationen efter Jesus. Han havde jo selv med egne øjne set ”denne slægt”- Jesu samtidige dø. Og Jesus var ikke kommet igen. Og jorden var ikke gået under. Men hvorfor skrev manden det så? Ja, vel fordi han mente, det var sandt alligevel. Mente, at selv om det ikke var en verdenshistorisk sandhed, så var og er det sandt alligevel. Fordi det er en personlig sandhed for ethvert menneske.
Verdens undergang er tæt på. Hele tiden. Hvis vi tør tænke efter. Det handler ikke kun om den modkørende, der lige pludselig kan komme over i vores vejbane. Det kan ske på så mange andre måder, at det kendte og trygge blive skudt i grus. ”Du er desværre én af dem, vi må fyre.” ”Prøverne viste, at det er ondartet”. ”Jeg har mødt en anden”.”Vi kan ikke give jer det lån”. Det er jo sådan set bare helt almindelige, dagligdags ord, men sagt til mig personligt, gør de en verden til forskel. Før de lød, var min verden. Efter, var den gået under.
Man kan forholde sig forskelligt til den erkendelse af, at vi hele tiden lever tæt på afgrunden. Der er ”lev, mens du gør det”-modellen, som i vores moderne udgave meget let bliver til en hæsblæsende, hektisk tagen-for-sig-af-retterne uden hensyntagen til andre. For de andre kan jo bare gøre det samme. Jeg er selv ansvarlig for at skaffe mig et liv, der er så godt og lykkeligt, som muligt. Og sådan sløves vores hjerter –
ikke bare af den svir og drukkenskab, som evangeliet taler om,
men såmænd også af noget så almindelig udbredt og accepteret som grådighed. En grådighed, som vi hengiver os til på andre menneskers bekostning i vores paniske skræk for at gå glip af noget. ”Jeg har jo kun det ene liv”, som vi siger, når vi vil forsvare vores hensynsløse opførsel.
Men man kan også forholde sig på en anden måde til erkendelsen af, at hverken verden, tiden eller vi varer evigt. Man kan også bruge erkendelsen af sin egen begrænsethed til det modsatte af at skrabe til sig, mens tid er. Man kan også bruge den til at lade sig bruge, tage imod og se de andre, mens tid er. Det forsøgte en mand i 1588 at få sine samtidige til at indse. Manden hed Hans Christensen Sthen, og han var præst i Malmø, som dengang var dansk. For nogle år siden, i 2012, var der nogen, der mente at vide, at jorden ville gå under den 21. december dét år, fordi en gammel mayaindiansk kalender ikke går længere. I 1588 var rigtig mange mennesker overbeviste om, at jorden ville gå under netop dét år. Det var blevet profeteret engang i middelalderen, og i 1551 havde nogen fundet den gamle profeti. I årene op til 1588 blev der indrapporteret om mange underfulde hændelser over hele Europa, - nogle havde set Kristus på gyldne skyer over Stockholm, i Norge havde man fanget en sild, som havde sære tegn og bogstaver skrevet på sig – kloge folk mente, silden varslede kongens død. Og Frederik den 2. døde da også i 1588. I Spanien udrustede kong Filip sin spanske armada, en kæmpe krigsflåde, som sejlede mod England, opmuntret af profetiens ord om, at et stort verdensrige skulle gå til grunde i 1588. Og den del af profetien gik da også i opfyldelse. Det imperium, som fik sit knæk netop det år, blev så bare Filips spanske og ikke det engelske, da armadaen gik under i en brandstorm i den engelske kanal.
Det er ind i hele denne undergangsstemning af frygt, hysteri, krig og ”redde sig, hvo der kan”-indstilling, at Sthen sætter sig til skrivebordet og digter sin salme ”Du, Herre Krist, min frelser est”. En salme, som strofe for strofe roligt og indtrængende prædiker tillid til, at verdens og vores undergang er i Guds gode hænder. Den Gud, som Jesus har lært os at kende. Han, der hu-svaler – dvs. nedkøler det ophidsede, overophedede sind, som er ved at brænde sammen som et overbelastet batteri. Ja, stress, det kendte de såmænd også til i 1500-tallet Og så slutter Sthen salmen med bønnen om, at vi må kunne leve sådan med Kristus og med hinanden, at det er Guds glæde, og ikke vores egen angst og bekymring, vi skal være og leve i. ”Giv os, o Gud, vi på dit bud må leve så tilsammen, at vi hos dig evindelig i Himmerig kan få din glæde”.
Erkendelsen af at leve på afgrundens rand skal ikke få os til hæsblæsende, ængsteligt og grådigt at skrabe livet, tiden og de andre til os. Tværtimod. Den skal føre til en rolig alvor og en dyb glæde over at være til og være til med hinanden. Det er det, Sthen prædiker for sig selv og os andre i sin salme.
Og han har den prædiken fra Vorherre selv. Det er den samme alvor og glæde, Jesus opfordrer til, når han i evangeliet før talte om at våge. ”Våg altid”, sagde han. At våge – det er at være opmærksom og til stede i øjeblikket. Og den, der våger, er til stede og opmærksom for en andens skyld. Det ved enhver, der har våget over et sygt menneske. Man lytter, ser og sanser på en helt særlig måde, når man våger. Ens opmærksomhed er koncentreret om den anden, som man vil støtte og hjælpe.
Det er sådan, siger Jesus – opmærksomt og nærværende - at livet skal leves.
Og – tilføjer han så – ”glæd jer så i øvrigt til alting hører op”. Det er en dybt provokerende holdning at lægge for dagen. Undergangen er ikke bare afslutning og død. Den er også en ny begyndelse, fyldt med glæde. ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Forløsning – det ord bruger vi jo ellers om en barnefødsel.
Det er og bliver en provokerende sorgløs og ubekymret måde at tale undergangen på. Ikke mindst for os, som er glade for vores liv, og som ikke kan forestille os, hvordan vi skulle kunne holde ud, hvis noget af det – eller nogen af dem – vi holder af, skulle forsvinde ud af vores tilværelse.
Jo, jo, vi ved da godt, at det kan ske, at brud kan være nødvendige, og at de med tiden kan vise sig at have ført noget godt med sig. Vi kender de gode historier om mennesker, hvis liv gik i stykker, men som mirakuløst fandt livsmodet og livsviljen og kærligheden igen. Men vi kender vel også skræmmende eksempler på det modsatte. På mennesker, hvis sind ikke kunne holde til det. På mennesker, hvis sorg og fortvivlelse bliver dybere og dybere, uden at det ser ud til nogen sinde at blive anderledes.
Sådan – forskræmte – klamrer vi os fast til det, vi kender og har.
Og alligevel kan vi ikke lade være med at lytte – som mennesker i 1900 år har lyttet. Alligevel kan vi ikke ryste de sære ord af os: Når alt dette begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.
Når vores verden går under, er Gud nær, for at møde os med noget nyt og glædeligt. Det er stadig provokerende at høre. Men det er en tanke værd, om det ikke også er det eneste, der i den situation er værd at tro og håbe på.
Vi har altid det bedste foran os. Noget nyt og glædeligt er altid i vente. Det er kernen i kristendommens forkyndelse af verdens og tidens og vores undergang og død.
For han, der kom sidste søndag, ridende på æslet, han kommer igen. Når verden går under – nu og her i vores liv med hinanden – og engang, når døden indhenter os – da er det ikke mørket, vi går i møde. Det er Kristus.
Det har han lovet, og det skal vi holde os selv, hinanden og Gud fast på, når vores personlige verdners undergange synes så altødelæggende, at vi ikke selv kan rejse os fra dem igen.
Da Gud julenat gjorde jorden til sit hjem, gjorde han også sin Himmel til vores. Vi er børn af jorden og af den almægtige Gud, han som var og som er og som kommer. For at vi kan leve sammen og få Hans glæde. Amen.