Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent, 11.12.2016
Predigt zu Mattæus 11:2-10, verfasst von Jens Torkild Bak
I det samlede fortællekompleks om Jesus, sådan som vi møder det hos de fire evangelister, spiller Johannes Døberen rollen som den, der introducerer Jesus på verdensscenen. Det er ham, det drejer sig om; det er ham, der er den frelser, I har ventet på; det er ham, I skal lytte til – ikke mig, siger Johannes Døberen gentagne gange til folk.
Og så kommer han åbenbart alligevel selv i tvivl til sidst, om Jesus. Var han nu også den rette mand? tænker han – og han sender via sine disciple bud til Jesus for at spørge ham direkte. Selv kan han ikke gå nogen steder, da kong Herodes har sat ham i fængsel.
Hvad skal Jesus svare på sådan et spørgsmål: Er du ham, vi har ventet på? Det må jo til syvende sidst være et spørgsmål om tillid. Uanset hvor meget Jesus med mange ord ville bedyre og forsikre tilhørerne om, hvem han er, ville det ikke kunne bortvejre tvivlen hos de tvivlende, måske snarere tværtimod. Enten tror man, eller også tvivler man, på hinanden – sådan er livet nu engang mellem mennesker.
Jesus kaster sig da heller ikke ud i noget pinagtigt forsøg på at retfærdiggøre sig. Dels vil det ikke nytte, dels er det i virkeligheden heller ikke så vigtigt, siger han. Vigtigere er nemlig de ting, der sker omkring ham. Vigtigere end ham selv som person er det, at livet faktisk blomstrer omkring ham – der, hvor han færdes og kommer. Og det er så det, han henviser til, og han gør det med et lettere omskrevet citat fra en berømt gammeltestamentlig profettekst: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige – det er jo dem, der har brug for det! Og salig er den, der ikke forarges på mig.
Med andre ord: Hvis der er nogen, der har mere travlt med at mistænkeliggøre mig som person end med at forholde sig til det, jeg siger og gør, er der ikke noget at stille op med det.
Johannes har ydmygt vist væk fra sig selv – og peget på Jesus. Jesus for sit vedkommende henviser til det liv, der bliver til omkring ham. Det må tale for sig selv.
Nu er det ikke kun Jesus, der skaber debat omkring sig. Det samme gør enhver ny Pisa-undersøgelse, jf. et af budskaberne på forsiden af Dagbladet Information 1. december: Den øgede konkurrence, brugens af tests og standardisering af skolen virker ikke. Andre påstår det modsatte. Med andre ord: Man undgår ikke selv at skulle tage stilling.
Spørgsmålet om evangeliets sandhed, og det er jo det vi diskuterer her, kan heller ikke afgøres på nogen objektiv måde. Evangeliets sandhed kan ikke – selvom det havde været det mest bekvemme – bekræftes af en bestemt lære, af en given kirkeinstitution eller af gejstligheden. For den sandhed, vi her taler om, bekræftes kun i form af det, som den gør ved mennesker. Hvis derfor evangeliet om Guds nåde og kærlighed befrier et menneske for mørke og fortvivlelse, for mistillid og håbløshed; hvis det fylder det med håb og tro og en ny lyst til et livtag med tilværelsen trods synd og død – ja, så har evangeliet ikke alene gjort sin gode gerning, men er også blevet ”sandt” i det menneskes liv.
Derfor er det, at Jesus ikke begynder at føre noget håbløst eller for den sags skyld ligegyldigt bevis for, hvem han er, men henviser til det nye livsmod, der griber mennesker på hans ord. Det må tale for sig selv – til dem, der vil høre.
I en evangelisk sammenhæng er sandheden altså ikke en bog eller nogen anden objektiv størrelse, man kan terrorisere lande og befolkninger med; eller et instrument, man kan underlægge sig jorden med i en civilisationernes indbyrdes kamp.
Evangeliets sandhed er derimod det liv, evangeliet om Guds nåde og kærlighed giver os selv og vort medmenneske. Og om det så er sandt, kan vi ikke få bekræftet på anden vis end ved personligt at tro det, og leve det vi tror. Hverken Johannes Døberen eller Jesus kunne føre noget bevis for den sandhed, der drev dem – og det endte for dem begge med henrettelse, uden at det nødvendigvis gjorde den personlige sandhed mindre sand.
Jeg faldt forleden dag i en bogkasse over HC Andersens eventyr ”De vilde svaner”, med forord og decoupager af Dronning Margrethe (Ved den lejlighed fandt jeg så også ud af, hvad en decoupage er, men jeg siger det ikke).
Det er faktisk et interessant og lærerigt eventyr. Det handler, ultrakort gengivet, om en prinsesse, som af den gode fe fra Fata Morganas skyslot får anvist et arbejde, hun skal udføre, hvis hun vil frelse sine elleve højtelskede, under ulykkelige omstændigheder forheksede prinsebrødre. Men, fra det øjeblik, hun går i gang med arbejdet, og til det tidspunkt, hvor hun har afsluttet det, om det så også tager år, må hun ikke sige et eneste ord om, hvad hun har gang i, som det hedder på nudansk. Ja, hun må ikke sige et eneste ord. For så vil hendes brødre være evigt fortabte. Det betyder, at hun ikke har en chance for at forklare sig over for omgivelserne, og uden at kunne forsvare sig må udholde, at hendes adfærd og mærkelige gøremål giver anledning til allehånde spekulationer. Den stedlige ærkebiskop – ham af alle - begynder endda at udspionere hende, og han kommer hurtigt til den konklusion, at hun er en heks.
Heldigvis ender det lykkeligt. I minutterne umiddelbart før hun kastes på det flammende bål, bliver arbejdet færdigt, mysteriet opklaret, de elleve brødre bliver igen til kække prinser, og der er bryllupsklokker i luften.
Det er kun et eventyr (med alt hvad dertil hører), men den eksistentielle pointe er ganske skarp: Kristeligt set står og falder sandheden med at blive troet og levet og holdt oppe af det enkelte menneske. Evangeliet om Guds nåde og barmhjertighed, om tro og håb skal testes og leves af os selv. Det var mere bekvemt, hvis vi kunne nøjes med at rive sandheder i næsen på andre, eller bruge de rigtige meninger som grundlag for kritik af andre, eller bruge dem til at forklare og forsvare os selv med, så de andre kan give os den forståelse, der altid er betryggende. At spørgsmålet om, hvad der i det konkrete tilfælde er sandt, og hvad der er falskt og svigt, beror på en personlig afgørelse, betyder jo også, at man kan blive nødt til personligt at stå fast og koncentrere sig om sagen. I stedet for, som et siv der svajer for vinden, at tænke mere på at bevare taburetten og redde sit skind.
Og det er så i øvrigt også det, der ifølge Jesus har karakteriseret Johannes Døberen selv. Han er en mand, der står ved det, han tror på – og resultatet af denne kompromisløshed er som bekendt, at Kong Herodes lader ham halshugge for al hans magtkritik, og hans hoved frembære på et sølvfad under en fest i kongepaladset.
Nej, Johannes Døberen var bestemt ikke et ”siv, der svajede for vinden”, eller en dandy, der sagde det, folk gerne ville høre og derfor kunne gøre sig i ethvert finere selskab. ”Et siv, der svajer for vinden” – det er faktisk et meget ondt billede. Man kan ligefrem komme til at tænke på både det ene og det andet aktuelt passerede blandt døgnets begivenheder, og det er naturligvis ikke meningen. Et siv, der svajer for vinden - betyder jo bare en person, der om morgenen siger sin oprigtige mening, og om middagen udtaler den stik modsatte mening, fordi den oprindelige mening pludselig nu stiller sig i vejen for den personlige fremgang i verden.
Sandheden er ofte en svær sag, især hvis man skal stå ved den.
Dog er sandheden ikke altid lige svær. Enkelte gange kommer den bare til os som en ren lykke, der åbenbarer sig for os i livet, som når et barn holdes over dåben – og vi ikke behøver at være i tvivl om, hvad vi skal gøre, sige, stå ved, elske, passe på. Amen.