Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. juledag, 26.12.2016
Predigt zu Mattæus 23:34-39, verfasst von Poul Joachim Stender
Der er grupper i samfundet, der vil forbyde jøder og muslimer at omskære deres små drenge. Man mener, at det er et voldeligt overgreb mod børnene i religionens navn. Men spørgsmålet er. ”Bliver vi forarget over omskærelse, fordi det rammer et meget ømt punkt hos os? Kønnet, seksualiteten”? Det er også et voldeligt overgreb mod børn at rette deres tænder op. Hvem har bildt os ind, at børns tænder skal være lige? Og hvad med flapøreroperationer? Hvor sætter vi grænsen? Hvis børn ikke må maltrakteres i religionens navn, må de vel heller ikke maltrakteres bare for at komme til at ligne det billede vi har af pæne børn.
I kristendommen skærer vi ikke i børn. Vi tegner ved dåben et luftkors foran barnets ansigt og bryst og hælder forsigtigt 3 håndfulde omhyggeligt tempereret vand i hovedbunden på dem. Herefter er de kristne. Når vi smider alt tøjet, er der ingen der kan se, at vi er døbt. Der mangler ikke et eller andet. Måske er det vor dåb, der ikke gør ondt ligesom en omskærelse, der har givet os den opfattelse, at kristendommen er totalt smertefri. Folk bilder sig ind, at kristenlivet er et langt liv på kodymagnyler og panodiler. Men teksten 2. juledag viser, at det gør ondt at være kristen. Ikke ved at vi får skåret lidt af vor forhud. Men Stefan, den første kristne martyr, lod sig maltraktere for sin tros skyld. Det gjorde ondt at være kristen for ham. Han døde af det. Og efter ham er der tusindvis og atter tusindvis af mennesker, der har måttet lide for deres tros skyld. Man spørger sig selv: Er kristendommen i dag holdt op med at gøre ondt i de vestlige demokratier? Et er at den kristne dåb ikke gør ondt. Men det er ikke ensbetydende med, at det er smertefrit område at være kristen.
Med den gave det er at blive elsket af Gud, følger der også en masse opgaver. Det gør ondt at hive dankortet frem og give af sit overskud til verdens lidende. Det smerter at turde sige, hvad man synes er rigtig og forkert. Kristendommen er ikke opium. Den sande omskærelse er derfor ikke at få fjernet noget af sin forhud. Den sande omskærelse er hjertets smertefulde omskærelse. Og den form for omskærelse kommer man til at mærke, hvis man hører evangeliet. Kristi ord er skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Det gør noget ved vort hjerte, omdanner det, skærer det til på en eller anden måde, fjerner ikke forhud, men hårdhud, så vi får hjerte for Gud og vore medmennesker.
Dagen i dag er opkaldt efter Stefan, som var en af de første kristne martyrer. Mødet med Jesu budskab havde vendt op og ned på hans liv. Han følte en ild af kraft og styrke brænde i sig. Han kunne mærke med hele sin krop, at det budskab som Jesus bragte, var noget som både han selv og verden havde brug for. Men problemet var, at det var særdeles farligt at fortælle om Kristus. I dag er det blevet en god stilling at forkynde evangeliet, hvis man bor i de lande, hvor de kristne forfølges. Fast månedsløn, pension, kørselsgodtgørelse, tjenestebolig, atp-tillæg. Det farlige består i, at man kan få sig en tyk vom af at være præst og kan dø af fedt om hjertet. Men på Stefans tid var det forbundet med livsfare at udbringe budskabet om Jesus Kristus. De kristne blev forfulgt og Stefan blev også stenet ihjel af folk, der frygtede, at Jesu lære skulle brede sig og fortrænge deres egen tro og religion. Men Stefan tog ofret på sig. Han ønskede at ofre sig for det han troede på. Og måske er verden blevet båret frem af folk, der var parat til at ofre sig for deres tro, deres håb, deres drømme og længsler.
I dag har vi bildt os selv ind, at kristendommen ikke må have nogle omkostninger. Men selvfølgelig koster det noget at være kristen. Det koster engagement. Vi kan ikke som kristne se til uden at reagere, hvis sort kaldes for hvidt og hvidt for sort. Vi kan ikke affinde os med, at verden bliver mere og mere ligeglad med Guds budskab. Kristendommen koster tid, engagement, medleven. Men samtidig giver den os alt. Styrke, håb, mod, frihed. Kristus ofrede sig for os. Han gav sig selv fuldstændig. Det er ikke os, der er et offer. Det er Guds søn.
I ægteskabet må man også ofre sig. Den høje skilsmisseprocent skyldes måske, at ingen er parat til at yde et offer bare nu og da. At opdrage børn er også at ofre sig. Mange ændrer ikke deres levevis efter de har fået børn. Men det er et andet liv man må leve som forældre end som single. 2. juledag står det klart, at det Jesus-barn, der blev født julenat, 33 år senere, ofrede sig for vor skyld. I en offerhandling på Golgata, som vi ikke fatter med vor forstand, gav han sig selv for at vi med ham kan leve, dø og opstå fra de døde.
Skt. Stefans dag understreger, at vort liv bør består i daglige ofre. Vi er her for ofre os for Gud og hinanden. I ægteskabet, i opdragelsen af børn, i venskaber, på arbejdet, for troen. Det er ikke det samme som fanatisme. Det handler om at sætte sig selv til side for noget, der er vigtigere end en selv. Vores tro, håb og kærlighed kan, med Guds hjælp, vise sig større end den smerte, som er forbundet med at ofre sig. Men intet mørke er så tæt, at barnet der blev født i stalden i Betlehem julenat, ikke kan sprede det. Amen.