Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juledag, 25.12.2016
Predigt zu Lucas 2:1-14, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Lukas 2,1-4
…og det skete lige omkring vore dage, at der udgik en befaling fra FN om at fastsætte et økonomiindeks i hele den vestlige verden med henblik på – på meget lang sigt – at indføre en mere retfærdig fordeling blandt alle folkeslag. I den forbindelse blev der iværksat en omfattende prøvning af økonomien, herunder en ransagning af alle Europæiske banker.
Det var den 337. FN resolution om fordeling blandt verdens folk, mens Putin, Trump og IS mere eller mindre kontrollerede Syrien og omliggende lande.
Olieselskaber og hemmelige interesseorganisationer satte straks hele verden i bevægelse mod økonomisk afgrund i en omfattende økonomisk krise, hvorunder flere af de største banker endnu engang fik statstilskud og mange almindelig måtte gå fra hus og hjem.
Også tømreren og 3. generationsudvandreren fra Libanon, Yussef , der boede i Kværkeby, hvor Brugsen for længst var lukket, og bussen ikke længere kørte, måtte gå fra hus og hjem med sin alt for unge forlovede Maria, der var højgravid og indvandret fra Polen. Da Benzinprisen for nyligt var steget til 123 kr. pr. liter, og Yussef kun havde gæld alle vegne, lånte de et æsel på Lillebjerggård og begyndte at gå gennem Vigersted til Kongernes By, Roskilde, hvor Yussef bedsteforældre engang havde haft et lille landbrug på et nedlagt gartneri – men det var længe siden, og fornylig var de sidste rester på grunden ryddet til fordel for et nyt gigantisk bankbyggeri.
På vejen gennem Vigersted gik det op for det unge par, at de langt fra var de eneste på vejene. Overalt vandrede, cyklede, red og rulleskøjtede mennesker med bylter og tasker, tvunget af omstændigheder. Maria stønnede højlydt og tog sig til ryggen, da de nåede Osted. Yussef strøg hende over håret og sang en gammel jødisk sang om frihed og nyt land for hende. Maria smilede, hun kendte sangen fra sin jødiske familie, der havde sunget den så langt tilbage, at ingen længere huskede historien. Men den blev sunget tidligt og sent, ved fester, ved vugger, ved begravelser og for alle småbørn i familien.
Yussef havde en smuk stemme og var total musikalsk, æselet satte rytmen, Maria begyndte at nynne med og snart havde de gang i deres egen klezmerjamsession. Da de kom til Roskilde var det allerede mørkt, og Maria var helt bleg af udmattelse. På vandrehjemmets dør hang et skilt: ”alt optaget”, og på store og små både i havnen var det tydeligt, at mange mennesker havde fundet alternativt natlogi. Yussef anede ikke sine levende råd, og trak æslet over mod Vikingeskibsmuseet. En nattevægter gik netop sin runde og Yussef spurgte, om han kendte et sted de kunne være? Maria jamrede, da en skarp smerte steg op gennem hende – koldsved sprang frem, mens hun håbede på, at det kun var en plukve af anstrengelsen, hun havde først termin i januar.
Vægteren var venlig og ledte dem op til Domkirken, hvor han låste dem ind. Shhh…, sagde han, og viste dem ind i det nyrenoverede gravkapel, der ventede på Dronning Margrethe. Der stod en krybbeopstilling fra minikonfirmandernes krybbespil. Her kan I være i nat, sagde den venlige vægter, men I må være væk i morgen, når kirketjenerne møder kl. 8.00. Æslet var sat i læ i Ingrids og Frederiks kapel udenfor.
Tak, sagde Yussef og fik travlt med at arrangere tøj og tæpper til Maria, der var sunket helt sammen, stakåndet af smerte. Det var tid – og Maria fødte sit første barn, en søn og svøbte ham ind og lagde ham i krybben, mens hun og Yussef stille sang den gamle jødiske sang. Domkirken henlå i mørke bortset fra den store stjerne fra Christiansfeld øverst oppe, der sendte sit lys gennem vinduerne ud over Roskilde Fjord.
Hos Roskilde Brandvæsen var nattevagten mødt. De var frivillige nu, ingen betalte længere løn til Brandfolk og Redningsmænd, de var af den nye regering taget af finansloven for at sænke skatten, med den begrundelse, at de fleste alligevel lod sig privatforsikre i et af de store nye ”Omsorgskonsordier”. Nogle få frivillige holdt ud på vagten og reparerede på biler og udstyr. Det var de i gang med, da det pludseligt blev helt lyst omkring dem, de fór ud for at se, og så et stærkt hvidt lys et sted omkring Domkirken. En eksplosion! sagde de i munden på hinanden og mærkede adrenalinet pumpe. Pludselig stod der én foran dem, underlig fremmed at se på – høj, stærk, næsten lysende med skulderlangt sort hår og ikke lige til at bestemme som mand eller kvinde. Stemmen lød som ren musik med ordene : ”Vær ikke bange Se, jeg er kommet for at fortælle jer en stor glæde – i nat er der født et barn her i Kongernes by, i Roskilde (Hannover). Det barn er jeres redning! I skal lede efter et barn, der svøbt og ligger i en krybbe. ” I det samme brød en himmelsk musik løs, ren hallelujarock, som om nogen havde sat stadion anlæg op på fuld skrue: ”'Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag.” Brandfolkene lod vagt være vagt og gik efter lyset til Domkirken, hvor de mødte nattevægteren, der lukkede dem ind til den lille familie. Siden rygtedes det, at der i Kongernes By Roskilde var sket et under, derfra var en fredelig revolution begyndt, - mennesker var begyndt at hjælpe hinanden. De delte nu det, de havde, og flere og flere kom til. Bevægelsen spredte sig med lynets hast. De fortalte igen historien om Jesus til hinanden, om det, han havde sagt og gjort. Hvordan han midt i en tid med undertrykkelse og fattigdom fortalte om Guds ide med menneskelivet. At kærligheden først og sidst er den eneste regel, vi behøver. Og at ingen regler og love, som ikke tjener kærligheden og er til gode for mennesker, skal adlydes. Og man fortalte om, hvordan Jesus havde gjort de syge raske, og endda opstod fra graven. Historien om den barmhjertige samaritaner blev også fortalt mange gange igen og igen. Roskilde Sygehus blev genåbnet, først af frivillige fra Læger uden grænser, og langt senere blev det igen sat på finansloven.
Grådigheden fik igen modvind, og mange banker og privatforsikringsordninger måtte lukke, fordi menneskene igen begyndte at tage sig af hinanden. Langsomt, meget langsomt, men vedvarende forandredes alting. Det glædelige budskab gjorde indtryk og satte aftryk i verden. Fred på jorden! lød det igen og igen fra mund til mund.
Marias og Yussefs oldebørn oplevede det underfulde: De voksede op i en tid uden krig på jorden, Afrika var ikke længere præget af fattigdom og hungersnød, og de store folkevandringer var stoppet. Ingen behøvede længere pas eller visum for at rejse. Alle FNs konventioner handlede nu om klimaforbedringer, skovplantning, landbrug i byerne, der var blevet bemærkelsesværdigt stille og grønne efter benzin og dieselbilers var gjort overflødige af eltog, sporvogne og små shuttels. Stress, der før var en folkesygdom, var næsten en glemt tilstand, fordi man i fællesskab havde vedtaget stærkt at begrænse bruges af computer og mobiler pga miljøpåvirkningen og tidsforbruget. Glædelig Jul! Amen!