Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter helligtrekonger, 08.01.2017
Predigt zu Lukas 2:41-52, verfasst von Marianne Frank Larsen
Hold op med alle de spørgsmål, siger sønnen, jeg kan ikke holde dem ud. Et øjeblik efter er han på vej væk fra bilen, hvor moren sidder og prøver at holde samtalen i gang. I en af Ida Jessens noveller er mor og søn på tur sammen til kirkegården, hvor bedsteforældrene ligger begravet, og hun er lykkelig over at han er med. Da hun siger, at hun vil give middag på kroen, står han ud af bilen for at købe smøger. Hun kan bare gå i forvejen og bestille. Det er, da hun spørger, hvad han gerne vil have at spise, og hvor sulten han er, lidt eller meget eller midt imellem, at han siger, som han gør, Hold op med alle de spørgsmål, og så ser hun sin 20-årige søn gå hen over parkeringspladsen, væk fra bilen, som altid fuld af en vilje, han ikke kan tæmme, står der, og som stritter hen imod hende og væk fra hende. Omkring ham står der et lys, der brænder så klart, at selv en råkold dag på en flad parkeringsplads føles som en forelskelse, skriver forfatteren, og sådan sætter hun ord på en almindelig forældreerfaring. På den ene side ens eget hjerte, der ser det klare lys omkring det barn, man elsker og længes efter at være sammen med. På den anden side barnets vilje, der stritter væk fra én, også længe før han er 20, og får ham til at gå væk fra én. Bare man så ved, hvornår han kommer tilbage.
Det ved Maria og Josef ikke, da de tilsyneladende gør den samme, almindelige forældreerfaring i dagens evangelium. I tre dage har de ledt efter deres dreng, søgt og kigget og kaldt på ham overalt på Jerusalems gader og torve, og vi ved præcis hvordan deres rædsel er tiltaget time for time. Det er alle forældres mareridt – at barnet er borte, at man aldrig får ham at se igen. Og nu finder de ham så dér, hvor de mindst venter det. Minsandten om drengen ikke befinder sig i templet af alle steder! Og han har ikke forvildet sig ind i en krog, og han er ikke faldet i søvn på en bænk; han sidder midt i det store rum, omgivet af alle de lærde præster, fuldstændig opslugt af at tale med dem. Omkring ham står der utvivlsomt et lys, der brænder så klart, at selv en råkold dag i Jerusalem føles som en forelskelse. Det er ikke en stakkels dreng, der er blevet væk; det er helt åbenlyst en dreng, der selv er gået lige derhen, hvor han ville. Ikke så sært, at ordene ryger ud af Maria: Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Midt i den ubeskrivelige lettelse over, at han er sund og rask og i dén grad i live, løber munden over med al hendes opsparede rædsel, som bliver til harme, sorg, anklage. Hvor kunne han?! Vi er nogen, der ved, at vi ville have sagt nøjagtig lige sådan.
Men vi ville ikke have fået det samme svar. Hvorfor ledte I efter mig? spørger drengen og vender sådan set anklagen imod forældrene, som om de burde vide bedre, og med de ord er vi ude over den almindelige forældreerfaring. Hvorfor ledte I efter mig?! Som om Josef og Maria ikke er de forældre, der har båret ham og madet ham og klædt ham og fulgt ham hele vejen i de 12 år, han har levet! Skulle de ikke søge efter ham? Skulle de bare rejse hjem, som om intet var hændt?! Han bliver fremmed for dem, når han spørger som han gør; han lyder simpelthen som om, han kommer fra en anden verden. Men med det næste spørgsmål siger han så, at det også er det, han gør. Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far? spørger han, og ordene er en rystelse, for det er tydeligvis ikke Josef, han mener. Det er den far, han åbenbart er hos under templets høje hvælvinger.
Det er første gang, han selv siger, hvem han er. I julens fortællinger har vi hørt englene og hyrderne og de vise mænd sige, hvem det var, der blev født og svøbt og lagt i en krybbe. I dag, på første søndag efter helligtrekonger, tager han omsider selv ordet og fortæller Maria og Josef og os andre, hvem han også er. Ikke alene deres dreng, men Guds søn. Ikke alene bundet til Maria og Josef og deres vilje, men bundet til Gud og hans vilje. Ikke alene hjemme hos dem i Nazaret, men hjemme i en anden verden, hos den Gud, han kalder sin far i himlen. Så nært forbundet med ham, at loyaliteten over for hans far på jorden har måttet vige.
Faren og moren på jorden forstår ikke, hvad drengen siger, fortæller Lukas. Maria og vi andre har ellers fået det at vide af englen, der fortalte hende, at hun skulle føde Guds søn. Og af hyrderne og de vise mænd og den gamle Simeon, da barnet først var født. Sådan set burde det ikke komme som en overraskelse, at hendes dreng kalder Gud i himlen for sin far. Når det alligevel forekommer Maria og Josef helt ubegribeligt, hvad drengen står og siger, er det selvfølgelig fordi, det er og bliver et mysterium, at Guds søn har ligget i hendes skød og er blevet båret i deres arme og er vokset op i deres hus som deres egen ganske almindelige dreng. At denne 12-årige, der ligner alle andre 12-årige, både er Gud og menneske – både har hjemme i himlen og på jorden – både har Gud og Josef til far - det tager meget lang tid at begribe. Også for os andre. Det bliver vi måske aldrig færdige med at forstå – og aldrig færdige med at fatte rækkevidden af. Med sin udmelding foregriber Jesus i dag, hvad han skal gøre, når han bliver voksen: handle og tale på vegne af den Gud, han kalder sin far. Heller ikke til den tid vil han blive forstået øjeblikkelig og godtaget af alle. Tværtimod. Fordi det er så stort et mysterium, at vi møder Gud i dette konkrete menneske. Måske er det først påskemorgen, da hans far i himlen griber ind i den jordiske historie og rejser ham op af døden, at Maria for alvor forstår, at den mand, hun blev mor til, virkelig var Guds søn, og det var derfor, han talte og handlede, som han gjorde.
For det smukke er jo, at han bliver ved med at være hos sin far. Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far? siger han til Maria og Josef – for så kort efter at forlade templet sammen med dem og vende hjem til Nazaret og fortsætte sin opvækst. Så han er åbenbart ikke alene hos sin far, når han er i den centrale helligdom i templet inde Jerusalem. Han er også hos sin far ude i en flække i provinsen, som ingen havde hørt om, hvis ikke det var fordi, det var dér, Maria kom fra. Overalt lytter han til sin far og gør sin fars vilje. Overalt viser han os på den måde, hvem hans far er; overalt bærer han sin far og hans magt og kærlighed ind i vores tilværelse. Han er hos sin far hjemme hos Josef og Maria, mens han vokser op, og han er hos sin far, når han siden går ud på gader og stræder i Galilæa og Judæa, han er hos sin far i alt, hvad han siger og gør mod mennesker, og til sidst er han hos sin far, da han hænger på korset og dør. Overalt, hvor vi kan komme hen, helt inde i centrum og langt ude i periferien, gør han sin far nærværende. Selv i graven og dødsriget.
Og derfor må Maria bære, at drengen, der står et lys om i hendes øjne, ikke er alene er hendes dreng. For at han kan være hos os med sin himmelske far. Det er han hele tiden og overalt, hvor vi færdes. Men hvis vi vil vide, hvem han er, og hvordan hans far er, og hvem vi selv er i dét lys, så kan vi gå ind i Guds hus. Her kan vi synge og høre de ord, der minder os om det, vi selv og vores børn fik at vide, da vi blev døbt. At vi ikke alene tilhører hinanden. At vores børn ikke alene er vores børn; at de først og sidst er den himmelske fars børn og hører hjemme i en virkelighed, der er uendelig meget større end vores stuer. At vi derfor hverken må sætte os på dem eller træde på dem, men skal tage vare på dem og give dem de bedste sange og historier, vi kender, så også de kan gå frem i visdom og vækst og yndest, så længe de er i vores varetægt. Men også at vi derfor ikke er alene om at følge dem og se det lys, der står omkring dem og brænder så klart. Det er der også en anden, der ser. Så selv om det frygtelige skulle ske, at vi bliver væk for hinanden, så er de stadigvæk børn af den far, der aldrig gav slip, men gjorde sin døde søn levende påskemorgen og lod glæden begynde på ny. Amen.