Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter hellig tre konger , 29.01.2017
Predigt zu Mattæus 8:23-27, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Hvem er han? Storm og sø, vind og bølger, undergang og kaos adlyder ham…
Skal jeg tolke det som en symbolsk fortælling, der i dag kan hjælpe os, når stormene i vores liv, - altså storm i overført betydning, - falder over vores små eksistentielle ”både” og truer os med undergang? Os, der sidder lunt i kirkens skib, i bugen på en stor hvalfisk, der hedder kirken – en hyggelig institution med omsorg og omhu – sommetider underholdende til med.
Jeg så, du spidsede øren, da jeg nævnte stormene i vores liv. Har dit liv budt på storm? Undergangsfrygt? Var det også din erfaring, at Gud sov? At han var fraværende, - passivt til stede? Nøjagtigt som Jesus, der er med i båden, de frygter skal gå under i stormens bølger. Men han sover, som var intet hændt, som var intet på færde.
Ja, jeg ser dit spørgsmål, - ser det i dit blik, i din ganske lille urolige bevægelse på din trygge kirkebænk, der et øjeblik gyngede…
Jeg tror, du har været dér, - på tvivlens sted. Jeg tror, vi kender den storm lige godt – hver på sin vis. Der lyder et ekko af en klage, en rest af anklage: Hvem er du egentligt, Gud? Sig mig, sover du?
”SOS” - det internationale nødsignal i morsekode, - valgt for sin distinkte rytme og tydelige genkendelighed. Det er et tegn, en lyd, en kode, en rytme – ikke en forkortelse – og som sådan betyder det ikke noget. Det betyder alt, om det høres og genkendes og besvares. ”Frels os, red os, vi går under!”
Det er bønnen i nøden – på kanten til undergang, på vand, der ikke lader sig beherske, dybt vand. Afmagten. Dér, hvor det betyder alt, at vi ikke er alene, ikke overladt til os selv og egne kræfter. Dér, hvor det betyder alt, om vores råb høres, genkendes og besvares.
Dér, hvor Gud, – hører vi, – kan finde på at lægge sig til at sove, - tungt, træt, dybt?!
Lad os bare undre os, sammen, og bekæmpe vores indbyggede trang til svar og løsninger, a la ”gør-det-selv-på-den-nemme-måde”, som var det færdigretter.
”Hvorfor?” har du måske spurgt, råbt derude på det kaotiske dyb. Det har jeg også. Men det var ikke et svar, jeg ville høre, og da slet ikke en forklaring….
Så den vil jeg gøre os begge den tjeneste at undgå. Jeg vil i stedet dele et par tankeskitser, associationer, der faldt over mig derude på dybet…
Gud har skabt alting, han skaber stadig – altså er Gud også skaber af vejr og vind og kaos, af mørke og søvnløse nætter, af jordskælv og flodbølger, de fysiske og de abstrakte. Jesus taler til stormen, han truer ad den. Jesus truer ad skabermagten i det kaotiske, - han truer, som han truer ad dæmoner og sygdom: Gå væk! Læg dig! Som var det en stor hund. Guds Søn truer ad …. Gud?
Stormen blev stille! Gud forandres af at være blevet menneske, af menneskelig erfaring. Gud forandrer sig for øjnene af os, er ikke urokkelig, ikke uforanderlig, ikke ubevægelig. Det nytter altså at bede, at insistere, at klage, at true, at råbe…
Udenfor ligger jorden bar, gold – det er vinter. Lyset har lokket lidt frem: Det er en erantis; umulig gul. Den råber om forandringens mulighed. Selvom jeg lige nu ikke kan løfte en arm, knapt orker at tænke, kan jeg ikke undgå dens råb om, at ingenting er, som det synes at være; - eller i al fald bliver det ikke ved med at være sådan. Der var Én, der talte om at være et hvedekorn, om at lade sig falde som et frø og forandres, for at blive til liv for mange. Talte om det og lod det ske, - lige så selvfølgeligt som at falde i søvn i en båd, midt i et stormvejr undergang nær.
Ingenting er, som det synes. Stormen er ikke farlig, kaos er stilhedens, roens, fredens kildespring, råmateriale, udspring…
Se, den solide døbefont, den står der af granit som en klippe, et bjerg af ro, urokkelig. Se, vandet i den er så blikstille uden en krusning, så fjernt fra undergang som tænkes kan.
Men intet er, som det synes: Det vand er undergangens sted! Kaos, forandring! Det er dér, vi drukner, går under. Ikke kun som små børn, der holdes trygt i favnen, mens det sker og slet ikke er i fare under de tre håndfulde vand. Nej, du og jeg går dagligt under i det vand, - kun for at trækkes op, hales op, til en helt anden slags liv: Kristusliv, Opstandelsesliv, Erantisliv. Se, den urokkelig granit sten er ét stort forandrings sted, Forvandlingssten. Den tavse sten taler, råber, lige så højt som en erantis om, at det er muligt at blive noget helt andet, end det, vi er. Det, vi synes at være. Intet er, som det synes at være. Gud forandres for øjnene af os, nu finder han sted i vores liv. Han deltager i det hver dag, også de hverdage, der ikke lader sig skelne fra hinanden med deres enslydende krav om at fylde sin plads; om at stå op og udrette noget i januars tågedis.
Alle dage!..., sagde Jesus… han sagde ikke: ”så længe du tror”…
Han sagde ikke: ”Så længe du lever!” eller: ..når du beder…
Jesus sagde: ”..til verdens ende”
Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende! Selv i undergangen er Jesus med, Gud går med ned i dybet, går under med os. Så meget har han forandret sig ved at blive menneske, - så meget har han forenet sig med os. Inkarneret er Gud, hedder det på latin. ”Blevet kød”, lyder det på modersmålet. Ikke særligt poetisk – men nyskabende.
Det tør siges, at nu råber alting op om Gud, - det er ikke til at få ro nogen steder; slet ikke i kaos og undergang, når det synes som om, Gud sover, har trukket sig, er ligeglad….
Hvem er han, som finder sted i stormen, i kaos, - og i alle de små tings lattermilde (ja, du må gerne tænke: latterlige) jubelkor? Du må gerne smile og begive dig ud på vandet. Lad din lille båds sejl fyldes af den vilde skabervind og fører dig langt ud på dåbsvandet dyb – for se, alting er under og ingenting er, som det synes. Storm og sø adlyder, erantis råber op, og januars tågedis kan ikke skjule, at Gud selv har indfundet sig, finder sted, tager plads dag og nat, i søvne og i nattevågen, i liv og i død, i undergang, i kaos. Han forlader os ikke. Kun vores synder, vores lidettroenhed, vores mistilidsvotum forlader han – og dermed forlader fortvivlelsen os. Han forlader mig ikke. Jeg forlader mig – og dig - på ham. Overlader os til ham, - forenet indtil verdens ende, når alting begynder. Amen.