Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag efter hellig tre konger, 05.02.2017
Predigt zu Matthæus 17:1-9, verfasst von Poul Joachim Stender
Det vrimler med hjertestartere i Danmark. Går man ind på hjemmesiden www.hjertestarter.dk, kan man se, at stort set de fleste egne har en hjertestarter. Og fantastisk. På den måde kan vi redde liv. Men allerede i middelalderen blev der over hele landet placeret en masse hjertestartere i hvert sogn. Det var middelalderkirkerne. De skød op med samme fart som hjertestarterne i dag vinder frem. Ikke kun skulle disse kirker fortæller historien om, hvordan Jesu hjerte banker for os. Men de skulle også være der for, ligesom profeten Ezekiel skriver, at forvandle stenhjerter til kødhjerter. Vore hjerter skal sættes i gang i kirken, så de banker for Gud og vore medmennesker. I dag er vi meget optaget af sundhed og velfærd og gode materielle vilkår. På det område er Danmark et fantastisk land. Der er rent i vort land. Vi har ordentlige skoler og plejehjem. Vi har et sundhedsvæsen, som vi skælder meget ud på. Men det fungerer. De nødlidende overlades ikke til sig selv!
I søndagens evangelium er Jesus oppe på et højt bjerg sammen med sine disciple. Pludselig åbenbarer han sig i al sin vælde. Moses og Elias, der havde været døde i århundreder, viser sig lyslevende. Guds røst lyder hen over bjerget. Scenen er så smuk, ophøjet, åndelig og overvældende, at disciplen Peter vil have alle til at slå sig ned på bjerget og blive der. Men Jesus siger nej og tager sine disciple ned til det arbejde, der venter dem ved bjergets fod. Der skal helbredes syge, der skal gøres en indsats for de bange, udstødte og forladte osv. Og det må man sige: Vi kristne i Danmark har virkelig taget denne side til os i dag. Vi arbejder hårdt ved bjergets fod for at bekæmpe sygdomme, vi sørger for masse af reguleringer, så mennesker ikke kommer til skade på arbejdet eller i trafikken. Det er intet politisk parti der ikke gå til valg på mere tryghed. Det er nærmest som om vi bilder os ind, at kristendommen ikke også er, i overført betydning, at være højt oppe på et bjerg, hvor vi er Gud meget nær og himlen synes at røre os, og hvor vi ikke foretager os meget andet end at bede, lytte, hengive os, overgive os.
Der er en fortælling i Det nye Testamente, der giver disciplen Peter medhold i hans ønske om at blive oppe på bjerget i al skønheden. Det er beretningen om de to søstre Martha og Maria i Betania. De får uventet besøg af Jesus. Martha styrter rundt og laver mad og dækker bord og serverer. Men Maria tager forklædet af. Hun forlader køkkenet og det praktiske arbejde. Hun sætter sig ved Jesus og lytter til det, han har at fortælle. Martha bliver sur og bebrejder Maria, hvad hun gør. Men Jesus siger til hende: ” Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”. Fortællingen kommer Peters ønske i møde. Vi skal også give os tid til at være et smukt sted, hvor Gud føles meget nær. F.eks. her i kirken, hvor der er ophøjet og hvor vi kan høre Herrens røst i de bibelske læsninger, i salmerne, i prædikenen, i nadveren og velsignelsen.
Martha skal have æren for det velfærdssamfund vi lever i. Hvis vi ikke have haft travlt på markerne, i fabrikkerne og hvor vi ellers har arbejdet, havde vi ikke produceret noget som helst, der kunne give velfærd og tryghed til vore medmennesker. Men hvem af de to kvinder, skal have mest magt i os? Martha, som elsker arbejdet og som bekymrer sig ufatteligt for alt, hvad der overhoved er mulighed for at bekymre sig om. Eller Maria der ikke er bange for det ophøjede, guddommelige og gerne udskyder, hvad der kan udskydes til i morgen. Problemet er, at ingen af de to kvinder duer rendyrket. Tænk hvis det var Martha, der havde magten, og det har hun desværre i vort samfund, ville vi kun tænke på arbejde uafbrudt. Vi ville hele tiden kæmpe som rasende for at forbygge ting, som vi frygtede kunne gå galt. Eller tænk, hvis det bare var Maria, der havde magten i os. Der ville aldrig blive bygget sygehuse og opstillet hjertestartere og gjort rent og lavet mad. Hjem og samfund ville forfalde, mens vi gik til gudstjenester og resten af ugen sad et smukt sted og talte om ånd og kærlighed. Det er nødvendigt at Martha og Maria begge to er en del af os. Men det er de ikke. Vi undertrykker Maria.
Derfor skal vi huske også at bestige det høje bjerg ved at bede, fordybe os, gå i kirke, hengive os til det åndelige. Vi skal prøve at bryde ud af hverdagsræset og helt bevidst bevæge os ude i de zoner af tilværelsen, hvor det guddommelige bliver mærkbart. Der vil sikkert ske det samme med os, som der skete for disciplene, der var sammen med Jesus på bjergets top. Vi vil forstå, at de døde lever hos Gud. Når Elias og Moses viste sig levende på himlen må det være tegn på, at opstandelsen ikke lader vente på sig til yderste dag. Røveren på Golgata fik ikke at vide, at han skulle med Jesus i himlen engang i fremtiden. Jesus sagde: ”I dag skal være med mig i Paradis”. Og måske vil det ikke bare gå op for os, at de døde er opstået til nyt liv hos Kristus. Vort stenhjerte vil, når vi søger bort fra travlheden, larmen, aktiviteterne, forvandles til et kødhjerte, så vi får kræfter til også at være ved bjergets fod, hvor vi skal kæmpe for at gøre et hårdt liv bedre for hinanden og os selv. Gud i vold. Amen.