Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima , 12.02.2017
Predigt zu Mattæus 20:1-16, verfasst von Eva Tøjner Götke
Med spørgsmålet ”Hvad nu hvis…” er der opstået en ny skole indenfor historieskrivningen.
Hvad nu hvis det og det ikke var sket, hvad var der mon så sket?
Hvad nu hvis Hitler var kommet ind på Kunstakademiet, hvordan ville verden så have set ud i dag?
Hvad nu hvis den og den ikke havde gjort det og det, hvordan mon det så havde set ud i dag?
Og sådan kan man blive ved.
Og lad os blive ved!
For hvad nu hvis arbejderne i vingården ikke havde fået udbetalt løn på samme tid?
Hvad nu hvis de arbejdere, der vitterligt havde båret dagens byrde og hede – hele dagen – havde fået den dagløn, der var aftalt, og ikke var blevet konfronteret med, at de andre, der kun havde arbejdet dér en time, fik det samme, hvad ville de så have sagt?
Mon ikke de havde taget imod lønnen og gået hjem.
Egentlig veltilfredse over at de havde fået arbejde.
Endda som de første om morgenen.
Uden at de skulle stå ledige dér på torvet hele dagen og spilde tiden og føle sig til overs.
Måske ville de ligefrem være taknemmelige.
Ja, være gået glade hjem.
Og stået håbefulde op dagen efter.
Og stå klar – til at tage fat.
Problemet er altså, at de overværer, at de andre får den samme løn – for kun én times arbejde.
Dér opstår misundelsen.
Det er de andre, der er et problem.
Det at de kan sammenligne sig med de andre.
Det har man jo fundet ud af på moderne arbejdspladser.
Og derfor er det mange steder forbudt at tale om løn.
For så bliver der krig mellem medarbejderne.
Og dårligt arbejdsmiljø.
For de fleste af os kender den alt for godt.
Misundelsen.
Som opstår, når vi begynder at sammenligne.
For så begynder vi at måle.
Vi ser uretfærdighederne og urimelighederne.
Og vi lever i en tid, hvor vi hele tiden kan sammenligne.
Medierne spiller her en stor rolle.
Folk i det tidligere DDR kunne via satelit-tv se, hvordan man i vesten svælgede i rigdom, omme på den anden side af muren.
Denne sammenligning kan selvfølgelig afføde en sund stræben.
Og skabe udvikling.
Men dér hvor misundelsen gør ondt, er når dét, man ellers gik rundt og var glad for, med ét bliver gjort til ingenting.
Dér går misundelsen både ud over den anden og én selv.
Er det virkelig sådan det er i himmeriget?
Er det det lignelsen vil fortælle?
At dér fortsætter denne krig.
Misundelsen.
Følelsen af at føle sig snydt.
Fordi de andre får mere end vi synes, de har fortjent?
Nej, det understreges fra begyndelsen, at himmeriget ligner en vingårdsejer, der kalder arbejdere til sin vingård.
Det er ikke vingården, vi skal sammenligne med himmeriget.
Himmeriget er ikke en arbejdsplads.
Det er vingårdsejeren, der henter folkene på torvet – igen og igen – og som altså udbetaler den samme løn til alle - som vi skal fokusere på.
Det er hans måde at handle på, der er himmeriget.
Og lignelsen beretter så om vores reaktion.
Om hvor uretfærdigt vi finder det – set med vores målestok.
Himmeriget er – ikke at stå og glo ud i luften på torvet. Himmeriget er – at der er brug for dig.
At der er nogen, der kalder på dig.
Også når du står dér helt alene tilbage, og alle har travlt med deres. Og du føler dig til overs.
Himmeriget er - at der er én, der ved, at du kan gøre en forskel.
Selvom det synes lidt, det du gør.
Himmeriget er – at kunne være til, uden at tænke på, hvad man kan få ud af det.
De sidste gik jo bare med.
De indgik ikke en kontrakt først.
Ja, Himmeriget er følelsen af, at du får lov til at være med.
En taknemmelighed.
Fordi det jo ligeså godt kunne være anderledes.
Hvad nu hvis vingårdsejeren ikke var kommet?
Havde de så ikke stået der endnu – og ventet?
Nu kom de med – alle sammen - og de fik endda løn udbetalt, en hel dagløn, allesammen.
Det er egentlig mærkeligt, at vi ikke hører om de sidstes reaktion.
De må da have sprunget rundt af glæde.
En hel dagløn for en times arbejde!
Men det fortælles ikke.
Heller ikke at de falder på knæ og takker dybt.
”Det var da alt for galt.”
Nej, lignelsens pointe er at afsløre os, når vi erfarer himmerigets retfærdighed.
At de sidste skal blive de første.
Og de første de sidste.
Og at vi ikke får løn som forskyldt.
Og at der ikke er almindelig menneskelig rimelighed i tingene.
Men alle får det samme.
Alle stilles lige.
Lignelsen fortæller, at vi gør ondt af os.
Beklager os.
Synes det er uretfærdigt.
Det er uretfærdigt. Efter vores målestok.
Livet er uretfærdigt. Efter vores målestok.
Der er ikke orden på sagerne, efter vore principper.
Nogen gange sker det, at storrygeren bliver old gammel.
Mens sportsmanden dør af en blodprop som 50 årig.
Det er så uretfærdigt, kommer vi til at sige.
Men hvornår ville det være retfærdigt?
Hvis ulykken ramte naboen, og ikke migselv?
Himmeriget er at kunne gøre sig fri af denne økonomiske tankegang.
Og med økonomi mener jeg ikke nødvendigvis penge.
Men det at ting kan sammenlignes ved at måles og vejes.
Tanken om at ting skal gå op.
Himmeriget er at kunne leve med uretfærdigheden.
Og tro.
Tro på, at livets goder og sorger ikke er fordelt efter fortjeneste.
Tro på, at vi alle stilles lige som mennesker – er lige meget værd.
Den tro er himmeriget.
Dér hvor vi ikke tænker på at sammenligne os med de andre.
Men er til. Og til stede.
Fordi vi véd, at der er sørget for os.
Vi har alle fået det, vi skal have.
Vished om at vi er mennesker – lige for Gud, trods alle vores forskelligheder.
Når vi kan tro det – eller hvis vi kunne hvile i den tro, så var himmeriget her på jorden.
Og så ville vi forstå omfanget af ordet ’nåde’.
Så ville vi springe højt af glæde.
Sætte pris på hver eneste dag.
Og dermed have noget at tøjle den udbredte misundelse med.
En grundlæggende glæde.
Amen.