Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Første søndag i fasten, 05.03.2017
Lad ordet bringe troens frugt
Predigt zu Mattæus 4:1-11, verfasst von Anders Kjærsig
”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.”
Jeg vil i min prædiken meditere over denne sætning ved at tage ord for ord, forstørre det op, vende og dreje det, for dermed at give det krop og aktualitet. Sætningen er et citat fra Gammel Testamente, som Jesus anvender som svar på djævelens fristelse: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.”
Det er ikke en samtale men en kamp. Polemik eller agonisme styrer selve det retoriske udtryk. Djævlen frister med et pikant spørgsmål, og Jesus svarer med en reference til fortidens forfattere. Det i sig selv er tankevækkende. Djævelens retorik er altså bestemt af det personlige og præsentiske, hvad han vil her og nu. Jesus vender det derimod rundt og svare på en helt anden måde. Han taler ikke ud fra sig selv, men ud fra traditionen; altså hans myndighed og historicitet. Med andre ord: Djævelen er udtryk for det punktuelle øjeblik, det vi alle søger, hvor Jesus er udtryk for udstrækning, fortid og fremtid, tro og håb, det vi alle har glemt. Djævlen prøver altså at lukke historien og horisonten, mens Jesu vil åbne historien og horisonten.
”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.”
Mennesket…
er ikke en fejltagelse, det er et guddommeligt eksperiment, bundet til jorden og den oprejste gang, og med hovedet skudt godt og grundigt ind i himlen. Begge dele er tilstede i samme person. Krop og ånd, hvor overfladisk det end lyder. Det er skabt i Guds billede, ikke for at være Gud eller for at leve i lyset, men for at binde sig til jorden og til de andre mennesker, der hvor lys og mørke krydser hinanden – men med håb og mod. Mennesket…
skal…
er udtryk for en mulighed for at slippe for at vælge. Alligevel er det ikke mulighedsløst, altså en ophævelse af muligheden som sådan, for man kan jo realisere dette skal. Det modsatte af skal er ikke skal-ikke, men kan ikke – jeg skal, men kan ikke eller vil ikke. Muligheden er dette simple valg. Skal binder altså mennesket til noget, der er ufravigeligt - vi nok kan vælge fra eller ikke realisere, men af den grund ikke ophæve. Skal er en slags menneskelig fakticitet, der definerer, hvem vi er. Også når dette skal bestemmer, hvad vi ikke skal. Mennesket skal…
ikke…
er en slag protest, en opløsning af aftaler og tyrannier og andre bindinger. Både på godt og ond. Hvis ikke vi havde ikke, ville vi aldrig kunne sige fra. Led os ikke i fristelse er et fravalg af det, vi ikke vil bindes af. Forestil dig, at du ikke kunne sige ikke, så ville mennesket og sproget gå til grunde, og vi ville ikke kunne eksistere som åbne og ærlige, og relationerne mellem både Gud og mennesket og mennesker imellem ville falde fra hinanden. Livet ville gå til grunde uden ikke. Mennesket skal ikke…
leve…
livet for livet er livet værd, så længe livet leves. Det er en kliche, at livet taler til os og kræver noget af os. Livet siger intet, det er blot et åbent felt af muligheder, som tilbyder sig på alle mulige og umulige, tænkelige og utænkelige måder. Ingen kender livets hemmelighed. Det er derfor djævelen frister med livets muligheder og profeterer falsk om livets mening. Livet er nemlig ikke alt, men altid noget bestemt, og det bestemte skal fortælles os, det er et sprog, vi skal lære, for at livet kan træde frem i sin sande betydning. Og denne betydning får vi i kirken, når ord og sakramenter vælter ned over os og ændre vores perspektiv. Mennesket skal ikke leve…
af brød…
er livet ikke opstået men vedholdt og forblevet. Brødet er nemlig synonym med liv, åndedræt, glæde, ansigter, korn og vidde. Giv os i dag vort daglige brød betyder i alt sin enkelhed, at vi ikke selv er vores livs ophav. Det, vi lever af, får vi skænket. Hvem kan give sig selv smilet, glæden, de kærlige relationer, nærværet, næsten, solopgangens varme, lyset, som strømmer ind mellem gardinerne. Alt dette er brødanalogier. Det har djævlen, der har bundet sig til det konkrete og besnærende, glemt. Brødet kan vi ikke give os selv, ikke engang fra dag til dag og slet ikke på sigt. Hvis vi tror det, har djævelen vundet, og brød er blevet til sten. Brød er gratis – gratia. Mennesket skal ikke leve af brød…
alene…
er ikke det samme som det ene. Ene og alene eller alene det ene. Man kan ikke komme ud af det ene alene. Det kræver hjælp udefra. Og man skal ikke alene dyrke det ene. Man fastfryser verden, hvis ikke man kan komme ud over det ene. Binder man sig til en enkelt detalje, forblindet og intolerant, så indsnævres horisonten, og man er tættere på det dæmoniske. Man skal ikke leve af den ene alene. Det er djævelens forkyndelse. Mennesket skal ikke leve af brød alene…
men af hvert ord,
der udgår af menneskets mund til gensidig opbyggelse, er i overensstemmelse med Guds plan. Det skaber nemlig respekt og gensidighed og er med til at fastholde diversitet og relationer. Djævelen er ikke på noget tidspunkt inde på Jesu forestillinger om relationer. For det onde er verden indifferent, der er relationerne ophævet, og alt er ligegyldigt. Selv sproget går til grunde. Men i en kristen forkyndelse er alt lige netop relationelt. Da Gud skabte verden, gjorde han det ved at ophæve det indifferente og ved at lave forskelle. Slangen prøvede på at ødelægge dette ved at ophæve forskellene. Det er det kosmiske drama mellem det indifferente på den ene side og det relationelle på den anden. Der er mand og kvinde, jord og himmel, gud og menneske osv. Og det er ikke et moralsk faktum, men et eksistentiale. Ordene og Ordet er med til at fastholde disse relationer. Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord…
der udgår af Guds mund.
Hvad skal jeg sige? Mine ord
Vil ikke meget sige:
O Gud, hvor er din visdom stor,
Din godhed, kraft og rige!
Dit ord, o Gud, som duggen kvæger
Den svage sjæl med kraft og fred!
O, lad i hvert i hjertebæger
Din himmels balsam dryppe ned!
Lad Jesu ager grønnes smukt,
Lad ordet bringe troens frugt!
Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.
Amen