Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i fasten , 12.03.2017
Predigt zu Mattæus 15:21-28, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Jeg har engang hørt en historien om den dreng, der i skolen fik sine karakterer. De var på ingen måder noget at prale af, og han gik dog hjem for at vise dem til far.
Han gik ind til sin far og viste han de ikke særligt gode karakterer. Faderen sad længe bøjet over bogen, hvori karaktererne stod. Ingen sagde noget og det tog længere og længere tid mens faderen bare sad og kiggede og kiggede på disse ikke særligt store tal.
Drengen synes efterhånden, at stilheden, ja tavsheden begyndte at blive lidt trykkende, og følte at han måtte dog sige et eller andet, og sagde da: ”ja, det er jo ikke noget prale af”.
Hvorefter faderen sagde: ”jamen, jeg siger jo heller ikke noget”
Der var faktisk ikke noget at sige. Det var ikke nogle ord, der skulle siges, for man kunne sige, at tallene talte for sig selv, og tavsheden var i sig selv talende.
For han sagde jo ikke noget. Han svarede ikke et ord.
Det var præcis det, den kanaanæiske kvinde oplevede, da hun henvendte sig til Jesus i sin nød. Han sagde hende ikke et ord. Han svarede hende ikke.
Tværtimod oplever hun, at disciplene omkring Jesus forsøger at smide hende væk, for hun råber af os, som de siger. Kvinden oplever ikke alene tavsheden. Hun oplever også midt i den afvisningen af hendes henvendelse.
Hvorfor kommer hun overhovedet til Jesus?
Fordi hun har hørt om ham vel. Hun har hørt om, at denne mand tilsyneladende har magt og kraft til at gøre hendes datter rask. Hun har sikkert prøvet alt, og nu har hun hørt om ham, og det hørte har fået hende til at opsøge ham, men hun afvises både af tavsheden og af den mere kontante afvisningen af disciplene.
Men det hørte holder hende fast. Hun har hørt ordet om ham og det holder hende fast på, at hun vil ind på livet af ham. Det hørte ord giver hende mod til at gå tættere på Jesus.
Sådan står de overfor hinanden. Første med disciplene omkring sig og siden fortoner alt omkring dem, og kun kvinden står foran Jesus – bedende ud fra det hørte – ”helbred min datter! ”
Kvinden bevæger sig på ordet hen til Jesus. Hun mødes af tavsheden, som hun selv i kraft af det hørte er nødt til at udfylde, Hun må tage til orde igen og Jesus irettesætter hende da. Og hun tager til orde igen, og Jesus bevæges af hendes ord og det ord hun bevæges af, er det ord, han selv har forkyndt.
Jesus møder i hende sin egen forkyndelse.
Han får sit ord tilbage igen –et godt ord igen.
Derfor kan han sige: din tro er stor. Nemlig ikke hendes ihærdighed, selvom den også er der. Ikke hendes vedholdenhed, selvom den også er er. Ikke hende desperation, selvom den også er der. Men hendes tro er stor for den lever på det ord, hun har hørt. Hendes tro er stor, fordi hun lever på det ord, som Jesus elv har forkyndt, og med det ord, holder hun ham fast.
Derved er kvinden et billede på det menneske, der har hørt Guds ord. Det bringer hende frem gennem tavshed og afvisning. Det gør hendes tro stor, selvom at hendes egen tro ganske givet kan ligge på et meget lille sted.
Således kan det vi hører, stille os frem i verden. Det hørte ord kan skabe i os en tillid, der ligger langt ud over hvad vi kan skabe i os selv. Det hørte kan skabe en tro, der er langt mere en vi selv kan præstere.
Vi kender det fra børn, der hører den gode historie selv bliver helte i fortællingen. Vi kender det fra os selv, når den gode fortællinger taler os op, og gør os til langt mere end vi så i øjeblikket.
Det hørte ord kan skabe tro, hvor der ingen tro var. Både tro på sig selv og tro på fremtiden.
Derfor skal vi hører de gode fortællinger. Vi skal høre de fortællinger, der fortælles om livets sammenhæng og dybde, og som skaber mod i os til at være til i det liv, der til tider kan være særdeles besværligt og smerteligt.
Fortællingen skaber mod, og ordet skaber tro.
Også den tro, der tør møde tavsheden, og som kan give igen. Jeg tror dig – tro mig.
For vi taler ikke om vores egen magt og kraft, men vi taler om den magt og kraft som ordets fortælling kan skabe i os. Og den bedste er den fortælling, som Gud Skaber fortæller om sig selv gennem Jesus Kristus: han er kærligheden til for dig.
Den fortællingen skal vi fortælle til hinanden og til børnene, og derved skabe mod og tro.
Det var der skete for den kanaanæiske kvinde, da hun gik til Jesus og fangede ham i hans eget ord. Hun fastholdte at hun troede på ham, for hun havde hørte ordet om hans magt og kærligheden. På det ord blev hun bevæget og bevægede hun Jesus. Kærligheden blev fanget i kærlighedens gerning. Det er jo det vi tror på. Det er korsets gåde: at kærligheden er fanget i kærlighedens gerning. Derfor måtte Jesus sige, din tro er stor, for han så sig selv i hende. Kærligheden fanget i kærlighedens gerning. Amen.