Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i fasten, 19.03.2017
Predigt zu Lukas 11:14-28, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
For nogle år siden skrev digteren Søren Ulrik Thomsen et essay, som handlede om, at Djævlen findes. Ikke bare det onde, men Den onde, er en magt og virkelighed også i vores moderne, oplyste verden. Baggrunden for Thomsens essay var, at han havde været til en vens begravelse. En ven, som var død af misbrug. Alle havde prøvet at hjælpe. Vennerne, familien, hospitalet. Men ingen havde kunnet gøre noget. Manden havde solgt sine bøger, sine møbler, sin før så højt elskede guitar, for at få penge til sit misbrug og var endt sit liv ynkeligt. Selvdestruktion, ville nogle måske kalde det. Nej, siger Søren Ulrik Thomsen, det var noget andet. Det var ikke vennen, der havde destrueret sig selv. For manden havde netop ikke magt over sig selv. Det var noget andet, end ham selv der handlede og ødelagde hans liv. Og Thomsen kan ikke give det ”andet” noget andet navn end Djævlen, Fanden, Den onde selv. Det er ikke hans vens egen skyld eller vilje, at hans liv ender så tragisk. Thomsen vil holde fast i, at det er en fremmed, ondskabsfuld magt uden for vennen selv, som har skylden for tragedien. Vennen er blevet et bytte for en destruktiv kraft, der var stærkere end både han selv og alle de gode kræfter omkring ham, som prøvede at vriste ham fri.
Men da vennen bliver begravet, holder præsten en munter prædiken, hvor han siger, at afdøde har levet sit liv intenst At hans liv blev kort er slet ikke meningsløst, for han har jo levet det stærkt. Lige præcis den løgnehistorie misbrugeren i sin fortvivlelse selv måtte har digtet om sit liv og sit misbrug, bliver gentaget ved hans kiste. Og Thomsen undrer sig inderligt over, at kirkens sprog er blevet så fattigt, ”at man”, som han skriver, ”her af alle steder savner ord for den Fortabelsens Vej, som denne søde, sjove og højtbegavede mand gik helt til ende for øjnene af sine fortvivlede venner”. Kort sagt: Hvorfor tør vi ikke engang i kirken mere kalde Den onde ved navn, når vi møder ham?
For konsekvensen af det manglende mod er jo, at vi i stedet kommer til at dæmoniserede mennesket. Hvis misbruget virkelig var vennens eget valg, så kom det onde, der ødelagde hans og hans omgivelsers liv, jo altså fra ham selv. Så var han selv Den onde. Og var misbruget virkelig et resultat af et frit valg, så vennen kunne jo også bare have taget sig sammen og være holdt op. Han bestemte jo selv. Og de venner og den familie, som har lidt under hans misbrug, har ikke noget at være kede af. Det var jo hans liv. Det liv, han selv havde valgt.
Sprogmanden Jørn Lund har gjort opmærksom på, hvor ofte vi i dag bruger ordet ”vælge”. ”Jeg vælger at tro på dig”. ”Jeg vælger at gå til mødet i aften”, ”vi har valgt at bruge de bedste råvarer”, og så er der alle os, ”der har valgt det gode liv”. Han ser det som et udtryk for vores store trang til at understrege, at vi er selvberoende individer, som har tjek på det hele og styr på situationen. At noget sker for os og med os, vil vi ikke vide af. Intet skal komme bag på os. Alt er et resultat af vores eget frie valg. Vores selvbestemmelse. Selv vores død er det lige for tiden meget væsentlig, at vi også selv har styr på og vælger, hvordan vi kunne tænke os. Sjovt nok opstilles der ikke så mange valgmuligheder, lige hvad døden angår: Den skal bare være værdig. Og det er både liv og død, når jeg er mig selv lige til det sidste.
Det er lige nøjagtigt den holdning, Jesus sender ad Helvede til i evangeliet i dag. Et menneske er aldrig bare sig selv. Vi er altid en andens. Det er grundpillen i et kristent menneskesyn. Det er derfor det hedder, at vi får livet. Tager vi det selv, betyder det faktisk det stik modsatte: Nemlig at vi mister livet. Og det er løgn, at vi vælger alting selv. Det vigtigste, det sker for os og sker med os. Vi har ikke selv valgt hverken vores fødsel, forældre, sygdomme og skavanker, styrker, begavelse eller sprog. Og ja, måske har vi selv valgt at ville have børn, men vi har ikke valgt de personer, børnene så viste sig at være. Og da de kom, sagde vi forresten, at vi havde fået dem.
Jesus bruger i evangeliet i dag billedet af mennesket som et hus, som når det står tomt, indbyder alt det værste til at flytte ind. Neutraliteten – det fejede og prydede hus, som ikke er mærket af noget – det er der, Fanden slår til og slår sig ned. Det er derfor, det første, der sker os, når vi bliver kristnet – døbt – er, at der sættes mærke på os. Korsets tegn for ansigt og bryst. Vi er mærket – tyverisikret – og aldrig mere neutrale. Og derfor skal vi lade os mærke med, når nogen prøver at bilde os noget andet ind. Bilde os ind, at vi er vores egne, f.eks. Bilde os ind, at menneskeværd kan måles i, hvor stor gavn vi gør, eller hvor belastende vi er for samfundsbudgettet.
I Det nye Testamente bruges flere steder udtrykket, at Kristus eller Guds ånd har taget bolig i os. Eller at Kristus lever i os. Det er billedet af mennesket som en skal eller en tom beholder, som først får indhold og mening, når noget bliver fyldt på, og noget sker. Og Det nye Testamente gode nyhed er altså, at det, der sker med os er, at vi bliver tanket op med Kristus eller med Helligånd. Alt det bedste, som bogstaveligt talt gør godt. Det møder os – kommer til os – som andres venlighed, omsorgsfuldhed, hjælpsomhed. Eller som andres kalden på os – kald, som kalder kærligheden, kræfterne eller energien frem i os.
Erfaringen viser os, at det så bare ikke forhindrer, at Djævlen stadig kan flytte ind. Det er ikke kun Søren Ulrik Thomsen, der har gjort personlige erfaringer med den ødelæggende magt, som ikke lader et menneske i fred, før alt er opløst. Det kan være et misbrug, men Djævlen kan også tage sig mere elegant ud: Vi kan blive besat af arbejdet, tanken om, at være uundværlig. Det menneske, der aldrig holder fri, aldrig er i ro – familien bliver smadret af det – og han bliver alligevel ved. Skilsmissestriden, hvor de voksne parter godt kan se, at børnene lider, men alligevel kan ingen af dem slippe hadet og hævntørsten. Fordi det fylder det hele. Der hvor kærligheden, overbærenheden, ømheden før var og gjorde godt, har noget andet nu taget magten. Eller når der bare sådan i det hele taget farer en djævel i os, som vi siger, og vi gør det, vi ellers ville have forsvoret, vi nogen sinde ville have gjort.
Vi er hverken herrer over os selv eller fruer i eget hus. Det kan gå Fandens til i vores liv med hinanden. Vi kan stå magtesløse, når det sker.
Men det kan Gud ikke. Fanden kan tage magten, men aldrig nogensinde beholde den. Det er det, fastetiden her i kirken forberedes os på at se og høre og tro. Djævlen kan nok flytte ind. Men Den er og bliver en ubuden gæst i en andens hus, og før eller siden bliver den smidt på porten af husets rette ejer.
Den lille lignelse, som Jesus fortæller om kampen mellem den stærke og den stærkere, fortæller det. Over for vores erfaringerne af dæmoniens magt over os selv og over de andre, står evangeliets forkyndelse af, at den, der er stærkere end den stærke, Jesus, Marias og Guds søn, kom og ikke bare vandt kampen. Nej, han fordelte også byttet. Det bytte, som er det gode, gudsskabte liv. Den tro, det håb og den kærlighed, som ondskaben altid er på jagt efter at ødelægge og fryse ned. Det er det bytte, Jesus vristede fri og tog med sig op fra Helvede påskemorgen. Og han fordelte det. Han holdt det ikke for sig selv. Han gav det til os. Så vi igen og igen fyldes og fyldes op med alt det bedste. Det, der gør godt
Vi er aldrig os selv. Vi er Guds. Vi skal synge det nu: ”Vor Herre! Ja, nu er du nær,… for os alle englene stemme i Himmerigs råd til glæde for gråd”.
Vi vælger ikke. Vi er valgt. Amen.