Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Palmesøndag, 09.04.2017
Predigt zu Mattæus 21:1-9, verfasst von Marianne Frank Larsen
På de græske ikoner er billedet af indtoget i Jerusalem fuldt af liv og bevægelse. Bag Jesus gestikulerer disciplene, mens de diskuterer, om det nu er rigtigt af ham at ride ind i Jerusalem; nogle ser med spænding, andre med bekymring frem mod byen. Foran ham kommer byens borgere ham i møde, midterst en gammel præst, der breder armene ud og løfter en lilje imod ham, ved siden af: en mor, der rækker sit lille barn frem for at få det velsignet og en mand, der netop slutter sig til opløbet, mens han taler med en anden om, hvem det er der kommer, og bag dem igen mænd i alle aldre, der forventningsfuldt går Jesus i møde. Og så, som et rørende udslag af ikonmalernes evangeliske fantasi: et mylder af små drenge, som Det ny Testamente ikke fortæller noget om, på vejen under de voksne og i trækronen over dem; drenge, der hugger palmegrene af med deres små økser, drenge, der breder små kapper ud og vinker med små palmegrene, og såmænd også drenge, der er kommet op at slås, og en enkelt, der har fået en torn i foden! De små drenge tager lidt af tyngden af fortællingen og tilfører den et liv, jeg ikke kan stå for. Det er lige før, alle begynder at synge. Hosianna, Davids søn.
Men midt i al uroen, mellem alle de forskellige udtryk og bevægelser på billedet er der én, der er fuldkommen i ro. Mellem alle dem, der taler og diskuterer og driller og beder om hjælp og byder velkommen og skærer grene af og begynder at synge, er der én, der er fuldkommen stille. Det er selvfølgelig Jesus selv. Han sidder fuldstændig rolig og lydløs på det grå æsel, der bærer ham ind i byen, mens han med bøjet hoved ser på de mennesker, der kommer ham i møde og tager imod ham. Ikke et ord siger han, og ikke en bevægelse gør han. Indtil i dag er det ham, der har talt og handlet og grebet ind i menneskers liv. Indtil nu har han været den aktive. Fra nu af er det andre, der taler og handler med ham og med den krop, der sidder så lavt på æslet, at enhver kan komme til. Fra nu fortælles historien i passiv. Han går ikke ind i Jerusalem. Han bliver båret. Og vi ved, hvad han bliver, da han først er båret derind.
Det er det, hans ro udtrykker, som han sidder dér på æslet. At nu er det andre, der tager over. Og så tænker jeg, at roen er det synlige udtryk for den sagtmodighed, som vi hører, at han kommer med. Se, din konge kommer til dig, men hvis man ikke ved det, kan man ikke se det. Så kan man bare se en almindelig mand på noget så ydmygt som et lysegråt æsel. Vi er nødt til at høre ordene fra den gamle profeti, for at vi kan se, at det er en konge, der kommer. Se, din konge kommer til dig, profeterer Zakarias, sagtmodig, ridende på et æsel, på et trækdyrs føl. Det er nøjagtig dén gamle forjættelse, der får krop og bliver virkelighed i den måde, Jesus kommer til Jerusalem på. Han er opfyldelsen af det løfte, der ligger i ordene. Den sagtmodige konge, de og vi andre har ventet på – det er ham, der kommer nu.
Hvis vi siger om en mand, at han er sagtmodig, så mener vi, at han er bange for at støde nogen, tilbageholdende på grænsen til det selvudslettende. Det er noget andet, der ligger i ordet, når Matthæus låner den gamle profets ord og bruger det om Jesus i dag. For han sidder nok ganske stille på sit æsel, men han er hverken selvudslettende eller bange for at støde nogen. Det er faktisk hele pointen i ordet sagtmodig: At han ikke er bange. At han har det sagte mod, som gør at han fortsætter ind i byen vel vidende, hvad der venter ham derinde. Han kunne have reageret med mismod, have mistet modet og være blevet slået helt ud. Det sker, at det er det, vi gør, når vi nærmer os en smertelig eller skræmmende eller sørgelig fremtid og skal se afslutningen i øjnene. At vi mister modet, bliver handlingslammede og ude af stand til at få øje på nogen glæde eller muligheder, at mismodet kvæler enhver livslyst og lukker ned for selv de kærligste forhold til andre mennesker. Men det sagte mod, der kendetegner Jesus, er noget helt andet end mismod. Det lader ham være fuldkommen lydhør, nærværende, givende til stede hos de mennesker, han holder af; til det sidste optaget af deres ve og vel, og det giver ham åbne øjne for den glæde, der omgiver ham. Sådan ser vi ham ride ind i Jerusalem.
Indlysende nok er det sagte mod også noget andet end overmod eller hovmod. Denne konge vinker ikke sejrssikkert, rækker ikke selvpromoverende ud for at trykke hænder, taler ikke triumferende til sine tilhørere. Han lader ikke som om, han har sit på det tørre, eller som om han nok skal klare ærterne. Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig. Sådan siger Zakarias egentlig: retfærdig og sejrrig. Men Matthæus springer over retfærdig og sejrrig, når han citerer, og det er helt med vilje. For denne konge er ikke retfærdig og sejrrig, ikke synligt i hvert fald, ikke endnu. Han er på vej mod gru og nederlag. Palmesøndag er han alene sagtmodig. Sagtmodigheden lader ham stå ved sin egen sårbarhed og se virkeligheden i øjnene, så forfærdende og smertelig den også er. For det er det, sagtmodigheden kan. Undgå de faldgruber, der ligger både i mismod og overmod. Det sagte mod lader ham på én gang fuldkommen realistisk stå ved den sårbarhed, han og vi har til fælles, og se den smertelige afslutning i øjnene. Og være lydhør, nærværende, givende til stede hos andre mennesker, åben for den glæde tilværelsen stadigvæk rummer.
Det sagte mod, som bærer Jesus ind i Jerusalem, bærer ham igennem skærtorsdag og langfredag lige til den bitre ende. Det er det, der afholder ham fra at råbe skældsord eller gå i panik eller løbe sin vej. Fra at beskytte sig selv, som vi instinktivt ville have gjort. Det er det, der tillader ham at give afkald på sit liv med åbne øjne. Måske er det først påskemorgen, at disciplene for alvor forstår, hvad den sagtmodighed bunder i. At den vokser ud af hans grænseløse tillid til den himmelske far. En tillid til, at den himmelske far på en gang er giveren af alle gode gaver, som bliver ved med at velsigne hans liv lige til det sidste, og den redningsmand, der holder fast på sit menneske og bærer det igennem forfærdelsen. At det er den tillid, der gør, at han på én gang kan se realiterne i øjnene, stå ved sin egen sårbarhed og bære det, han skal bære. Og bevare blikket for de mennesker og de glæder, han stadig får. Tilliden – eller troen – er sagtmodighedens grund.
Påskemorgen viser Gud sig den tillid værdig. Han velsigner sit døde barn med funklende nyt liv og bærer ham gennem forfærdelsen ud i solopgangen påskemorgen. Først da bliver det synligt for dem, der holder af ham, at denne sagtmodige konge også er retfærdig og sejrrig. Han ligger ikke længere død og begravet; han er levende, og han kommer også til os. Det er det, vi synger både med Kingo og Grundtvig i dag, for salmerne står jo ikke i datid. Se, hvor NU Jesus træder, siger Kingo. HER rider ærens konning, siger Grundtvig. Det er nutid; det er mellem os denne morgen i april 2017, at den sagtmodige konge rider ind. Ordene, vi hører og synger, er de æsler, der bærer ham ind i vores tilværelse. Sangene er de palmegrene, vi tager imod ham med. Med sig har han det sagte mod, der gør det muligt at se virkeligheden i øjnene, også når den er forfærdende, og bevare blikket for de glæder, der stadig overgår os. Måske han også bærer det sagte mod ind i vores sind og vores hjerter. Amen.