Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Skærtorsdag, 13.04.2017
Predigt zu Mattæus 26:17-30, verfasst von Anders Kjærsig
Lad mig indlede med et længere citat:
”Du har lovet dem himmelsk brød, men jeg spørger Dig endnu en gang: kan dette brød i den svage, evig lastefulde, evig utaknemmelige menneskeslægts øjne måle sig med det jordiske brød? Og selvom der findes tusinder, måske titusinder, som følger Dig for det himmelske brøds skyld, hvad skal der blive af de millioner, af de milliarder af væsener, som ikke evner at vende sig fra jordens brød til himlens”
Citat slut.
Ordene er Dostojevskij. Han stillede spørgsmålet for 150 år siden. Jeg gentager det her i kort form: Kan vi vende os bort fra det jordiske brød for at modtage det himmelske? Det er et besnærende og væsentligt spørgsmål. Man kunne også formulere det på denne måde: Kan vi lægge vores liv over i Guds hænder frem for selv at administrere det hele inklusiv livet og døden? Man kunne også spørge således: Er Guds ord vigtigere end al den menneskelig rigdom, vi i dag fylder vores liv med? Eller sagt på en omvendt måde: Har det materielle ræs større betydning end opbyggelige ord og salmer?
Hvordan man end vender og drejer spørgsmålet, så er det den jordiske virkelighed, som konfronteres med den himmelske i Dostojevskijs citat. Eller i kort form: det er Gud kontra mennesket. Hvem har magten? Hvem er skaberen? Mennesket eller Gud? Hvem er størst? Guds rige eller menneskets verden?
Vi lader spørgsmålene stå og i stedet for at svare direkte på dem, vil jeg fortælle end erindringsforskydning fra min barndom. Jeg husker en samtale med min mormor for nu mange år siden. Jeg nærmede mig konfirmationen, og mormor var meget syg:
- Mormor, nu dør du snart, gør du ikke?
- Jo, det varer ikke så længe, og så skal du arve min gamle damehat.
- Når du er død, kommer du så i himlen?
- Er du tosset, dreng, tror du Gud vil have mig rendende rundt der!
- Jamen tror du ikke, at gud eksisterer, spørger jeg?
- Hun tilføjede prompte: Kan du dit Fadervor?
- Det tror jeg nok, svarede jeg en smule tøvende.
- Skal du ikke konfirmeres i morgen?
- Jo, men vi bliver ikke hørt i det. Konfirmationen skal ikke være en eksamen, siger præsten.
- Nå, siger han det. Kan du huske Kaj og Gerda i H.C. Andersens eventyr Snedronningen – spurgte mormor? Da Kaj blev bortført af snedronningen, ville han bede sit Fadervor. Men han kunne ikke huske det. Han kunne kun komme i tanke om den lille tabel.
- Det er jo bare et eventyr, sagde jeg.
- Bare! Der er mere sandhed i eventyret end i din lommeregner.
- Mormor, tror du egentlig, at Gud findes, spørger jeg igen?
- Nej, det kan jeg forsikre dig for, at jeg ikke gør. Om høns kan man sige, at de findes, og skvalderkål, og mælkevejen, og sådan nogle som dig og mig. Men Gud findes ikke. Gud er meget større end det, der findes.
- Det forstår jeg altså ikke, svarede jeg.
- Nej, selvfølgelig gør du ikke det. Det gør jeg heller ikke. Jo ældre, jeg bliver, jo mindre forstår jeg det, og jo mere går det op for mig, at det, der betyder noget, det kan jeg slet ikke forstå. Jeg kan ikke forstå, at kærligheden findes, at livet eksisterer, at glæden kommer af sig selv, at universet er uigennemtrængeligt, at der fødes børn, man holder af, at sproget kan gribe verdenen, uden at man grundlæggende kan få hold på den. Men at forstå det hele inklusiv Gud fatter jeg intet af.
Med denne samtale er vi tilbage ved de spørgsmål, der indledes med: Forholdet mellem det himmelske og jordiske, mellem Gud og mennesket. Mormor levede et menneskeligt liv på en dertil indrettet jord med alle de sorger og glæder, det fører med sig. Hun havde ikke brug for Gud, for hun vidste, han var lagt større end det, hun kunne begribe. Det nedbrød grænsen mellem himmel og jord.
Den danske digter Simon Grotrian skriver følgende digt om nadveren i et sprog, der kortslutter forholdet mellem himmel og jord:
Kalken med Ordet
sættes på bordet
brødstumper dryppes så let deri
havet forstummer
midt mellem gummer
der trængte til en Kristussti
Kalken vil tvætte
indenbordstrætte
hér har vi dannet et alterhegn
alle de svage
sorger må plage
går hjem igennem fosforregn
Døde, der hviler
træer og biler
rødmer i blæsten som pælerod
natten vil skue
op i en bue
vi løfter himlens søjleblod
Vinen og brødet
sejler i kødet
hjertet slår fastere nu end før
cirklen alene
gjorde os rene
da står vi ved din palmedør
Amen