Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. Påskedag, 17.04.2017
Predigt zu Lukas 24:13-35, verfasst von Peter Fischer Møller
Jesu opstandelse er et mysterium.
Lige så ubegribeligt som livet selv.
Det er et mysterium hver gang et menneskebarn kommer til verden.
Uanset hvor meget vi med videnskabens hjælp kan få forklaret om befrugtning og fosterudvikling, så er livet i sig selv meget større end vi kan fatte. Det at sådan et lille menneskebarn fra første færd ikke bare er et produkt af sine forældre, men helt og fuldt sig selv fra første færd – at du er dig og jeg er mig - det er et mysterium, vi aldrig bliver færdige med at undre os over.
Det er bare ikke altid vi husker på det, det er ikke altid vi betragter og behandler livet og andre mennesker som de mysterier, de altså er.
Det er derfor vi er her i dag. Det er derfor vi har brug for at gå til gudstjeneste ind imellem - for at sammen at undre os over livs-mysteriet.
Og derfor passer det så fint, at den første historie, vi hører her i kirken efter Påskedags beretning om opstandelsens mirakel er historien om en gudstjeneste, historien om den første kristne gudstjeneste.
Den gudstjeneste det blev for de to mænd, der påskedag var på vej fra Jerusalem til Emmaus.
For det første kan vi lægge mærke til, at historien her udspiller sig netop på vores sædvanlige gudstjenestedag, søndagen.
Om fredagen var Jesus blevet korsfæstet, og om lørdagen havde den flok mennesker, der havde fulgt Jesus - jøder som de var - holdt hviledag, holdt sabbat.
Den næste dag, søndag, den første dag i ugen gik de kvinder, som var draget til Jerusalem sammen med Jesus, og som efter hans død på korset havde fulgt ham til graven, tidligt om morgenen ud til hans grav. De fandt gravhulen tom, og da de herude fik at høre, at Jesus var opstået fra de døde, blev de først bare bange og forvirrede og flygtede, og sagde ikke noget til nogen. I løbet af morgenen vendte de alligevel tilbage til byen for at fortælle, hvad de havde set og hørt til de andre. Kvindernes fortælling blev dog ikke uden videre taget for gode varer. Dels havde man i tiden og kulturen en vis skepsis overfor kvinders troværdighed. Dels var det bare for mærkeligt. De havde jo alle set ham dø langfredag, og en død kunne da ikke blive levende igen!? Kvindernes beretning må imidlertid have gjort et vist indtryk, for lidt senere gik et par af disciplene derud og konstaterer ved selvsyn at graven virkelig var tom.
Men det var stadig bare for mærkeligt, også for to andre disciple, som senere samme dag vandrede mod landsbyen Emmaus.
De to mænd gik nu og talte med hinanden om hvad der var sket i den forgangne uge og om morgenen.
De er som os på vej til gudstjeneste.
Vi møder andre fra byen eller fra familien på vej til kirke og får en snak med dem inden vi sætter os på bænkene sammen.
Sådan skulle det i hvert fald gerne være.
Det kan være udmærket at bruge kirken som stillerum, som et sted, hvor man kan søge ind og få fred for hverdagens larm og travlhed og måske tænde et lys.
Men gudstjenesten er mere end det selv at opsøge en times fred og ro i telefon- og vaskemaskinefrit område. Kristendommen har også med fællesskab at gøre, hvis kristendommen skal få betydning for os, hvis den skal blive en levende del af vores hverdag, så er der brug for samtale, at vi taler med andre om vores fælles liv og de tanker, vi gør om det. Vi kommer her til kirke med det, som har optaget os i ugens løb, de forhåbninger og drømme vi bar med os, de glæder vi har haft, de skuffelser og nederlag, vi har mødt. Vi kommer her for på en eller anden måde at komme til rette med tilværelsen, som den møder os i hverdagen og som vi hører om den gennem andre og gennem medierne.
Det næste der så sker i Emmaushistorien er, at en fremmed slår følge med de to. De genkender ham ikke, men først lytter han til dem, og derefter går han i rette med dem og begynder at udlægge skriften for dem.
Samtalen former sig som en udlægning af skriften. For de to disciple på vej til Emmaus var skriften Det gamle Testamente - det nye blev jo først skrevet på baggrund af påskens begivenheder og den påsketro, der voksede ud af den tomme grav og den Emmaus-vandring, vi netop er i gang med.
Sådan er det, jo også når vi holder gudstjeneste, så hører der til hver søndag og helligdag nogle bestemte stykker fra Biblen, som bliver læst op, og som vi sætter ved siden af vore egne livshistorier, ved siden af vores egne livsspørgsmål. Og så er det, det kan ske, at nogle perspektiver og nogle sammenhænge viser sig, at vi kan ane nogle mønstre, der kan hjælpe os til at forstå vores eget liv, og som kan give os en form for vejledning for i dag og i morgen. Det er ikke en facitliste. Det er ikke den endelige og absolutte sandhed, om hvad de bibelske tekster betyder, men netop en udlægning, én af mange, en udlægning, som måske netop i dag kan kaste et evangelisk lys ind over de problemer vi lige nu går og bøvler med
Næste led i gudstjenesten for de to på vej til Emmaus bliver, at de inviterer den fremmede ind til aftensmad. Og mens de sidder der ved bordet, og han tager brødet og bryder det og giver dem det, så genkender de ham. Så bliver de klar over, hvem den fremmede er, at det er den opstandne selv.
Det er som når vi går til alters. Nogle gange er det først her evangeliet bliver levende for os.
Sådan er det ind imellem for mig selv.
Gudstjenesten kan nogen gange næsten kan drukne i ord, ord som vi prøver at forstå med vores forstand, men som ikke rigtig fører nogle vegne hen. Sådan er det nogle gange med ordene, at de ikke slår til, at de ikke rigtig kan nå ind til os. Men når vi når til nadveren, så er det som om gudstjenesten forenkles.
Her når vi det centrale i historien om Jesus, det at han ville sidde til bords med hvem som helst, selv med de tvivlende og vaklevorne disciple, det at han gav sit liv for menneskers skyld. Det handler om den Guds grænseløse kærlighed, som Jesus havde vist verden, og som nu i det, som så ud til at være dens endelige nederlag, viste sig at være mægtigere end alt andet. Intet kunne få ham til at svigte kærligheden, selv på korset forbandede han ingen, men bad for sine bødler, og påskemorgen sejrede denne kærlighed endegyldigt.
Du er elsket og accepteret som du er, på trods af det kludder du ind imellem får lavet ud af dit liv. Det var det evangelium, han havde mødt mennesker med mens han levede: Det evangelium rækkes nu gennem brødet og vinen videre til enhver, ikke kun som ord, men som noget vi kan lugte og smage, så vi mærker, at det angår os.
Da han brød brødet genkendte de ham, men så blev han igen usynlig for dem. Sådan er det vist også tit for os. Det evangelium, det lys, vi kan opleve blive kastet ind over os i gudstjenesten er ikke en besiddelse, noget vi kan holde fast på og spare op og gemme til en anden gang. Det er noget, der når os som et glimt her og nu.
Når vi knæler omkring alteret og får brødet og vinen er det som et kærtegn fra Gud: Du er kendt og alligevel elsket, gennemskuet og dog godtaget.
At Jesus er med ved bordet, kan såmænd ske, helt uden at det har med bønner og salmer at gøre, ja uden at vi selv lægger mærke til det. Det har han en gang fortalt om, at når han kommer igen ved tidernes ende, da skal man spørge ham, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise eller tørstig og gav dig noget at drikke - og da vil han sige: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Altså: vi møder ikke nødvendigvis Jesus i det særligt religiøse eller højtidelige, det kan lige så godt være et sted midt i vores hverdag, i mødet med det medmenneske, der har brug for din hjælp her og nu.
Og endelig. De to disciple blev ikke der i Emmaus og hyggede sig med det, de nu havde set og hørt. De vendte tilbage til Jerusalem og fortalte om det til de andre. Sådan skal gudstjenesten, som vi er med til her i kirken i dag, heller ikke blive en lille religiøs osteklokke, hvor vi kan sidde og hygge os med vores egen tro og tanker. Nej meningen er ikke, at vi skal holde det for os selv, men at vi skal dele det med hinanden. Sådan er det kommet til os, og sådan skal vi række det videre til andre, budskabet om ham, der er Guds kærlighed midt i vores verden, ham som også på en sur dag med kludder og mismod kan få os til i et glimt at se vores og andre menneskers liv som et mirakel, og til at tro på, at det er velsignet af hans opstandelse. Amen.