Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter påske, 14.05.2017
Predigt zu Johannes 16:5-15, verfasst von Poul Joachim Stender
Flagstangen er blevet privat. Vi flager kun ved vore egne fødselsdage og festlige begivenheder. Ved dødsfald i vores nære familie, kan vi godt stadig sætte flaget på halv. Men det skal være en meget nær nabos død, før vi markerer dødsfaldet med vores egen flagstang. Den tid er forbi, hvor vi hejste flaget grundlovsdag eller ved de store kirkelige højtider som 1. juledag, påskedag eller pinse. Hvem flager på halv Langfredag eller 9. april? Hvem sætter flaget på hel på Valdemars og Genforeningsdagen den 15. juni eller på Dybbølsdagen den 18. april? Flaghejsning er også med til at lime os sammen som et folk. Det er vigtigt, at vi tager vare på vore symboler. Vi må simpelt hen kippe med flaget, når det gælder både vores religion og vores historie og de mennesker, der lever i vor umiddelbare nærhed. Det er heller ikke ligegyldigt om et flag rører jorden eller ej, når det bliver sat op og taget ned. Har man ikke respekt for symbolerne, har man heller ikke respekt for det symbolerne står for. Da Kvickly engang begyndte at sælge sandaler med et billede af Jesus på bunden af sandalen, var det ikke i første række danskere der protesterede. Men en flok kristne fra Libanon, der gik i aktion. Vi er blevet så afslappet i Danmark. Nu er sandalerne taget væk fra butikkerne. Men var de ikke blevet fjernet, burde vi som kristne have stoppet med at handle i Kvickly - selv når der var gode tilbud. Man skal ikke træde på vore symboler. Der må være noget der er helligt, ellers har vi ikke noget at hæfte vores moral op på. I det hele taget bør vi lære som danskere at omgå vores symboler. Når man ser en tysk familie gå rundt i en dansk kirke, hvisker de sammen. Danskerne moser bare ind i kirkerummet og snakker og pladrer og vader rundt i rummet, som var de inde på en tankstation efter tyve grønne og 4 bajere. Hvad ligger der i grunden bag den måde forbipasserende opfører sig på ved synet af en rustvogn? Folk viser ikke respekt for den afdøde eller de pårørendes sorg ved standse op et øjeblik, bøje hovedet eller i det mindste være diskrete. Vi har en ide her i Danmark om, at de indre overbevisninger og meninger, ikke behøver at få et ydre udtryk. Danmark er f.eks. et land med mange Nikodemuser. Nikodemus var en mand i Det nye testamente, der var meget optaget af Jesus. Men af frygt for, hvad hans venner og familie ville sige til ham, hvis han åbenlyst viste sin interesse for Guds søn, opsøgte han Jesus om natten. Fra mine egne sogne og fra kolleger ved jeg, at det vrimler med Nikodemuser i Danmark. Folk synes det er pinligt overfor deres familie og venner, hvis de går i kirke. Derfor må vi fra kirkens side giver dem en legitimation for at gå i kirke ved at lave særlige gudstjenester, så man kan sige: Jeg går i kirke i dag. Ikke fordi Gud betyder noget for mig. Men fordi der er gospelgudstjeneste eller fordi Mikala Petri spiller på fløjte under gudstjenesten. Gudstjenester for Nikodemuser. I dag har vi i evangeliet hørt et uddrag af Jesu afskedstale til sine disciple. Han lover dem, at når han har forladt dem, vil han give dem Helligånden eller som Guds ånd også bliver kaldt: Talsmanden, Sandhedens ånd, som skal vejlede både disciplene og os. Og hvis man tror, at Helligånden bare har noget at gøre med vort indre, er der noget man har misforstået. Hvad vi mener herinde i hjertet, viser vi også med vores krop. Er vi kristne hejser vi flaget på de kristne festdage. Vi vader med vore kroppe op i kirken til gudstjenesterne. Mit nye slogan er: Tag din krop med i kirke. Vi har forskellige fysiske udtryk, der demonstrerer vor hengivenhed og respekt for Kristus. F.eks. er vi andagtsfulde i kirken, vi viser respekt for de døde, vi er ikke ligeglade med vores symboler. Men hvad gør Ånden som Kristus sender os ellers? Jo, den pakker os ud. Vi kommer i kirke, fordi vi i dette her rum vil vikles ud af alle de lag, vi har pakket os selv ind i, for at beskytte os mod de store lidenskaber og smerter. Når vi er pakket ud af Guds mægtige ord, er vi blevet sårbare og følsomme. Vi kan mærke, hvordan livet suser og bruser omkring os og hvordan vore medmennesker nærmest skriger efter vores opmærksom og hengivenhed. Vi er sårbare, sensitive. Men en uge efter gudstjenesten har vi igen viklet os ind i beskyttende lag som en mumie og må op i kirken og blive viklet ud, så vi kan blive ramt af både Gud og hinanden. Og det er det jeg mener og det jeg forsøger at sige med denne prædiken: Er vi ramt af Kristi budskab, Guds ånd, har vi ikke bare en overbevisning om at kristendommen er noget vi godt kan tilslutte os. Så giver denne overbevisning sig også fysisk udtryk. Vi tager vore symboler alvorligt. Vi går i kirke med vores krop. Det er bedre at sidde i kirken og tænke på kroen end at sidde på kroen og tænke på kirken. Vi viser andagt i kirkerummet med vore hviskende stemmer. Vi er hinandens medmennesker også med vores kroppe. Gud i vold. Amen.