Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Søndag efter jul, 30.12.2007
Predigt zu Mattæus 2:13-23, verfasst von Ulla Morre Bistrup
Lad tornene rive og nage
Lad hjertet kun dåne og briste
Min rose jeg aldrig vil miste
Det er først med den nye alterbog fra 1992, vi prædiker over barnemordet i Betlehem her julesøndag. Før den tid slap vi med den gamle Simeon i templet og det var en anderledes tandløs affære, om jeg så må sige. Og ikke mindst; en mere gemytlig affære.
For der er minsandten ikke meget julefryd og fred over den beretning, som vi lige hørte. Tvært i mod er der lig på bordet. Barnelig for det ikke skal være løgn. Og der findes vel ikke noget mere rædselsvækkende end netop det!
Mattæus, der har skrevet beretningen har dog ikke haft til hensigt at vække rædsel. Han har end ikke haft til hensigt at vække os af vores almindelige jule-dvaskhed og forspisthed. Den kendte han af gode grunde ikke noget til.
Nej hans hensigt er den samme, som i mange andre af hans beretninger: Nemlig at overbevise sine læsere om, at denne Jesus, som han fortæller om, virkeligt også var Messias. At han altså lige præcis er den, som de gammeltestamentlige profeter, har forudsagt skulle komme. Mattæus vil gerne vise, at Jesus og kristendommen ikke er et brud med den gamle jødedom, men tvært i mod opfyldelsen af den. Derfor gør Mattæus sig altid meget umage for at fortælle os, at begivenhederne omkring Jesus former sig netop som det er forudsagt i de gamle jødiske skrifter. Vi kalder de mange steder i hans evangelium for "opfyldelsescitater" og de indledes næsten altid med de formelagtige ord: "det sket for at det skulle opfyldes..."
I dagens tekst har vi hele to af sådanne opfyldelsescitater. Det første stammer fra profeten Hoseas og lyder "Fra Ægypten kaldte jeg min søn" - vi skal altså have Jesus til Ægypten for at få pengene til at passe. Og det får vi heldigvis, da Josef i en drøm advares om kong Herodes modbydelige forehavende og flygter med sin lille familie - netop til Ægypten.
Men også selve det forfærdelige barnemord sker som en opfyldelse af en profeti. Eller i hvert fald knyttes der med det en forbindelse til det jødiske folks historie. For hos en anden af de gamle profeter, Jeremias, hørte vi i den gammeltestamenlige læsning, hvordan Rakel i Rama græd utrøsteligt over børnenes død og bortgang og i mødrenes klage i Betlehem over deres børn, ser Mattæus nu en gentagelse af de gamle begivenheder. Begivenheder, der for resten har givet navn til udtrykket "rama-skrig". Men vigtigst af alt slutter Jeremias med de trsøtende ord fra Herrens mund: "Græd ikke mere. Der er håb!" og dét er, når det kommer til stykket, også Mattæus´ vigtigste hensigt med beretningen, der nu udgør læsningen til julesøndag; at sige, "Der er håb!"
For Mattæus har jo ikke først og fremmest ville skrive om de mange døde børn, men om det éne barn, som ikke kunne slås ihjel - i hvert fald ikke endnu.
Og det er den pointe i fortællingen, der skal fastholdes. Det gjorde jeg selvfølgelig også da jeg sidste år som en variation over julens fortællinger valgte at fortælle spejderne om, hvad han videre satte i værk denne Herodes, som i sin lumskhed bad de hellige tre konger om at komme omkring ham og fortælle, hvor de så fandt det nye kongebarn, nu da han ikke var at finde i Herodes´ kongepalads, som de først havde troet.
Jeg lagde selvfølgelig stor vægt på det lykkelige i, at Jesus undslap de barnemordere, som Herodes endte med at udkommandere til Betlehem. Og alligevel lød det promte: "Fint nok, men hvad så med alle de andre?!"
Ja, det samme spørgsmål bliver jo ved med at forfølge os voksne og kan hurtigt gøre kål på julestemningen: Hvad så med alle de andre børn i Betlehem? Og hvad med alle de børn, der lider og har lidt på forskellige steder og tider i verdenshistoriens forløb? Hvad med de børn, hvis lig nu graves op af massegravene i Irak? Hvad med de børn, som lever som gadebørn i Sydamerikas storbyer, som misbruges eller skydes ned som hunde af afstumpede politifolk? Hvad med de børn og deres familier, som taktløst bruges som blikfang på formiddagspressens forsider, efter de er blevet døds- og sex-ofre for en eller anden galning?
I anledning af børneåret for nogle år tilbage skrev Benny Andersen en sang, der - sammen med så meget andet fra hans pen - er blevet folkeeje "Barndommens land". I den skriver han til barnet om alle de forunderlige ting et barn oplever i sin paradisiske uskyldstilstand:
"Fluen er blå
kilder på din tå.
Og et par myrer, du kender
Hygger sig på dine hænder".
Men pludselig peges der ud over denne paradisets have, som vi ellers synes, ethvert barn har krav på at kunne hellige sig:
"der findes børn, der må flygte,
men du har intet at frygte.
Ingen skal mishandle dig,
Håber jeg"
I disse sidste linier er alle de andre børn inkluderet. Alle dem, der ikke uantastet får lov at leve i barndommens land og paradisets have. Men må flygte, frygte, sulte eller dø. Og den afsluttende hudløst sårbare linie "håber jeg" er også den rædsel inkluderet, som vel er den største for os alle sammen: Dét ikke at kunne beskytte eller værne et barn eller måske endda sit barn mod fortræd. Og den rædsel har ikke grund til at blive mindre jo ældre et barn bliver. Der er kun et at gøre - nemlig erkende den afmagt og sårbarhed, der følger af at elske et barn eller elske børn og hvem gør ikke det? Og afmagten eller sårbarheden har vi så heldigvis et sted at gå hen med. Nemlig hen til den døbefond, hvor vi får at vide, at vi ikke skal være alene om at elske og værne om barnet, for barnet er samtidig Guds barn.
Det betyder som barnemordet i Betlehem og Benny Andersens lille sang viser det, ikke at der ikke er ondskab til - endda overfor børn - men det betyder, at der er håb. At godheden er til i verden og at kærlighedens magt er større end ondskabens.
Det er det allervigtigste, Mattæus får fortalt os med sin beretning: At ondskaben ikke fik bugt med godheden og kærligheden. Den lod sig ikke slå ihjel, men levede videre, som den altid vil gøre det.
Den vil være levende på trods af de mest skånselsløse massakrer. Den vil undfly og vende tilbage, som Jesus og hans familie gjorde det. Den vil vise os, at hvor snart alt andet kan slåes ihjel og lægges øde, så kan kærligheden i verden dog ikke udslettes. Hvor afmægtig den end kan syne hos os, når vi elsker - f.eks. et barn - og i skikkelse af det spædbarn, der i dagens tekst er jaget på flugt. Så er den dog den største magt, der er til i vores liv.
For Herodes fik ikke ram på den spæde Jesus. I stedet voksede Jesus op og sagde - også med evangelisten Mattæus´ord - sådan her til sine disciple:
"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn".
Ja, han er givet al magt - sårbarheden og kærligheden er givet en magt, som ikke kan knægtes. Det har andre tyranner end Herodes måtte erkende.
Og det må vi erkende, når vi ser Guds søn tilsyneladende afmægtig - på flugt til Ægypten eller i dødsangst på korset. For han vendte magtfuld tilbage - fra flugten og fra døden. Og gav os dermed et liv, hvor vi har lov og grund til at håbe, selv i vores største sorg og sårbarhed. Amen.