Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Nytårsdag, 01.01.2008
Predigt zu Mattæus 6:5-13, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
Mit tema i dag, på denne første dag i året, bliver forholdet mellem at stå på gadehjørner, altså være i det offentlige rum og så at gå ind i sit lønkammer, altså være i vores private rum.
Vi hører jo i dagens lille evangelium om hvad man ikke skal gøre, på gadehjørnet, altså i det offentlige rum, men hvad man så i stedet bør gøre i det skjulte. Derhjemme. I det private. For sig selv.
Men det paradoksale er så, at den bøn, vi bliver opfordret til at bede i det skjulte, i lønkammeret, hos sig selv, uden at nogen behøver at se det eller høre det, ja, det er nok den mest offentlige af alle bønner!
For Fadervor handler om fællesskabet. Den er fællesskabets bøn til Gud.
Den handler også om hver især af os. Men det mest fantastiske ved Fadervor er, at vi siger VI og OS. Vi henvender os, beder til, anmoder, Gud. Og vi siger DU til Gud. Men vi gør det ikke fra et JEG. "Jeg beder dig. Jeg takker dig. Jeg håber på. Jeg ønsker. Jeg er bange for."
Nej, vi beder i flertal. "Giv os i dag. Forlad os vor skyld. Led os ikke." Så de sætninger, der har med den bedende at gøre, ja de er i flertal. Men sætningerne om Gud, dem, der handler om den, vi beder til, ja, de er i ental: vi siger DU. Og de sætninger er der allerflest af. For bønnen handler mest af alt om tillid. Og håb. Om fortrøstning. For Gud er én, som vi holder hellig, og også hans navn, for det Gud vil, er så godt og sandt, at det må gælde både himmel og jord. Derfor giver vi Gud æren.
Og alt det, vi kunne ønske for os selv og hinanden, det har vi tillid til er muligt, for riget, magten og æren er Guds.
Fadervor er en bøn, som lægger tilliden over i Gud. Som med enkle ord placerer al tillid og tiltro i Gud.
Men det sker ikke først og fremmest inde i den enkelte, eller for den enkelte, der i sit hjertes dunkle tunneller finder frem til, at i min anfægtelse, så trøster Gud mig. Det er snarere sådan, at vi i vores angst og opgiven, eller tak og forbøn, kan tage ord i munden og gøre dem til vores, ord som andre mennesker har brugt i årtusinder. Og ved at bede denne bøn, som gælder VI og OS, ved at tage dem i munden som sine, måske hjemme i det private, i sit hjertes lønkammer, ja, så sættes vi ind i en sammenhæng. Ind i fællesskabet med andre mennesker igen. Og ud i livet igen. Blandt andre. Med Gud.
Vi får i Fadervor ikke lov til at forblive i vores eget lønkammer. For hele henvendelsen handler om en Gud, der vil OS noget. Hver enkelt også, ja vist, men kun som en del af andre. I ansvar og omsorg. Altså kærlighed, kort sagt.
Så bønnen er en fællesskabs-bøn, fordi vi beder som VI og OS.
Det er måske også en af de få bønner, vi kan bede offentligt og sammen, uden at det bliver for privat og blufærdigt. Samtidig er det en konkret bøn. Den fiser ikke ud i fromme uhåndgribelige og uforståelige skønord. Den holder os fast i det nære. På det nære: Giv os i dag, led os ikke.
Men ikke som en moral, ikke som en belæring, men som en bøn. En anmodning. En bønfalden: du, der er i himmel og på jord, du hvis vilje med os gælder himmel og jord, din er æren
og magten til at puste liv, mod og livslyst i os.
Og din vilje, din ære, dit rige gælder os alle sammen. Der er ingen bedende, der ikke kan tage disse ord i munden.
Fadervor kan nemlig bedes af enhver, - jøde, kristen, muslim og andre. For den er på en forunderlig måde så konkret, og så from i ordets bedste betydning, uden samtidig at sætte skel.
Nok er det vores bøn, i den kristne kirke over hele verden, så forskellige vi end er, men skulle man høre den for første gang i sit liv, uden at kende dens oprindelse, så er der ikke noget i den, der ekskluderer andre fra at bede den.
Og det er forunderligt: en bøn, så fyldt af store håb og samtidig så konkret og nærværende, som ikke udelukker et eneste menneske på hele jorden i at udtrykke håb og tillid. Sammen med andre.
Så vi opfordres til at bede i det skjulte, men den bøn, vi opfordres til, er en fællesskabs-bøn, for vi siger VI og den gælder alle. Den ekskluderer ingen.
Det andet jeg vil sige om forholdet mellem lønkammeret og gadehjørnet, det er at kunne bevæge sig mellem de to.
Vi hører om hykleren, som vi ikke må ligne, der står og beder offentligt på et gadehjørne, så andre kan se og høre ham. Og så opfordres vi til at gå ind i vores kammer og lukke døren og bede til vores Far, som er i det skjulte.
Vi opfordres altså til at skjule eller gemme os eller trække os tilbage, når vi skal bede. Og den, vi beder til, kendetegnes som én, der er i det skjulte. Og modsætningen er så at stå på et gadehjørne og lade munden løbe, så andre kan se og beundre det.
For mig er dette både et billede på det offentlige rum og ens eget rum, men også på forholdet mellem den offentlige mening og ens egen stillingtagen og ansvar.
Der er noget dybtliggende sandt i, at vi skal trække os ind i lønkammeret. I bøn, i henvendelse, i samtale, med det helligste af alt: Jesu far, som vi også må kalde far.
For derinde, - om det så konkret er i et kammer, på en bedeskammel, med et stearinlys og hænderne foldede, - eller om det er på cykel, i bilen, ved et hav, i sin seng, ved sit skrivebord, ja, det er ligegyldigt. Hver finder sin vej og sin måde.
Men det lønkammeret giver, - hvordan det så end gestalter sig,
- det er et mod til at leve. Ja, jeg vil bruge ordet: frihed.
Den frihed, vi kan mærke i mødet med Gud, er som et nådes-glimt. Det giver en frihed, hvor man måske har lyst til at råbe: "kom bare an, alle mand". Det giver en styrke. I glimt.
Som man kan leve længe på. Når angst i alle sine små og store afskygninger, banker på døren.
Jeg påstår ikke, at vi som bedende får flere kvaliteter og kompetencer og andre gode sager, der sætter os på et privilegeret sted i tilværelsen, så intet kan røre os eller gøre os bange eller mistrøstige eller selvoptagne. Men jeg tror, at vi i bøn får glimt af en styrke. En styrke og en magt som er absolut og urørlig. Og ved at få glimt og glimtvise andele i den, så fødes der en frihed i det indre. En frihed, hvor den magt, man er omgivet af og selv en del af, afsløres som relativ og foranderlig og ikke-evig.
Der ligger i tilliden til Gud som Evig en mulighed for frihed i forhold til alle jordiske magter. Vi så det hos Gandhi, vi ser det hos Tutu. - Ja, hver af os har sine forbilleder.
Men, den mulighed for frihed, der ligger i lønkammerets fordybelse er ikke en automatik. Der er ingen automatiske fordele ved at bede.
Ingen af os ejer et ideal-lønkammer i dette liv. Lønkammeret kan ligeså vel blive et sted for idioti.
Og med ordet idioti, mener jeg et sted, hvor man kun har sig selv som målestok, og middel og formål. For ordet idiot, ved I måske, betyder én, der kun har sig selv. Idios på græsk betyder: sig selv. Og da man ville finde et ord om en person, der er i sin egen verden og kun har sig selv og sin egen opfattelse af virkeligheden som virkelighed, dét valgte man så at kalde en idiot. Et fantastisk ord. Som ikke kun gælder syge, men som enhver vel kan genkende en snert af.
Lønkammeret kan sagtens blive en idiotanstalt, hvis man ikke kommer ud på gadehjørnet igen.
For det er ude i det offentlige rum, sammen med andre, på gadehjørnerne, at vi skaber livet med hinanden.
Vi kan fordybe os i lønkammeret, men vi kan ikke holde helle dér. Vi kan fordybe os i lønkammeret, så vi ikke bliver viljesløs kastebolde i den offentlige mening. Men vi har ingen garanti. Vi lever i det offentlige, som alle andre, med alle andre, under samme vilkår som andre. Der er altså intet helle, for noget menneske, hvor vi ikke kan anklages for hykleri.
Så sikke en glæde, vi får, at kunne gå ind i lønkammeret,
og sikke en frihed, vi har mulighed for at få et glimt af. Og hvor er det godt, at vi har gadehjørner, et offentligt liv, hvor vi lever med andre, så vi ikke er overladt til os selv.
Æren er Guds i det høje! skaberen af himmel og jord!
Amen.