Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Helligtrekonger, 06.01.2008
Predigt zu Mattæus 2:1-12, verfasst von Ulla Morre Bistrup
Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans guddomsord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.
Prøv at forestille jer beretningen om de hellige tre konger i fugleperspektiv, sådan lidt fra oven, som små prikker nede i det mørke landskab. Se dem skynde sig gennem ørkenen på deres fornemme tungtlæssede kameler. Se, hvor korte ophold de gør for at drikke lidt vand og tage bestik af den fantastiske ledestjerne, som de følger. For så at haste videre. Et af disse ophold er måske lidt længere. I forvirringen over, om stjernen nu egentlig står over Jerusalem, hvor kongepaladset ligger og hvor de derfor regner med at finde den nyfødte kongesøn, som de er på vej for at hylde. Det må den gøre, enes de til sidst om og sætter kursen direkte mod én af Jerusalems porte. Inde i byen ser vi dem stå af kamelerne og forsvinde ind i Herodes mægtige Palads. Men efter få minutter kommer de næsten løbende ud stiger skyndsomst op igen og rider direkte mod Betlehem, hvor de til sidst sagtner farten for at kunne afgøre præcis hvilken bygning i den lille by, stjernen står over. Det er en stald. Kamelernes lille, men kostbare last løsnes og kongerne bærer den højtideligt ind i den lille bygning. Men kun for en kort visit, så lader de den lille familie i fred, rider lidt bort med kamelerne og hviler sig en kort stund. Længe nok dog til at modtage en drøm, der fortæller dem, at de ikke - som lovet - skal ride tilbage af samme vej og aflægge den magtsyge og blodtørstige Herodes rapport om, hvor kongesønnen så var at finde. Så mens solens første stråler rammer landskabet begiver de sig igen hjemad mod øst, men trækker nu en lidt anderledes streg i ørkenens sand.
Bevægelse. Hele tiden bevægelse. For kongerne har konstant et mål, de er på vej mod.
Og så er der alligevel en station på denne travle færd, hvor vi altid fryser dem fast og ikke lader dem være på vej hverken til eller fra. Nemlig i tableauet i stalden, som vi har set det i krybbespil efter krybbespil julen igennem. I skikkelse af - her i kirken f.eks. - sprællevende udklædte børnehavebørn eller de mere stillestående af slagsen lavet af ler, keramik eller måske voks.
I London, hvor jeg opholdt mig et par dage i december, havde de nemlig også lavet et sådant krybbespil i Madame Tossauts vokskabinet- årets mest omtalte, tør jeg nok sige - hvor de blandt andet lod Englands hotteste par - hr og fru Beckham lægge udseende til Josef og Maria - uden at jeg nogensinde har forstået pointen med det! Pointen med de hellige tre konger er til gengæld ikke så svær at forstå. For de fremstår nemlig i skikkelse af intet ringere end tre betydningsfulde p´er: præsidenten, premierministeren og prinsen. Præsident Bush, premierminister Tony Blair og prins Philip.
Magtfulde, betydningsfulde og foretagsomme mænd. Mænd med mål. Hele tiden på vej. Som dog her står helt, helt stille. Pludselig er de ikke de travle aktører, men tilskuere. Til en begivenhed, som er større end alt det, som de formår at sætte på skinner og i værk eller repræsentere ved betydningsfulde møder og håndtryk kloden over.
Og på den måde bliver de et fantastisk billede på, hvad julen formår at gøre ved de fleste af os - på et tidspunkt - hvor vi ikke bare er på vej til eller fra, men for en kortere eller længere stund står helt, helt stille midt i den. Og dér oplever, at vi er tilskuere til eller rettere modtagere af noget, som er langt større end al vores foretagsomhed og betydningsfulde møder i de sammenhænge, hvor vi nu løber rundt og leger konger eller måske præsident, premierminister eller prins i vores eget liv.
Det kan opleves, når vi i kirken en juleaften eller julemorgen hører julens tekster om Gud der blev menneske, opleves ved ordene i de julesalmer, som vi kender og elsker. Opleves ved synet af de tændte stearinlys og den velkendte duft af gran. Opleves i samværet med de mennesker, som vi holder mest af at være sammen og høre sammen med. At meningen og retningen med vores liv faktisk ikke primært er noget, vi skal forfølge, som vi har det med at tro, men er lige her og nu, hvor vi står helt, helt stille. Og tager i mod.
Hellig tre kongers aften er fra gammel tid den aften, hvor man tager endelig afsked med julen. Bærer træet ud og pakker den sidste julepynt ned - også julekrybben. Og Hellig tre kongers aftens store spørgsmål må da være, hvordan vi formår at fastholde lidt af den ydmyge modtagelighed, der kan få os til at stå stille som de tre konger eller tre p´er i stalden, i oplevelsen af at livet er langt større og smukkere end dét vi i vores målrettede foretagsomhed får gjort ved det.
Og på netop denne hellig tre kongers aften bliver spørgsmålet særligt påtrængende, fordi julens fryd og fred jo snart blev forstyrret af billederne fra den ubarmhjertige flodbølges rasen med de ufattelige tab, der fulgte, og den emsige spekuleren i, hvorvidt præsidenter, premierminister og prinser kunne have indrettet verden - f.eks. de internationale varslingssystemer - så det ikke var gået så galt.
Og hvor blev julefreden af - kan den overhovedet bringes med ud i den hverdag, der nu kommer med forstyrrelser, sorger, kævl og strid, der også hører menneskelivet til, selv om det heldigvis som oftest er af mindre dramatisk art?
Det er alt sammen, hvad Grundtvig forsøger at give os et svar på i sin fantastiske salme fra 1810, som han kaldte "De hellig tre konger. En barnesang" Vi kalder den Dejlig er den himmel blå og synger den i dagens anledning i sin uforkortede udgave i aften. Og i den lades man ikke i tvivl om, at det også er en barnesang: "Kommer små, og hører til!" og så får vi ellers en vældig historie, hvor Grundtvig pædagogisk får både en stjernekikkende vismand og en konge fra østerland af sted som én af de tre, så både betegnelsen de tre vise mænd og de hellige tre konger bliver ydet lidt refærdighed. Og til og med v. 13 som vi har sunget på melodien, vi plejer, handler salmen - frit gendigtet - netop om, hvad der sker i beretningen om de hellige tre konger. Men i v. 13 forlader Grundtvig kongerne, da de endelig er kommet på plads og står helt, helt stille i krybbespillet, "med gyldne fade og røgelse med søden lugt".
Og i de sidste 6 vers, som vi om lidt skal synge på Weyses knapt så kendte melodi, vender han sig så til os "Vil I små ej også gerne se den lyse, milde stjerne, for den konge dybt jer neje, som Guds rige har i eje og vil lukke jer derind?
Jo, det er lige hvad vi vil. Og i sidste vers får vi så at vide, hvori ledestjernen består for os. Nemlig i "hans guddomsord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod"
Hans guddomsord er her stadig også når vi har pakket krybbespillet sammen og i aften slukker juletræet for sidste gang. Ordet eller evangeliet, som betyder det glædelige budskab, om Gud, der julenat kom til os i skikkelse af sin Søn. Og siden voksede op og blev en voksen mand, der med dét, han sagde og gjorde og den måde han mødte mennesker på gav os en ledestjerne. Hvorefter han døde langfredag på korset for al den skyld, vi alligevel pådrager os i vores foretagsomme legen præsident, premierminister og prins i verden. Og til sidst påskemorgen stod han op af graven og lod os se, at intet - end ikke døden og tabet - er stærkere end hans kærlighed til os.
Det ord bliver ved med at lyde året rundt og med os ind i hverdagen - til glæde, trøst, oplysning og vejledning - også når det fra i aften ikke mere er jul.
Amen.