Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter trinitatis , 18.06.2017
Predigt zu Lukas 16:19-31, verfasst von Anders Kjærsig
De fleste har hørt vittigheder om perleporten. De starter som regel med, at én eller flere personer står uden for porten - og her bliver de så mødt af Sank Peter. Sådanne fortællinger florerede også på Jesu tid. Måske har han kendt til én eller flere af disse. Man kunne tro det.
Fortællingen til i dag har nogenlunde samme karakter – her bliver der også banket på evighedens dør. Det er en lignelse, men den har ikke samme struktur som en lignelse. Genremæssig er den svær at bestemme. Forskerne er uenige. Vi må derfor gætte os frem. En vandrefortælling kunne være et bud.
Lukas er den eneste af evangelisterne, der fortæller historien. Hans egen interesse for forholdet mellem fattig og rig har selvfølgelig spillet ind. Hele Lukasevangeliet er jo et langt forsvar for de fattige, syge og marginaliserede og dermed en kritik af de rige og raske, eliten af samfundet.
Hvad er der på spil i fortællingen? Der er de to hovedfigurer: den rige mand og den fattige Lazarus. De møder hinanden men kun i kraft af fortælleren – det er fortælleren, der forbinder de to mennesker. Fysisk er de altid på afstand og har intet med hinanden at gøre.
De mødes to gange. Første gang på jorden, anden gang i himlen. Begge steder er der en grænse mellem dem. I det jordiske holdes Lazaret ude i kraft af en høj mur – og en stor tung port. I det himmelske er afstanden en dyb kløft.
Separation og skarpe skel er altså fortællingens hovedpointe. Og grænsen er i første omgang trukket af den rige. Han vil holde Lazarus og ligesindede ude fra hans bolig. Ikke nødvendigvis fordi han er rig, men fordi han og Lazarus er forskellige – det er det forskellige, der skaber spændingen.
I det jordiske liv er grænset sat med porten. Porten er ”Den rige mands” opfindelse for at lukke øjnene for den del af virkeligheden, han ikke vil se. I det himmelske er muren blevet til en kløft, og den er hverken gravet af den rige eller den fattige. Kløften er der bare – men hvem har lavet kløften?
Den kan være sat af forholdet mellem himmel og helvede; men den kan også være en kløft mellem to adskilte rum, uanset hvad de rum nu består af; den kan også tydes som to forskellige måder at se den samme virkelighed på. Og endelig kan man forstå kløften som en forlængelse af porten og muren – det vil sige, de skel, vi laver i timeligheden, får et ekko i evigheden. Det sidste er for mig at se den bedste forklaring.
Man fornemmer nemlig ”Den riges mands” arrogance – ikke mindst i det hinsides. Han lider i Hades/Helvede og ønsker kun, at Lazarus skal læske hans tunge. Men han henvender sig ikke til Lazarus selv, men går i stedet til Abraham med sit ønske. Lazarus vil han ikke tale med. Hverken i det timelige eller evige rige. Hvorfor?
Fordi det skel, han laver mellem Lazarus og ham selv i den timelige verden, det gælder også i den evige verden. Den rige mand kan simpelthen ikke se Lazarus som et menneske, man kan tale med og henvende sig til. Dertil er muren for høj og porten for tung – og endelig: kløften for dyb. På den måde er det evige allerede tilstede i det timelige. Lazarus har altid være udelukket fra den riges horisont. De har ikke engang et sprog tilfældes. De taler aldrig sammen. Det gælder både her og nu, og det gælder i det hinsides.
At lave skel og sætte grænser blot for at holde det på afstand, man ikke bryder sig om, eksisterer stadig. Den rige verden afgrænser sig til den fattige; de, der er velbjergede, afgrænser sig fra de økonomisk dårligstillede; dem med de gode evner afgrænser sig fra de evnesvage; de lyse afgrænser sig fra de mørke; de tynde foragter de fede, og rygerne skal ud af det offentlig rum – og sådan kunne vi blive ved. Vores parallelsamfund er i sig selv et godt billede på en kultur, der bygger på skel. Jo flere skel jo bedre – blot man selv står på den rigtige side. Et digt af Johannes Møllehave lyder således:
Vi trækker streger og sætter skel
imellem andre folk og os selv.
Vi taler om børn som vi kalder ægte,
og andre hvis ægthed vi vil benægte.
I evangeliet får vi at vide,
han stillede sig på de uægtes side.
Og alle dem, der faldt udenfor stregen,
dem slog han følge med hele vejen.
Så ingen af dem som Vorherre skabte,
skal kaldes udenfor og fortabte.
Skellet i himlen er en forlængelse af de mure, vi selv lukker andre ude med - ikke som en straf, men som en mulighed for selvindsigt. Vi opdager noget af os selv, når vi ser de skel, vi selv sætter, i lyset af de skel, der sættes for os – og dermed sætter os udenfor. Frtællingen er således et skelsættende møde – men lige netop som skelopløsende og skelnedbrydende – og det gælder både for rig og fattig. De skel, vi sætter på jorden, sætter vi også i himlen.
Derfor skal vi ikke råde over Guds rige – Hvem der
er indenfor, og hvem der er udenfor. Det er godt, det ikke er menneskene, der skal afgøre, hvem der frelses, og hvem der fortabes. Så ville vi alle gå til grunde. Lad mig illustrerer dette med en vittighed. Den har overskriften: Vikar ved Perleporten.
Efter en længere sygdomsperiode døde en kvinde og ankom til Himlens port. Sankt Peter tog imod hende, og kvinden sagde: "Dette er virkelig et smukt sted! Hvordan kommer jeg ind?"
"Du skal stave et ord", svarede Sankt Peter.
"Hvilket ord?", spurgte kvinden, og Sankt Peter svarede "kærlighed".
Kvinden stavede ordet kærlighed korrekt, og Sankt Peter bød hende velkommen i Himlen.
Omkring seks måneder senere bad Sankt Peter kvinden om at holde øje med Himlens Porte for ham den dag.
Mens kvinden vogtede porten, dukkede hendes ægtemand op.
"Jeg er overrasket over at se dig", sagde kvinden. "Hvordan har du haft det?"
"Åh, jeg har haft det temmelig godt, siden du døde", fortalte hendes mand hende. "Jeg giftede mig med den smukke unge sygeplejerske, som tog sig af dig, mens du var syg. Og så vandt jeg i lotteriet. Jeg solgte det lille hus, du og jeg levede i, og købte en stor herregård. Og min kone og jeg rejste overalt i verden. Vi var på ferie og stod på vandski i dag. Jeg følte, at skien ramte mit hoved, og her er jeg.
Hvordan kommer jeg ind?"
Du skal stave et ord", svarede kvinden.
"Hvilket ord?", spurgte manden.
"Czechoslovakisk herreekviperingsforretning.
Kingos salme Far verden, far vel kunne lyde som et farvel til jordelivet. Det er det ikke, det er et farvel til selvrådigheden, indbildskheden og forfængeligheden, alt dette, som er med til, at vi laver skel og sætter grænser. Vort liv afhænger grundlæggende ikke af, hvad vi ejer, men af Guds barmhjertighed og nåde. Alt er os givet, både når vi er raske, og når vi trækker vejret for sidste gang. Amen.