Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter trinitatis , 25.06.2017
Predigt zu Lukas 14:16-24, verfasst von Marianne Frank Larsen
Det er Elin, der tager telefonen. Hendes nydelige, rethaveriske mor står i køkkenet og er i fuld gang med middagen, og Elin selv går og dækker bord i spisestuen i den lige så nydelige villa i en forstad til Aarhus. Det er en af de mest hjerteskærende scener i Malmros’ film, Kundskabens træ. Den kønne og kvikke Elin, der ellers var populær både hos pigerne og drengene i klassen, er pludselig udenfor – på grund af alle de uigennemskuelige spil om tiltrækning, afvisning, magt og misundelse, der altid finder sted mellem mennesker, men som finder helt åbenlyst sted mellem børn. Ensom som hun er, begynder Elin at klare sig dårligere i skolen, og forældrene forsøger at afhjælpe situationen ved at sætte hende til at invitere vennerne til fest. Man må jo også selv gøre noget for det, som de siger. Og dagen kommer, og bordet er dækket, og køkkenet dufter, og alt er rede, og så er det, telefonen begynder at ringe – med afbud efter afbud. Den ene efter den anden efter den tredje havde lige glemt, at de var inviteret til fest hos Mona samme aften. Uden forældre, vel at mærke, og uden Elin. Og til sidst må Elin gå den tunge gang ud i køkkenet og fortælle sin mor, at der ikke bliver nogen fest. Det er slet ikke til at bære.
For en indbydelse er jo en fremstrakt hånd. Et tilbud, som modtageren kan tage imod eller afslå. Sådan set en blottelse, for når man sender indbydelsen ud, afslører man jo, at man gerne vil se den, man inviterer. At han eller hun betyder noget for een. Betyder så meget, at man har set lige præcis hans eller hendes ansigt for sig, da man planlagde festen og sendte indbydelserne ud. Så meget, at han eller hun skal inddrages i den glæde, man fester for. Så meget, at festen kun bliver helt fuldkommen, hvis han eller hun er til stede. Med indbydelsen gør man sig sårbar, for man blotter sit håb om, at han eller hun vil bruge en dag eller en aften af sin tid på at tage del i ens glæde. Men når først indbydelserne ligger i postkassen, er der ikke mere, man kan gøre. Man kan bare vente. Og enhver, der nogensinde har sendt indbydelser ud, ved, hvor ivrigt man venter på svar! Hvor spændt man er på, hvad de indbudte siger, når man mødes første gang. Hvor ubegribeligt man synes, det er, når de indbudte venter til allersidste dag med at reagere. For slet ikke at tale om, hvor skuffet man bliver, hvis der slet ikke kommer et svar. Eller hvis svaret er nej fra dem, der var en uundværlig del af ens fest. Og der er intet, man kan stille op. Man er hverken herre over, hvad folk svarer – eller hvornår.
Det er fantastisk opbyggeligt, at Jesus i dagens evangelium bruger netop det billede på Guds rige. At det er som et stort festmåltid. At det er det, Gud vil os. Ikke fordømmelse, ikke irettesættelse, ikke begrænsning, ikke engang belæring – men fest! Med alle de lykkelige associationer det ord, vækker i os: glæde, fællesskab, nærvær, varme, sang, musik, skønhed, dans, nydelse, højtid, latter, sorgløshed. Smukke borde og blanke glas, dejlige retter, fine kjoler og kønne blomster. Det er frydefuldt, at det er den inderste grund til, at Gud rækker ud efter os: At vi skal have del i hans godhed og glæde. Festmåltidet er et fornemt billede på det evige liv. På det liv, vi har at håbe på efter døden. Gammen i gyldne sale. Men det er vel at mærke ikke alene en fest, der begynder engang, når vi er døde og borte. Det er først og fremmest en glæde, der begynder, mens vi lever, fordi vi allerede her og nu får tilbudt hans håb og tilgivelse og nye muligheder. På trods af alt det, vi har forspildt og mistet, på trods af alt det, der er svært og tungt, tilbyder den gode Gud os en glæde over det forunderlige liv, vi står midt i. Over de elskede ansigter vi har set på i mange år – og over de små nye ansigter, vi får at se. Over byggens silkehår og solens kærtegn og smagen af jordbær. Festen er sådan set begyndt. Vi står midt i den.
Det er det, Gud har sendt sin søn til verden for at fortælle os. Det er det, vi får at vide, hver gang vi kommer herind og hører, hvad han siger: at hans far holder fest, og vi er indbudt. Kom, nu er alt rede, siger han, og hvis vi hører efter, hører vi også det underfulde, at der ingen betingelser er, vi skal opfylde først. At vi er indbudt, som vi står og går, som de ufuldkomne mennesker vi er, billedlig talt fattige, vanføre, blinde og lamme, med de tab og den skyld, vi hver især bærer på. Ikke fordi vi er gode, men fordi den gode Gud bryder sig om hvert eneste menneske, han har skabt. Så meget bryder han sig om os, at han har set lige præcis vores ansigter for sig, da han planlagde sin fest og sendte indbydelserne ud. Og han skyr ingen midler for at få os med. Selv ikke da hans søn må sætte livet til for at nå os, når vi sidder i mørket og dødens skygge, selv ikke da viger han tilbage. Det er sønnen, der betaler prisen for at nå os der, hvor vi er, lige meget hvor langt vi kommer ud. Og derfor er det er et tilbud, som vi får gratis og ubetinget. Der står intet i indbydelsen om, at vi først skal se at blive bedre mennesker. Han, som Gud har udsendt for at indbyde os, siger kun: Det ville glæde min far at se dig. Du skal med til hans fest og have del i hans glæde.
Og så er det op til os. Den gode Gud har rakt hånden frem. Spørgsmålet er, hvordan vi svarer. I lignelsen har de indbudte alle mulige undskyldninger for ikke at komme. Dårlige undskyldninger, tænker vi, for marken kunne vel vente til i morgen, og det samme kunne okserne, og hvis de nygifte ikke kunne vente, kunne manden nok få lov at tage konen med. I lignelsen spejler sig de mange, der afviste ham, som Gud havde sendt ud med sin indbydelse. Vendte ryggen til ham og blæste ham en lang march, fordi der lige var så meget andet. Dengang – men også nu. For vi har jo også så meget andet. Børn, gamle, arbejde, møder, eksaminer, aftaler, deadlines, tidsfrister, indkøbslister, ferieplaner, ønskedrømme, begær, behov, krav fra alle sider. Det er svært at finde tid til at være stille og lytte til en anden stemme og tænke over, hvad meningen er med det hele. Men problemet er, at hvis vi altid undskylder os og aldrig har tid, risikerer vi at gå glip af den fest, der ligger til grund for det hele. Hver gang kirkeklokken ringer, er det en indbydelse til at komme ind og standse op og få tid og ro til at få perspektiv på hverdagen. På de mange krav og skuffelser og glæder, der fylder vores hoveder og vores dage. Og hvilket perspektiv. Tænk at få lov at se sit liv i lyset af et guddommeligt gilde. Og se sig selv som et menneske, der er elsket, indbudt og ønsket af Skaberen selv.
Hjemme hos Elin blev der ingen fest. Det blev der heller ikke hjemme hos os, hvis de indbudte sagde nej. Så skulle vi nok vide at trække følehornene til os. Slukke og lukke og låse og aldrig mere vove os frem. Anderledes i lignelsen. Den vært, Jesus fortæller om, gør sig sårbar, da han inviterer. Men han forskanser sig ikke, da han får nej. Han insisterer; han vil have sin fest, koste hvad det vil. Og altså må tjenerne af sted igen, ikke bare een, men to gange, ud på gader og stræder, og ud langs vejene og gærderne for at nøde mennesker til at komme, så mit hus kan blive fyldt, siger værten. Det er hans mål. At festsalen og stuerne og hele huset skal fyldes af glade stemmer og smilende ansigter. Og det forunderlige er, at hvem som helst er indbudt. At tjenerne skal ud at nøde vildfremmede mennesker til at komme indenfor. Så let og elegant ophæver Vorherre alle de skel, vi plejer at sætte mellem os, der er indenfor, og dem, der er udenfor. Det skel, Elin blev offer for i filmen. Skellet mellem de rigtige og de forkerte. Det findes ikke i Guds øjne. Gå ud på gader og stræder og ud langs veje og gærder og nød dem alle til at komme ind.
Og sådan er lignelsen et memento til os, når vi er alt for sikre på, at vi selv er inde i varmen. Når vi har travlt med at sætte skel mellem udenfor og indenfor, og ikke er et sekund i tvivl om, at vi selv er på den rigtige side. Sådan ser Vorherre ikke på det. Vores skel er ikke hans. Han rækker også ud efter alle dem, vi har udelukket, og alle dem, vi ikke bryder os om. Dem risikerer vi at møde i hans rige. Men lignelsen er først og sidst et evangelium, et glædeligt budskab til os, når vi ikke er sikre, og ikke kan mærke, at den gode Gud bekymrer sig om os. Når vi står som Elin med telefonen og bliver mødt med afbud på afbud, afslag og afvisning, uden for fællesskabet, uden for glæden. Da kan vi stole på, at han går ud af sin himmel for at finde os, fordi hans glæde ikke er fuldkommen, før vi er til stede. Så værdifulde er vi for ham. Selv når vi ikke mener, vi betyder noget for nogen, er enhver af os elsket, indbudt og ønsket af Skaberen selv.
Amen