Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis , 02.07.2017
Predigt zu Lukas 15:1-10, verfasst von Rasmus Nøjgaard
En dansk digter skriver i en homiletik med den drilske titel ’Standardprædikenen’ at den prædikenslutning der har påvirket ham stærkest, er denne: ”Du er ikke god nok, som du er, men kom alligevel.” (Pablo Llambias, Anis 2014).
Jeg har ingen ide om hvilken tekst der her sigtes på, det får vi ikke at vide, men det giver god mening i forhold til Lukas i dag, ikke mindst da det kan stå som en konklusion for fortællingen om det fortabte får og den genfundne drakme. Det er en klassisk bibelsk erkendelse at mennesket siden syndefaldet er den fortabte slægt som for tid og evighed har forvildet sig bort fra Gud. Et folk som synes så forvildet at det ikke engang kan finde sig selv, og hvis vi som mennesker ikke er tro mod andre, så slet ikke mod os selv. Vi er i vildrede. Vi kan ikke se forskel på godt og ondt. Når Paulus skriver at det gode vi vil, det gør vi ikke, så er det en optimistisk udlægning af tiden efter syndefaldet, hvor mennesket netop ikke vil det gode, og lader løgn gælde for sandhed. Vi er bange ikke kun for os selv, men også for alt omkring os. Vi løber så stærkt vi kan, men vi opnår kun at blive forpustet og er nøjagtigt det samme sted når dagen slutter, som da vi tog afsted. Vi siger at rejse er at leve og at livet er en rejse, men det er en blot en skjult metafor der undskylder at vi aldrig tager ophold der hvor vi er, og deler livet med dem vi møder. Vi tør ikke ligne os med andre af angst for at miste os selv. Vi grænser os af, sætter vores menneskelighed på prøve og søger oprejsning i spejlingen, selv om vi godt ved at spejlbilledet er et fatamorgana. Det har vi trods alt lært af historien. Men som lemminger på flugt er følelsen stærkere end erfaringen. Pligten går som det første følgeskibe under. Snart duver vi for vinden uden styrmand, følger snart den ene kastevind, snart den anden, driver hid snart did. Det er ikke så vanskeligt at genkende billedet af et forvildet får. Selv om næppe nogen af os ønsker at blive lignet ved en fåreflok kaldet af en hyrde, det har simpelthen for stærke konnotationer af noget vi har set før. For hvornår ved vi at vi lyder den rette hyrde? Hvilke tegn skal vi vente?
Måske skal vi vente det overraskende, det ubekvemme? For der er ikke skyggen af fornuft i hyrdens handlemåde, når han forlader de 99 for at finde den enkelte. Men der er kærlighed. Der er ikke den fjerneste økonomiske rimelighed i kvindens adfærd, når hun eksalteret finder en tabt drakme og inviterer til fest for at fejre sin genvundne mønt og forventeligt sætter det hele over styr og måske mere til. Men der er fælles glæde.
I Miltons ”Paradise Lost” er det skønneste tema, at Adam godt ved hvilken fortabelse han går i møde, hvis han spiser af æblet, men alligevel tager sin bid for at dele vilkår med Eva. Bogen slutter med at de vises ud af Paradisets Have. Men de har vundet kærligheden i et skæbnefællesskab.
’Glæd dig med mig, for jeg har genvundet det tabte’, sagt midt i faldet ned i en afgrundsdyb fortabelse. Hvem kender ikke denne erfaring af, at vi når det virkelig gælder, er nødt til at satse alt, også selv om vi må vove faldet? Hos Lukas er farisæeren den der tror at kunne beskytte sig ved loven, men bogstavstroen viser sig at blive ham et endnu værre fald end troens forvandling: Gudløshedens fald. Hvordan kan vi ellers forstå Guds egen død i Jesus Kristus? Hvis ikke som den gamle guddommelige lovs tilintetgørelse, og en ny begyndelse i altid foranderlig hengivelse til den anden? Hvordan kan opstandelsen forstås anderledes end at Gud forener sig med fortabelsens æt, og bliver den lig? Som sønnen ligner faderen, ligner faderen sønnen, og i sønnen skal mennesker genkendes og oprejses?
”Sådan, siger jeg, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.” Spørgsmålet er kun hvori denne omvendelse består? For hele lignelsen har slået det fast at vi ikke kan frelse os selv, men alene må håbe på at blive fundet. Jeg kan godt forstå at Augustin fastholdt Guds forudviden om verdens gang og menneskers liv, og der derfor blev en kamp at kæmpe mellem Erasmus og Luther om betydningen af den frie vilje, som jeg stadig synes Luther slap bedst fra, selv om det ikke er rart at se sin frihed berøvet.
Der er en tro på at Guds kærlighed også omfatter den fortabte slægt, og at troens huse netop har god plads til alle der vender om, og går indenfor: måske det er omvendelsen? At erkende sig egen uformåenhed, og dog i denne ydmyge og lydhøre position at reagere på det kald der lyder? Såmænd ikke fordi det alene lyder herindefra, men udenfor er verden så fuld af lyd og bevægelse at det kan være svært at høre noget så langsomt at ordet får tid til at slå rødder. Lytte i åben tid er ikke noget vi mestrer, men det kan alligevel komme over en som en tørst og en sult, vi mærker. Et håb om at det fortabte, mislykkede og fejlslagne er omfattet af Guds kærlighed. Det er den tro, som vi møder i Jesus, der tog vort splittede og ufuldkomne menneskelivs vilkår på sig og steg ned i den dybeste afgrund for at hente os op. Vi kan åbne ørerne og lytte efter, sådan som Jesus beder os om. Det kan vi: Lydhørt tie og lytte. Selv om det ikke er en populær disciplin i dag, og næppe nogensinde har været det.
Tænk på den omvendte, som englene med Gud glæder sig over! Hvem er det? Er det den der bryster sig af den rette tro og som har kæmpet sig vej til ny indsigt? Nej, tror jeg Jesus svarer. Gud fryder sig over at genfinde den, som han havde tabt af syne. Har vi nogen fortjeneste af at blive fundet? Fåret og drakmen har intet gjort. Fandt fåret selv hjem til hyrden? Eller gjorde mønten selv opmærksom på sig selv? Nej, de gjorde ingenting. Andet end at blive fundet. Gud glæder sig over alle dem han finder! For det handler her ikke om at søge og finde, men om at blive fundet.
Det er en skrækkelig tanke for alle os der gerne på enhver måde selv vil sikre os. For hverken fåret eller mønten gør det særlig godt i rollen som en bodfærdig synder der ved personlig anstrengelse og offervillighed omvender sig til den korsfæstede Kristus.
Ingen af dem gør hverken fra eller til. Det er Gud der handler.
Så vedkommer denne prædikenen os muligvis slet ikke? Hvis det er op til Gud, så skal vi vel alene leve vores liv, og så håbe det bedste? Både ja og nej. For du er her. Du sidder her og lytter. Du kom. Du er genfundet, og bragt tilbage til fællesskabet. Det er ikke kirkens fortjeneste, men dog alligevel kirkens mulighed at holde døren åben og lade evangeliet lyde – at lade kaldet være hørbart. Måske tror du at du selv har en andel i det? Jo, når Gud har fundet dig i dit skjul, kan du svare på hans kald, og acceptere at du er kaldet, for der er ikke nødvendigvis givet mening og sikkerhed i kaldet, livet er fortsat brydsomt og usammenhængende. Du er kaldet som Adam til et fællesskab fra vugge til grav i fortabelsens tid?
Hvorfor skulle skønheden og det gudsskabte ikke findes i brudfladerne? Måske skjuler kristenlivets opstandelse sig deri at vi kan hengive os til verden og leve med uroen og forskelligheden?
Hvis det er evangelium, må du nøjes med at være fundet, eller som den tysk-amerikanske teolog, Paul Tillich, har formuleret det: ”Acceptere, at du er acceptere - også selv om du er uacceptabel”. Amen.