Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 09.07.2017
Predigt zu Lukas 6:36-42, verfasst von Elof Vestergaard
”Vær barmhjertige..! Døm ikke..! Tilgiv! Giv!” Jesus føjer dertil en række billedord: den korte, nærmest ordsprogsagtige lignelse i spørgsmålet: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?” Man kan umiddelbart se det for sig og føler sig straks ramt i sin egen famlen sig frem for at finde mening og retning i livet. Jesus taler i ordbilleder, som vi har let ved at huske, som når han i dag også spørger: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje?... når du ikke ser bjælken i dit eget øje?” Det er afsløring og hudfletning af menneskers trang til at dømme andre, en opfordring til os om dog at udvise et minimum af selvindsigt, når vi har travlt med at vurdere og dømme andre. ”Tag lige og se på dig selv først! Se bjælken i dit eget øje, før du ser splinten i de andres øjne og dømmer dem ude”.
Jesus var en mester til med sådanne ordknappe og billeddannende formuleringer at afsløre menneskers dømmesyge. Tænk blot på dengang, hvor han med en enkelt sætning var i stand til at standse og opløse en hidsig flok! Det er historien om, hvordan en vred og indigneret menneskemængde bringer en kvinde frem i Jesu midte, en kvinde, som er grebet i hor. Og de vil stene hende. Det siger loven, at de er i deres gode ret til. Jesus siger så til dem: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. Og disse få ord gør den dømmende flok tavse. Det får den enkelte i flokken til at se bjælken i egne øjne, bjælkerne i deres egne handlinger. Jesu ord sprænger den dømmesyge og opløser den selvretfærdige gruppe.
Jesu prægnante ord om, at den uden synd skal kaste den første sten, og ordene i dag om bjælken i eget øjet er en total afsløring af os, og de opløser al mulig selvtilfredshed og trang til dømmesyge i os. Det er sådan, vi skal høre disse ord, og det er sådan, vi skal lade dem ramme os i sind og hjerte.
”Vær barmhjertige..! Døm ikke..! Tilgiv! Giv!” siger Jesus. Det er imidlertid vigtigt, at vi har øje for, på hvilken baggrund disse formaninger lyder. Jesus siger ikke blot: ”Vær barmhjertig! Døm ikke! Tilgiv! Giv! ” Han siger: ”Vær barmhjertig, som jeres far er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer”.
Det, at vi skal være barmhjertige, beror og hviler ikke blot på os selv og på vores egen evne til at udøve en barmhjertig handling. Fordringen om barmhjertighed står som et kald til os, et ord, fra ham, som står bag vores liv og hvem, vi skylder alt. Gud har skabt, elsket og elsker verden. Han er barmhjertig og fordrer af os at være barmhjertige. Han vil, at vi skal tilgive hinanden og at give andre del i det, vi er givet.
Gør det så nogen forskel, vil én måske indvende? Der kan vel godt udvises barmhjertighed uden gudstro? Ja, det kan der, og det sker. Men målestokken uden Gud er imidlertid en anden. Der er forskel på, om vi opfatter vores liv som en Guds gave, eller vi tror, vi kun beror på os selv. Når fordringen har sit udspring i Gud, som har skabt verden og givet os livet, så er det at udøve barmhjertighed ikke noget vi skal præstere, men det er noget selvfølgeligt, vi skal gøre, fordi Gud har lagt sin kærlighed ind i os. Vi skylder Gud at elske ham og at elske vores næste.
Der er mange bjælker i vores øjne, og der ligger mange sten, vi bestandigt griber ud efter og fat om med vores hænder og kaster mod hinanden, men det ændrer ikke på den kærlighed, Gud møder os med. Han har forsonet sig med os, holder fast i os og slipper os ikke. Det har været påskemorgen og pinsedag. Det er vores lykke og held.
Jesus har i evangeliet i dag en utrolig smuk, igen billedlig formulering af det, vi er givet af Gud og bliver givet i livet af ham. Jesus siger: ”Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen”. En nærmere specifikation af, hvad det er for noget, målt op, som vi står med i hænderne og har favnen fuld af, får vi ikke. Men det er i alt fald noget som gør, at vi ikke står tomhændede i livet. Jeg har altid hørt og tænkt det som noget flydende, hørt ordene: ”presset, rystet og topfyldt” som står vi med et stort bæger i favnen fuld af en guddommelig drik, frugt blandet med vand fra paradisets kilde, men f.eks. i den nyeste oversættelse af dette sted på hverdagsdansk, Den nye Aftale, beskrives det som korn, der er målt op, og som vi altså har fået et overflod af. Flydende eller fast, det betyder imidlertid mindre. Det væsentlige er, at vi mennesker, hvor svage og skrøbelige, vi end er, og hvor meget eller hvor lidt, vi end selv kan magte og evne, hvor meget dømmesygen end kan forbitre os og gøre os blinde, ja stå imellem os og livet, og hvor krampagtigt vi end holder fast i det, som vi regner som vores eget, så står vi med favnen fuld af Guds gode gaver.
Og det, som vores favn er fuld af, det er ikke blot noget, vi skal holde for os selv. Det skal som korn strøs ud og som en drik deles med andre. Vi skylder Gud at leve ud af den Ånd, vi er skabt af, og handle som den hånd, der har formet os. Gud, hjælp os dertil! I Jesu navn. Amen.