Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

5. søndag efter trinitatis, 16.07.2017

Predigt zu Lukas 5:1-11, verfasst von Jens Torkild Bak

Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker – siger Jesus til erhvervsfiskeren Peter, hvis karriere ved mødet med Jesus nu står over for et brat kursskifte. Man kan overveje, om Jesus, hvis han havde tænkt sig lidt bedre om, ville have brugt et andet billede på den missionsvirksomhed, han her kalder Peter til. I hvert fald er der stort set kun uheldige associationer knyttet til fiskeriet, når det bruges som billede. Forskellige vendinger i sproget peger med al ønskelig tydelighed på, at der er tale om en tvivlsom aktivitet og et formål, der ikke fortjener anerkendelse: Hvem ved ikke, hvad det betyder at få nogen i sit garn/net; at få nogen på krogen; at være ud med snøren; at være stemmefisker osv.?

Frygt ikke! siger Jesus til Peter, og det er jo rigtigt, man skal ikke gå rundt og være bange, og i hvert fald skal man frygte Gud mere end mennesker, har vi lært. Men i den danske folkekirke vedgår vi gerne, at vi er missionsforskrækkede og på vagt over for ethvert tegn på sjælefiskeri. Det sidste overlader vi til frikirker og sekteriske bevægelser, som vi ikke ønsker at ligne. Men hvad stiller vi så op med et i disse år dramatisk faldende dåbstal blandt folkekirkens egne medlemmer, hvoraf nemlig en stor del, viser det sig, undlader at døbe deres børn? Nej, det er lige det, der er spørgsmålet, når vi ikke vil ud og ”missionere”, som er og bliver et skældsord.

For nogle år siden fandt arkæologer umiddelbart syd for Ribe Domkirke Danmarks ældste kristne kirkegård med gravrester, der kunne dateres tilbage til midten af 800-tallet. Det tog de som beviset for, at Ansgar virkelig havde været i byen og drevet sin missionsvirksomhed her. På den baggrund besluttede Ny Carlsberg Fondet at skænke Ribe en statue af Ansgar og overlod opgaven til den postmodernistiske billedhugger, Hein Heinsen. Resultatet er blevet en sælsom figur. Hein Heinsens Ansgar har fået nogle læsterlige klø, den ene skulder er halvt kløvet igennem og fra ryggen vokser noget, der ligner et kors, ud. Det har kostet at trænge igennem til danskerne og gøre dem kristne. Vi kan være taknemlige for, at der kom en udefra og gjorde arbejdet for os. Hvem ville i dag have taget sig det på at gøre os kristne, hvis vi ikke allerede havde været det?

Ikke sært, at Simon Peter gribes af frygt og – sært forudanende, at han har noget for med ham, og at det nok ikke handler om fisk alene – beder Jesus om at gå væk. Denne reaktion kendes i øvrigt fra talrige andre bibelske beretninger om mennesker, der får et guddommeligt kald, en opgave de skal løse. Deres umiddelbare reaktion er frygt og afvisning, idet de henviser til deres umådelige ringhed. Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber – lyder det eksempelvis fra profeten Esajas i dagens gammeltestamentlige læsning, da det er blevet hans tur til at skulle noget.

Men der er, som vi hører det hos Lukas, ikke noget gøre. Jesu ord er ikke et forhandlingsoplæg. Det er ikke et kald, der skal diskuteres. Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker. Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Efter at vi nu længe har hæftet os ved de uheldige associationer, der forbinder sig med ”fiskeriet”, når begrebet og diverse afledninger heraf bruges i overført betydning som billede – nemlig på alle de situationer, hvor der er nogen, der gerne vil have os i deres net, eller på krogen – er det på tide at overveje, om der ikke også kan siges noget godt om det. I hvert fald om selve det at blive fanget. Altså, om selve det at blive fanget i ethvert tilfælde kun er af det onde.

For det er det jo nemlig ikke. Jeg vil gå til sagen fra to sider. Både på den ene og den anden måde viser det sig, at der således også kan være et ægte evangelium forbundet med det at blive fanget.

For det første. Hvis man er ude af sine egen kontrol; hvis man er et menneske i frit fald, og den slags forekommer, er det et sandt under, hvis der kommer nogen (og det sker i et sådant tilfælde nok alt for sjældent) og holder én fast. Vi kender det jo fra vendinger i sproget, om mennesker for hvem alt sejler, eller som tydeligvis ikke er sig selv og gør ting, som de normalt ikke ville gøre. Vi håber så, at der ”kommer nogen og tager fat i dem”, ikke for at tage magten over dem, ikke for at styre deres liv, men tværtimod for at give dem en chance for at komme til sig selv. På den måde er vi ofte alt for dårlige til at tage fat i hinanden. Vi tør ikke, af frygt for at det bliver forvekslet med overgreb (som naturligvis også altid er en risiko), og det er en skam. Tit har vi eksempelvis ladet unge mennesker gå for lud og koldt, idet vi har tudet dem ørerne fulde af alle de fantastiske muligheder, de har at vælge mellem, i stedet for at holde dem fast og lære dem noget for at den vej at give dem ejerskab til deres liv, stolthed og myndighed. Og hvem kender for øvrigt ikke til at være så fortabt i egen sorg eller fortvivlelse, at man kun ønsker, at nogen vil komme forbi og tage fat i én, fordi man ikke selv kan komme ud af det.

For det andet. Når Simon Peter får at vide, at han fra nu skal fange mennesker, så er det klart nok, hvad der er fangstredskabet. Fangstredskabet er Ordet, evangeliet. Det er i den forbindelse vigtigt at forstå, hvilken slags ord, Ordet er. Det er ikke en lære, en ideologi, en dogmesamling, som menneskers liv skal puttes ind i. En lære, mennesker skal tilegne sig som en lov, de skal følge og ikke afvige fra. Så ville evangeliet ikke have været et evangelium, men et fangegarn og et tankefængsel. Et sådant ord er Ordet ikke. Når ordet overhovedet er et evangelium, så er det, fordi det befrier mennesker. Det river frygtens, ondskabens, misundelsens, hykleriets og de falske hierarkiers slør af verden og giver verden tilbage til mennesket. Verden, som den ser ud i Guds øjne, for at mennesket skal kunne leve dér sammen med sit medmenneske i frihed, uden frygt. Og vi må altid bede om, dels at det ord er stærkt nok til at holde os fangen, så vi forstår, hvad der er op og ned, og dels at det holder os længe nok til at vi lærer at skelne mellem menneskeligt og umenneskeligt, sandhed og løgn.

Og således bliver vi da i evangeliets garn trukket op over rælingen og hældt ud, ikke for at dø under kniv og gaffel (eventuelt efter en kortvarig fornøjelse i marinade), men for at vi skal komme til os selv og leve. Glædelig søndag. Amen.



Dompropst Jens Torkild Bak
DK-6760 Ribe
E-Mail: jtb(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)