Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 23.07.2017
Predigt zu Mattæus 5:20-26, verfasst von Anders Kjærsig
Hvem er min broder?
Hvem er min næste? Er min næste min nærmeste? Er min næste de, der lever på den anden side af jorden? Er min næste min genbo? Min broder og søster? Hvor går grænserne for min næste? Kan jeg selv bestemme, hvem min næste skal være? Er min næste bestemt af min Gud? Er Gud bestemt af min næste?
C. V. Jørgensen skriver således i en af hans sange:
Jeg gik ud
på terrassen med en smøg
en hel del nærmere Gud
i mit stiveste søndags tøj
Jeg hilste på min nabo
der hilste pænt igen
min nabo ligner min næste
og hun er min bedste ven
Hos Jørgensen er min næste min nærmeste. Man skal være god ved dem, der er tættest på. Men hvordan bliver man et godt menneske?
Benny Andersen skrev engang et digt om godhed. Det lyder således:
”Jeg har prøvet at være god. Det er meget krævende. Men ved daglige øvelser er jeg nu nået op på en time, hvis ikke jeg bliver forstyrret. Jeg sidder helt alene med uret foran mig, breder armene ud gang på gang. Der er ikke spor i vejen. Jeg er egentlig bedst, når jeg er alene”.
Når Benny Andersen er morsom, så er det selvfølgelig, fordi vi godt er klar over, at godhed ikke er noget, man kan øve i enerum, men at godhed skal udfoldes mellem mennesker og ikke inden i det enkelte menneske. Min broder er ikke en abstraktion.
Den danske showgruppe, Ørkenens Sønner, hævder, at danskernes tre grundlæggende spørgsmål lyder: Hvor kommer jeg fra? Hvor går jeg hen? Og hvad får jeg for det? Særligt det sidste spørgsmål kan man jo rejse her. Hvad får jeg for at være et godt menneske? Eller hvad får jeg for at elske min næste? Eller hvad får jeg ud af at elske min næste? Eller hvem er min broder?
For nogle år siden var daværende biskop Jan Lindhardt i et radioprogram, der handlede om utroskab. I programmet gjorde en kvinde, som havde taget en mand fra en anden kvinde, det synspunkt gældende, at det var irrelevant for hende at tænke på den anden kvindes situation: ”Man kan jo kun gå ud fra sin egen situation”, sagde hun. Forgæves forsøgte Lindhardt at forklare, at der måske var andre måder at tænke på – nemlig ikke på forhånd at tænke andre mennesker bort.
Kulturkritiker Henning Jensen har skrevet en bog med den rammende titel: Det ordentlige menneske. Her viser han på overbevisende måde, at det at elske sin næste frem for sig selv faktisk giver større omgangskreds og gør et menneske mere anstændigt. Der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at medtænke sin næste, når man foretager en handling. Broder – jeg burde være med dig.
Men hvem er så min næste? Fortællingen til i dag er drillende, fordi broderen altid er den fremmede. Han er det anderledes, det vi ikke kan tage forgivet. Det er faktisk tankevækkende. Jeg tror, at der er en pointe i, at der er noget fremmed og ukendelig ved figuren. Vi bæres af noget, vi ikke kender. Hemmelige kræfter bærer os gennem livet. En venlig mormor eller en barnepige bar os engang som spæde, hvilket vi har glemt - og alligevel var de en del af det, som bar os. En broder hjalp os – eller en søster.
Det betyder, at vi til enhver tid er afhængige af, at der er en næste, som vil tage sig af os. Og det kan man jo gøre med meget forskelligt resultat. Søren Kierkegaard reflekterede engang over dette problem om hjælpens forskellighed. Han skriver og jeg citerer ud fra hukommelsen:
I Danmark tager familierne sig af de gamles ve og vel, skriver han, men han har også hørt om et fjernt folkefærd, hvor man huggede hovedet af landets mænd og kvinder, når de nåede pensionsalderen – så døde de nemlig ikke af alderdom. Ironisk – ikke interessant? Begge dele skete i bedste mening, selv om fremgangsmåden er vidt forskelligt. Vi dør af at leve – ingen slipper levende ud herfra. Gud være med os.
I den kristne verden er det heldigvis ”den anden”, broderen, som er blevet ledestjerne. Det var også derfor, at Rigshospitalet i mange år havde et billede af den barmhjertige samaritaner hængende over hovedindgangen.
Og til slut:
Når vi engang skal stå for Vorherres domstol, tror jeg ikke, det er vores egen selvgodhed og selvretfærdighed, der vægtes højest. Om vi har giver vores formue til Røde Kors, Venstre, Radikale Venstre eller Kirken Korshær er fint nok, men det er ikke der, næstekærligheden ligger. Hvis man skal tro biblen, så lægger Gud mere vægt på, om vi er tro over for de konkrete mennesker, som skæbnen og livet bragte os i forbindelse med: Naboen, genboen, kone, kæreste, børn, kollegaer, broderen og vennen. Eller blot det menneske, man tilfældigvis kom til at dele togkupe med.
Der er en anekdote om en spritter, der kommer vaklende hen ad vejen og møder præsten, der siger: ”Hvad skal Vorherre sige til sådan en som dig på dommens dag?” Manden brummer: ”Nå, han finder nok på no´et.” Og det gør han jo – heldigvis. Amen.