Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
7. søndag efter trinitatis, 30.07.2017
Predigt zu Lukas 19:1-10, verfasst von Poul Joachim Stender
En dansk præst vakte for nogle år siden forargelse, da han for rullende kameraer viede en kvinde til hende selv. Men stadig flere kvinder i andre lande, har valgt at gå samme vej. Blandt andet i Storbritannien og USA har kvinder inden for en årrække vakt opsigt ved at indgå ægteskabspagter med sig selv. En britisk kvinde arrangerede en bryllups-ceremoni for sig selv med både ring, ægteskabsløfter og 50 gæster. ”Så tilspørger jeg mig selv. Vil du have dig selv, vil du elske og ære dig selv og leve med dig selv i medgang og modgang til døden skiller jer ad”. Generelt er det vel sådan at de fleste af os er mere gift med os selv, end den vi er gift med, og faktisk trænger til at blive separeret fra os selv og knytte os stærkere til kæresten eller ægtefællen. I stedet for selvægteskaber er tiden inde til at lave oprør mod sig selv. Man burde arrangere en demonstration imod sine egne fordomme eller strejke mod sine egne usympatiske tilbøjeligheder, som langt overgår det regeringer kan finde på. Dybest set burde man også oppe i sin hjerne have en opposition, der kunne tale en i mod ligesom rød blok modsiger blå blok og indkalde en til samråd, når man agerer tåbeligt overfor sine medmennesker. Det er som om egoismen, selvdyrkelsen er blevet legitimeret. Man er sin egen regering. Man er på en og samme tid inde i sig selv den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. TV2’s udsendte korrespondent i Jerusalem, Steffen Jensen, siger i et interview: ”Det danske samfund er noget nært det mest perfekte, der er skabt. Desværre er det bare sjældent sådan, at de bedste samfund avler de bedste mennesker. Selvfølgelig kan man ikke generalisere, men jeg mener, at det fantastiske samfund, vi har i Danmark, har skabt nogle egoister, fordi der ikke er noget at kæmpe for mere”. Og har Steffen Jensen ret, og det tror jeg han har, er tiden inde til revolution. Ikke mod den borgerlige regering. Men tiden er inde til revolution mod os selv. Men et gammel kirkeligt ord kaldes denne revolution for omvendelse. Ned med vor egen indre selfish-enevælde. Slut med den indre ego-diktator. Væk med selv-ægteskaberne. Nu skal Gud Herren og dem, vi lever sammen med, have masser af medindflydelse. Zakæus, den lille overtolder i Jeriko, er et godt eksempel på en mand, der blev skilt fra sit egoistiske ego og gjorde oprør mod sig selv. På et tidspunkt indså han, at der er større magter i verden end ham selv. Og denne indsigt fik ham til at kravle op i et træ, for at spejde efter Jesus, om hvem han havde hørt, at han var Guds søn. Og når der nu i teksten står, at Zakæus kravlede op i byens høje morbærfigentræ, er det ikke blot for at fortælle, at Zakæus var en lille mand og at der var mange mennesker samlet omkring Jesus. Det er også for at give os et vink om, at det kræver noget at komme til at se Jesus. Man skal ville det. I Homers Odysse står der: ”Guder viser sig kun for dem, som de ønsker at ses af”. Men sådan er det ikke i kristendommen. Jesus Kristus viser sig for at os alle. Han er her. Men vi skal ønske, at ville se ham. Det handler så at sige om at kravle op et højt sted ligesom Zakæus. Og det høje træ kan være kirken, når vi går til gudstjeneste eller studier af biblen eller bøn eller noget helt andet– kort sagt: Et bevidst valg fra os selv om at ville kristendommen. Og hvad sker der så, hvis vi fra vort høje sted på en eller anden måde ser eller aner Guds søn? Vi bliver omgående lukket ind hos ham. Læg mærke til, at det ikke er Zakæus, der inviterede Jesus hjem til sig. Det er Jesus der inviterede sig selv hjem til Zakæus. Og mens Guds søn sidder og spiser med Zakæus, bliver det oprør i Zakæus liv, som var begyndt, da han hørte om Jesus, til en regulær revolution eller omvendelse. Zakæus stemmer sit egoistiske jeg ned og giver både Jesus og sine medmennesker indflydelse i sit liv. Han er gift nu med Gud og sine medmennesker og ikke sig selv. Pludselig er han parat til at give af sine penge til de fattige. Alt dette skete i Jeriko. Og der er en grund til, at det var Jeriko, ligesom der var en grund til at høre, at Zakæus klatrede op i et højt træ. Jeriko var den by i Det gamle Testamente som israelerne kom til efter 40 års vandring i ørkenen. De gik rundt om byen med blæsende instrumenter og på mirakuløs vis styrtede dens mure sammen, så de kunne indtage den. Det der skete for Zakæus i mødet med Jesus var, at murene han havde bygget omkring sig for at pleje sine egne interesser styrtede sammen. Jesus gentager det gammeltestamentlige mirakel i Jeriko. Han knuser ikke byens beskyttende mure. Han gør noget, der er langt mere imponerende. Han knuser de mure Zakæus havde bygget omkring sig selv, så Zakæus forstår, at han hænger sammen med evigheden og sine medmennesker. Og det samme vil ske med os, hvis vi vil se Jesus, altså sætte vor vilje ind på at finde et højt sted i vores tilværelse, hvor der er mulighed for at få øje på ham. Han vil invitere sig selv ind i os. Der bliver revolution. Murene omkring os vælter. Vi vil omgående føle, at vi ikke kan fungere som levende, elskende mennesker uden at have Gud og vore medmennesker med i, hvad vi siger og gør. Gud i vold. Amen.