Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. søndag efter trinitatis, 27.08.2017
Predigt zu Lukas 18:9-14, verfasst von Leise Christensen
Herre vor Gud, himmelske Fader!
Vi beder dig,
at du vil føre og lede os ved din Helligånd,
således at vi ikke glemmer vore synder
og bliver selvsikre
men lever i stadig anger og bod
og forbedrer os fra dag til dag…
Med de ord kunne vores gudstjeneste meget vel være begyndt i dag. I Den danske Alterbog, som indeholder alle kirkeårets tekster og bønner – de er også gengivet bag i Salmebogen – er der som hovedregel to kollekter til hver søndag, som præsten kan vælge imellem: Den ene er den såkaldte Veit Dietrich-kollekt. Den anden er den gamle Missale-kollekt, der stammer helt tilbage fra Romerkirken og er oversat fra latin. Veit Dietrich (1506-49) – det er altså et mandenavn - var Luthers ven og privatsekretær. Siden blev han præst i Nürnberg og udgav i 1546 – kort før sin død – en samling Børneprædikener ledsaget af bønner. Disse bønner, som lægger sig ganske tæt op af evangelieteksterne efter 1. tekstrække, blev i 1556 optaget som kollekter i Den danske Alterbog. Veit Dietrich-kollekten står altid først. Og er vel nok også den, præsterne oftest vælger at bruge. Hvis de altså bruger Alterbogens bønner…Det andet forslag til søndagens indledende kollekt kaldes for Missale-kollekten. Ordet ”missale” betyder messebog og henviser til den katolske kirkes messebog Missale Romanum fra 1570. Men skønt der ikke er nogen som helst tvivl om, at dette er den evangelisk-lutherske kirke, så har vi i dag indledt gudstjenesten med den romerske missale-kollekt. For hvor Veit Dietrich beder til, at vi ikke må glemme vore synder og blive selvsikre, men i stedet hele tiden forbedrer os, lyder missale-kollekten:
Almægtige, evige Gud (..),
du, som giver os langt ud over, hvad vi tør bede om,
endsige hvad vi har fortjent:
Lad din barmhjertighed strømme ned over os,
bortsendt fra din tanke det, vi gruer for at huske,
og giv os i tilgift det, vi i vor bøn
ikke kan finde ord for…
Veit Dietrich-kollekten lyder ydmyg – og derfor bliver den selvtilfreds. Missale-kollekten lyder ikke ydmyg - den er det. Det er denne spænding mellem det ydmyge og det selvtilfredse, der er kernen i dagens evangelietekst om tolderen og farisæeren i Guds tempel. Vi kender fortællingen så godt. Den selvhøjtidelige, opblæste nar til en farisæer, der bilder sig ind, at han kan tillade sig at takke sin Gud og skaber for, at han ikke er skabt som en af de der andre syndige mennesker, der ellers befolker kloden med al deres afskyelige gøren og laden. Og så den fromme, gode, diskrete, selvudslettende, ydmyge, syndsbevidste tolder, der står i sit mørke hjørne og stille be´r om en nådig Gud. Det ved han nemlig i modsætning til den såre selvretfærdige farisæer, at han har brug for. Ikke nok med, at vi kender fortællingen, vi kender den også som en afspejling af vores egen virkelighed. Men det er klart, at lignelsen fortæller mere end det, som umiddelbart møder tilhøreren. For hvis sagens kerne bare var, at det er bedre at stå i et hjørne og fortælle sin Herre og skaber, hvor dårligt et menneske, man er, samtidigt med at man slår sig for brystet end at blære sig over, hvor god man er i forhold til andre mennesker, ja, så var det dels ganske lige til og dels ganske uudholdeligt. Så ville kristendommen leve op til den værste fordom om, at Gud bedst kan lide det menneske, der stiller sig ydmygt frem, mens livsnyderen med selvtilliden i behold går en ilde fremtid i møde. Næh, så let slipper vi ikke om ved det. For hvem er egentligt den ydmyge i fortællingen: Er det ham, der siger, at han er det, eller er det ham, der højt forklarer, at han overhovedet ikke har grund til at være det? Det er jo forskellen mellem Veit Dietrich og Missale om igen. Man kan blive helt svimmel ved tanken, for hvordan kan man så vinde? Man må ikke stå frem og rose sig selv – det ser man også sjældent her i kirken – men man må sandelig heller ikke stå i et hjørne og slå sig for brystet og fortælle, hvor ringe man, for derved roser man i virkeligheden sig selv og forventer, at andre skal fortælle en, at man i hvert fald er god nok. Det der med at stå i et hjørne og slå sig for brystet ser vi i øvrigt heller ikke meget til i kirken. Hvem er egentligt den ydmyge? Sagen er nok den, at farisæeren og tolderen hører sammen som begrebspar i den forstand, at man ikke kan forestille sig den ene uden den anden. I stedet for farisæeren og tolderen kunne vi have nævnt Tom og Jerry, Gøg og Gokke, Fyr og Bi, Lennon og McCartney, Missale og Veit Dietrich og mange andre par. Den ene er ikke noget uden den anden. Den ene giver ikke mening uden den anden. Farisæeren og tolderen hører sammen som type – man kan sige, at de er to sider af samme menneske. Tolderen og farisæeren mødes i det enkelte menneskesind. Hvem kender ikke den storskrydende farisæer, der altid har sit på det tørre, og som altid ved, hvad der er bedste ikke blot for sig selv, men for alle andre (måske er det i virkeligheden en selv), og hvem kender ikke til ham, der altid stiller sig op og siger: ”Jamen, jeg er jo heller ikke noget, og ved ikke noget og er ikke noget værd” og har sagt det så tit, at man har en svær lyst til at ruske dem (måske er det i virkeligheden også en selv). Hvem er den ydmyge af de to? En storskrydende adfærd kan meget vel dække over et stort mindreværd, og et såkaldt ydmygt væsen kan lige så vel dække over et ønske om at manipulere med omverdenen for derved at opnå sympati og anerkendelse. Nemt er det ikke! Søren Kierkegaard siger: "Christendommen kom ind i verden og lærte ydmyghed, men ikke alle lærte ydmyghed af Christendommen. Hykleriet lærte at forandre maske og blev det samme, eller rettere endnu værre. Christendommen kom ind i verden og lærte, at Du ikke stolt og forfængelig skal sætte dig på den øverste plads ved Gjestebud, men altid sætte dig nederst - og snart sad stolthed og forfængelighed nederst til bords. Den samme stolthed og forfængelighed ? Nej, en endnu værre." Det kan altså sagtens være udtryk for forfængelighed at sætte sig nederst, fordi man derved tror, at man ydmyger sig! Ydmyghed har det med at forsvinde lige i det sekund, hvor den fremhæves. Jesus siger i dagens tekst: ”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, de ydmyger sig selv, skal ophøjes”. Ja, ja, det lyder fint, men hvordan er det lige, at det skal realiseres, når det nu er så vanskeligt det med ydmygheden. Hvad er ydmyghed egentlig, hvis det ikke er at sætte sig nederst og bagerst og fortælle alle andre om, hvor ringe og uvidende og uværdig og beskeden man selv er? Ydmyghed handler ikke om at nedgøre sig selv og slet ikke andre, det handler heller ikke om at udforske sig selv – lære sig selv at kende som det hedder på moderne dansk – nej, det handler om at vedkende sig, at der findes en grænse for egen formåen. Det handler hverken om at være verdensmester til alting her i livet eller om at fremhæve egen elendighed, nej, det handler om at vide, at der én, hvem man skylder alt. Det handler om at vide, at der er en grænse for, hvad man som menneske selv kan skabe og opnå. Det handler i al simpelhed om at erkende, at der er forskel på Gud og mennesker. Og det er en vanskelig lære i et samfund, der har sat sig for at fortælle mennesker, at de selv bestemmer det hele i deres liv, og hvis de blot lærer sig selv at kende og lytter til sig selv og deres egne inderste følelser, ja, så er lykken gjort. Ydmyghed handler om at indse, at alt er af nåde. Derved bliver også megen skyld løftet af vore skuldre – ikke at vi derved ikke er skyldige i f.eks. at have ydmyget ikke os selv, men et medmenneske, men vi ved, at vi ikke selv skal bære skylden. Vi ved, at Gud i sin grænseløse kærlighed tilgiver os – løfter skylden af vores skuldre – så vi kan gå ud i livet og lære ikke os selv at kende, men nogen andre nogen, som nu afdøde biskop Jan Lindhardt udtrykte det. Det er jo noget mere interessant at møde andre end sig selv. Så får vi skænket friheden til at gå ud og være medmenneske for det menneske, der trænger til det uden at skulle spekulere nærmere over, hvorvidt det nu er udtryk for ydmyghed eller ej. Så kan vi gøre det, som vi er sat til at gøre, nemlig at elske vores næste og være menneske sammen med dem, som Gud har givet mig at være menneske sammen med. Ved at Jesus blev ydmyget på korset, men også ophøjet derved, slap vi for at skulle spekulere nærmere på, hvordan og hvorledes vi kan være ydmyge. Vi har ikke andet at spekulere på, end hvordan vi kan hjælpe hans kærlighed videre ud i verden – for vores næste og vores Gud. AMEN.