Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima, 20.01.2008
Predigt zu Mattæus 25:14-30, verfasst von Johannes Værge
Himmelske Far, giv os mod og håb, så vi bliver duelige, virksomme forvaltere af alt det, du har betroet os.
Som jeg kortfattet var inde på ved indledningen til barnedåbene, er der en stor spændvidde i det billede, Bibelen tegner for os af Gud. I stykket fra Jobs Bog i Det Gamle Testamente: Gud som den overvældende, skjulte magt, som menneskets argumenter eller overblik ikke kan gøre sig håb om at komme på højde med. Den ultimative magt - - Jobs Bog bruger mytologisk billedsprog: Gud kan ryste jorden, dvs. hele vores kendte verden, ryste vores virkelighed løs fra dens fundamenter; hele vores univers er som pindeværk i Guds hænder, så overvældende er Gud.
Billedsprog, som nævnt, en måde at udtrykke det ultimative ved Gud og Guds hellighed på, det at Gud ikke er tilgængelig for vore manipulationer, ikke er en størrelse, vi på nogen måde kan håndtere eller begrænse, og hvis domæne vi aldrig er udenfor. Gud som den ultimative instans. Det overjordisk urokkelige ved Gud. Gud er Gud, om alle land lå øde. Før alt og efter alt er Gud. Guds rige.
Gud er større end hvad som helst andet end Gud. Og så er ordet "større" heller ikke andet end ufuldkomment billedsprog, for der er jo ikke tale om noget, der kan måles. Det er en usynlig vælde.
En anden måde at sige det på, er at tale om Gud som verdens skaber og opretholder. At der ud af Gud strømmer det, der gør, at der er liv og en verden, og at den fornyes. Og at alt det levende ville falde sammen, synke ned i tomhed, hvis ikke Gud var - hvis ikke Gud lader sig strømme, så det, der ikke er Gud, kan være.
Og så på den anden side: Det helt nære og nænsomme ved Gud. Gud som den kærlige Far, den der som ingen anden kan have vores fortrolighed og i ubegrænset kærlighed rækker sine hænder frem mod os. Gud som den, der hører selv den mest ubehjælpsomme bøn, hører og forstår menneskets mindste suk. Gud som den, der ånder på øjet, når det græder.
Den overjordisk vældige Gud, som er helt nær og bevæges af det mindste suk.
Der er et gammelt udtryk, der siger, at som du tror Gud, sådan har du ham. Sådan som du tror om Gud, sådan er Gud virksom for dig.
Det er nu nok ikke den fulde sandhed. Guds storhed - for nu igen at bruge dét lidt ubehjælpsomme udtryk - Guds storhed består vel også i, at Gud kan virke bag om ryggen på os, på tværs af vore egne forestillinger. Alligevel er der en grad af virkelighed i udtrykket, at som du tror Gud, sådan har du ham.
Tænk på de tre mænd lignelsen, vi hørte fra Matthæusevangeliet, de tre tjenere for den herre, der skulle rejse udenlands. Den præsenteres som en lignelse på Guds rige - men kan herren, der omtales som streng, som en, der vil høste, hvor han ikke har sået, kan det være et billede på Gud? Jesus lærer os tværtimod Gud at kende som den, der sår så rundhåndet, at det meste må gå til spilde, og alligevel sår og sår han. Men i lignelsens sammenhæng er det jo den tredje af tjenerne, der ser sin herre for sig på denne måde - og som han tror, sådan har han ham. Det kunne altså godt være, at vi skal se herren i lignelsen som et billede på Gud - med den bevidsthed, at det er, som denne tjener ser Gud; at det er et menneske med et begrænset synsfelt, og derfor viser Gud sig som en hård Gud. - Vi hører ikke nærmere, hvad de to andre forestiller sig om deres herre, men vi ser, hvor forskelligt de handler i forhold til den tredje tjener. Med en helt anden tillidsfuldhed, et helt andet livsmod. På dem virker herren som en, der giver frimodighed og handlekraft. Det, de har modtaget fra deres herre, lader de strømme videre, sætte frugt.
Den tredje tjener ser vi for os som et bange, selvbeskyttende menneske. Han opfører sig som et fortrædeligt barn. Han ser sin herre for sig som en, han alligevel ikke kan gøre tilpas, og han vælger at risikere mindst muligt. Han lukker sig til, graver det betroede ned, lægger det værdifulde i et hul i jorden. Han sætter derved det, der er tilflydt ham fra herren, i stå. Hans måde at forholde sig på spærrer for det strømmende.
Som et fortrædeligt barn - sådan som mange voksne er. Forbeholdne over for tilværelsen, forurettede. Mange af os kender det som en af de utiltalende muligheder i os selv, mere eller mindre fremtrædende. Men hvis vi erkender det, ved vi også, at det er netop ved den måde at forholde sig på, at der opstår glædesløshed, goldhed - mørke og gråd og tænderskæren, for nu at bruge evangelistens dramatiske ordvalg.
Som et fortrædeligt barn, sagde jeg. Ikke fordi den holdning er den naturlige for et barn, tværtimod. Det er det skadede barns holdning. Det naturlige barn er modtagende og lader det strømme, er derved på en forunderlig måde givende. Ofte mere end vi voksne har blik for. - Nej, det fortrædeligt lukkende kender vi nok mest som et barnagtigt træk ved voksne, ved os selv. Det kunne måske kaldes en måde at forskanse sig mod at være voksen på, ansvarlig, aktiv, deltagende. Som om vi hæger om noget svagt, noget ramponeret i os selv. - Vi er naturligvis ikke herrer over, hvad der kan være sket med os, hvad der på den ene eller anden måde har givet os en indre skade. Men er der ikke også i enhver af os noget sundt, noget stærkt? - som om der er forskellige steder, vi kan sætte vore fødder, og i stedet for at sætte dem dér, hvor der faktisk kan være fodfæste, mulighed for at stå og gå og bære noget, så kan det virke, som om mange af os på en eller anden måde ikke kan blive færdige med de områder i os, hvor underlaget er svækket, vakkelvornt. En tilbøjelighed til at søge derhen - og så bliver vi forknytte, og verden er forkert! Vi kan med vores blik udsøge os det, der giver os baggrund for at trække os tilbage, være forurettede, uden tillid. "Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået ..." Jeg kender virkeligheden, er i min gode ret til ikke at være glad, ikke at være frimodig, sætte det strømmende i stå! - Åh, hvor barnagtigt af os, hvor typisk voksent! Hvad kender vi egentlig?
Barnet, hvad kender det?
Guds rige er børnenes, hørte vi Jesus sige i forbindelse med dåben. Børnene - og dem, der tager imod ligesom børn - har adgang til en virkelighed, hvor det levende strømmer, modtages, gives videre, sætter frugt, bliver til mere, end der var først. Adgang til det lysfyldte - men sammen med det livets alvor, det at kæmpe, når det er dét, der skal til. "Gå ind til din herres glæde!" som det blev sagt i lignelsen, for du har som barnet givet dig i kast med livet, taget imod med åbne hænder, arbejdet med, ladet det strømme. Dér er der glæde, lys. Dér er livet givende.
Ingen af de tre personer i lignelsen bliver pålagt noget over evne. De bliver betroet muligheder enhver efter sin evne, ud fra hver sine forudsætninger. Til den tredje siger herren, at han bare havde kunnet overlade den betroede sum til vekselererne, til banken; der kræves ikke det uoverkommelige.
Det afgørende er altså ikke, om evnerne er store eller små, men hvordan det givne forvaltes.
Men er det da et menneskes egen skyld, hvis det mangler livsmod og ikke rigtig får noget ud af sine muligheder?
Nej, i mange tilfælde skyldes det en sygdom, eller det er en følge af en skade, hvis et menneskes liv bliver sådan, at mulighederne bliver lagt i et hul i jorden. Det skal der hjælp til udefra for at overvinde, og måske overvindes blokeringen aldrig eller kun delvist. Under alle omstændigheder skal vi være varsomme med at tale om skyld i disse forhold.
Men igen kan vi tænke på noget karakteristisk ved barnet:
Barnet har mod, også mod til at erkende sin afhængighed og række ud efter hjælp. Og dét mod har enhver af os haft; det er et mere oprindeligt træk i os end det, der måtte være gået galt med os.
Barnets mod og nærvær. Kampen for at blive hjulpet. Oversat til den voksnes situation: Mod til at kende sin begrænsning og afhængighed, række ud efter støtte, hjælp - bøn, tillidsfuld bøn, undertiden lidenskabelig bøn. En helt anderledes frugtbar reaktion end forknyt forurettelse, fortrædelighed. At tage dét fra barnet med sig i sit voksenliv: rettethed mod en stærkere magt end ens egen, og den livstro, der er forbundet dermed. Dér strømmer det levende til os og igennem os, sætter frugt.
Og vi erkender, at det skyldes en begrænsning i vores synsfelt, hvis vi tror, at livet er en så hård herre, at der kræves høst, hvor der ikke er sået. Gud kommer os i møde med andre ansigtstræk en dem, den tredje tjener så for sig, i troen ser vi ham som den grænseløst givende, som kærlighedens Gud, som en sædemand, der sår tilgivelse, velsignelse, retledning, fornyede muligheder, sår vidt og bred og kun får ordentlig høst her og der og alligevel sår og sår. Generøst, utrætteligt - mærkeligt lysfyldte sædekorn - for at kalde os væk fra den kurs, der peger mod mørke, gråd og tænderskæren, det golde liv, for at kalde os ud af vores kredsen om det svage i os, kalde det livsduelige frem, få os til at træde, hvor der er fodfæste. Med barnets mod, barnets mod genfundet: Frimodigt i kast med livet. Tage imod, række ud, bede om hjælp, give videre, gøre det vi skal. Amen