Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
14. søndag efter trinitatis, 17.09.2017
Predigt zu Matthäus 6:24-34, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Dagens evangelium er en central del af bjergprædiken og derfor en del af det kirkeligt arvesølv. Jeg kan se, at i når i høre det har det som mig, man kommer til at nikke lidt. For det er så rigtigt som det er sagt, hvem kan ved at bekymre sig ligge en dag til sit liv. Alligevel så sidder vi her og bekymre os midt i kirketiden om alt muligt. Googler man ordet bekymring kommer der et utal af hits fra bekymringsindustrien. I en af de mere tvetydige stod der: Slip bekymringerne løs. Man kan næsten se hvor vildt det går for sig med løsslupne bekymringer i alle afskygninger, som vi ikke kan få lagt i selen og holde inde for folden.
Bekymringer er en del af vores DNA som mennesker, vi kan måske tøjle dem lidt, men de er der alligevel og slipper en gang imellem løs i vores liv. Gør de det er der brug for at nogen kan sige vær ikke bekymrede. På alle niveauer i samfundet har vi derfor folk der kan sige netop det: Vær ikke bekymret. En far eller mor, den ældre der selv har stået med vore bekymringer, lægen og i dag præsten, der på Guds vegne kan sige til os bekymrede mennesker vær ikke bekymrede.
En mor har lige lukket sin hoveddør på vej væk fra huset går hendes datter hun skal til fest for første gang. Hun har selv valgt sin kjole. Der er brug for nogen der siger: Vær ikke bekymret.
En mand har hele sit liv sparet op til sin pension, nu har han sat pengene i nogle papirer, så de i løbet at igen tid vel fordoble deres værdi. En dag opdager manden dog noget og der er brug for at nogen siger: Vær ikke bekymret.
En søn ringer hjem til sin mor, han sidder på sit kollegieværelse og det hele er bare blevet for meget. Eksamenerne truer og kæresten har smækket med døren. Han har brug for nogen der siger: Vær ikke bekymret.
Hver og en har brug for at nogen med autoritet forsikre os om, at fremtiden ikke er som vores dystre bekymringer. Kirken er sådan et sted, hvor vi kan få hjælp til at tøjle vore bekymringer. Og høre Gud sige: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig…
Ordene skal minde os om, at lige meget hvordan vore bekymringer tegner vores fremtid er den i sidste ende alligevel Guds. Skal vi så ikke også indrømme, at både på den lange bane, men også på den korte bane er det sjælden, at alle bekymringerne bliver til virkelighed. En del af dem går i sig selv igen, datteren kommer hjem til tiden, manden får sin pension, og sønnen sin eksamen. Når den dag kommer har vi bare fået nye fremtidige bekymringer.
Vi går til kirken med alle vore bekymringer ikke for at slippe dem af syne, men for at høre at det nok skal gå endda. For alle vore bekymringer bliver i lyset af evangeliet altid på den korte bane. På den lange bane er Gud altid vores fremtid, der hvor vi er på vej hen og der hvor vi er lovet, at det på trods af vore bekymringer vil ende godt. Amen.