Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
20. søndag efter trinitatis, 29.10.2017
Predigt zu Mattæus 22:1-14, verfasst von Elof Vestergaard
Evangelium betyder et glædeligt budskab, men umiddelbart er der ikke meget at glæde sig over, når vi hører Jesu lignelse i dag om kongesønnens bryllup. Det meste, hvad vi hører, skurrer i ørerne. Lignelsen, som Jesus siger, handler om himmeriget, er jo fuld af vold og destruktiv adfærd.
Matthæus: Vold og mord
For det første er de indbudtes reaktion på invitationen både uhøflig og voldsom. De ikke blot takker nej tak til festen, men vi hører, hvordan de indbudte: ”greb kongens tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel”. Deres reaktion er helt ude af proportioner. Uforståelig og uacceptabel. De indbudte kunne da bare have undskyldt sig og takket venlig nej til bryllupsinvitationen.
For det andet er kongens efterfølgende reaktion umådeholden hård. Han sendte sine hære ud, dræbte morderne og brændte deres by ned. Mord skal straffes og kongens straf over morderne er forståelig, men er det ikke at gå for vidt, når han ligefrem brænder deres by ned?
Og endelig for det tredje virker kongens senere reaktion på gæsten i det forkerte tøj også ude helt ud af proportioner. Den stakkels mand, som ikke har fået bryllupstøjet på, bliver ikke blot afvist ved døren ind til festen, men han bliver bundet på hænder og fødder, og kastet ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren.
Hvor er evangeliet, det glædelige budskab, i denne lignelse, som Jesus endda indleder med at sige, at den fortæller om himmeriget? Umiddelbart kan jeg ikke se mange spor af himlen i den fortælling. Her er ingen milde og lyse ord, som kan trøste og opmuntre den bange sjæl og hver af os, som har trøst behov.
Lukas: Guds generøsitet
Det letteste vil derfor også være, at springe let hen til den anden version af denne lignelse, som vi finder hos en af de andre evangelister, nemlig evangelisten Lukas (Luk 14).
Lukas´ version af denne lignelse slutter ganske vist også af med en dom over de først indbudte: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid”. Sådan lader evangelisten Lukas bryllupsværten bedømme dem, der har takket nej til invitationen. Men Jesu lignelse er i Lukas version meget anderledes, sammenlignet med Matthæus. Jesu lignelse er hos evangelisten Lukas først og fremmest mild, lys og ikke mindst favnende.
Jesus udpensler her nok de først indbudtes grunde til at sige nej tak til festen. Der er køb af en mark, af dyr og et nyt giftemål, som står i vejen for deltagelsen. Undskyldningerne står i kø, og de mere eller mindre plausible undskyldninger står og taler for sig selv. Det bærende billede i lignelsen er imidlertid værten og hans evne til at favne og indbyde al verden. Han spreder generøst sine arme ud. Har de første takket nej, så byder han andre ind. ”Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind”, beordrer han sine tjenere. Og da der endnu er plads, byder han sine tjenere gå længere ud og invitere også dem ind, som går på vejene og sidder på gærderne.
Det er ikke tilfældigt, at det er netop denne version, som maleren Joakim Skovgaard lod male på væggen i Viborg Domkirke. Den favnende herremand står der i midten af det store vægmaleri og byder alle til. Han står som den favnende Gud, som Kristus, der inviterer alle, som er trætte og tyngede af byrder ind i sit rige. Det er Guds kærlighed og hans store og udstrakte omsorg og generøsitet, som står tilbage af denne lignelse, Lukas version af det store gilde.
Matthæus og Lukas: Kærlighed og dom
Men tilbage til den lignelse, vi har hørt i dag. Det letteste vil nu være at sige, at evangelisten Mathæus´ version nok ikke er den sande. Mon ikke vores evangelist har fået galt fat i historien?
Det kan vi ikke vide. Det vil imidlertid ikke være rigtigt kun at tage den ene version alvorlig. Det er næppe tilfældigt, at begge versioner fra tidlig tid har fundet plads i kirkeårets tekster. Den milde version hører vi 2. søndag i trinitatis, dvs. i den tidlige sommer kort efter pinse, mens den anden hører til i dag i kirkeårets sidste del, hvor dagene er blevet korte. Den milde hører sommeren til, mens den hårde hører til blandt faldne blade i efterårets korte dage.
Vi skal derfor først og fremmest tage begge lignelser på ordet, også Matthæus version, lignelsen vi har hørt i dag, bærer evangeliet i sig. Og måske vi skal forsøge på ikke først at lade os blive stødt over lignelsens vold og destruktion, men vi skal i stedet føle os ramt af det, vi her hører.
Der er så meget i denne lignelse, som vi kan identificere os og som ligner vores verden og os selv: al denne destruktive og ødelæggende kraft i lignelsen.
Og samtidig skal vi også høre, hvordan Gud i sin kærlighed er en krævende Gud. Guds generøsitet, hans kærlighed, står klar. Alle gode gaver kommer ovenfra, fra Gud. Biblen er fuld af Guds vilje til at være os hans skabninger nær, men han kalder også på os og kræver alt af os, inviterer os, ja byder os ind i sit rige. Guds lov er, at vi skal elske, elske Gud og elske vores næste.
Gud er krævende i sin kærlighed, og derfor er hans dom også så hård, når vi afviser og gør det modsatte af det, han vil, vi skal gøre. De var ikke værdige til at komme ind til festen, konstaterer Jesus i lignelsen. Ikke værdig er et hårdt ord, og der er fortsat grund til at advare mod os mennesker, når vi sætter skel og dømmer hinanden værdige eller uværdige, indenfor eller udenfor.
For selv om det er opbyggeligt f.eks. i salmernes bog at læse, at den som er værdig til at stå foran Gud, er den, ”som har skyldfri hænder og et rent hjerte”, og den som ikke lyver, så bliver pointen jo den, når vi sætter disse krav op for vores eget liv, at det kan hverken du eller jeg leve op til. I den forstand har vi alle det forkerte tøj på, og må vi hver især identificere os med ham, der blev smidt ud fra festen, stødt ud i mørket. Et skyldfrit hjerte og et rent hjerte, det har næppe én af os.
At føle sig bundet på hænder og fødder og at ligge udenfor i mørket, hører til den menneskelige erfaring. Det ligger i vores livs lod, og er genkendelige træk ved vores tilværelse. De tunge mørke natteskyer findes både på himlen og på jorden. Vi er bundet af verdens gang, og de vilkår, som hører til det at leve som et skrøbeligt menneske i verden. Og selv om vi lever i en på mange privilegeret del af verden findes mørke og udstødelse, sorg og gråd. Også her kender vi til det at være bundet på hænder og fødder. Marginalisering, chikane, stress, ensomhed, isolation. Navnene er mange på det, som sætter os i mørke, som spreder vores tanker og fæstner os i det øde.
Men hvor er så himlen og evangeliet i denne lignelse? Det er jo ikke nok, at der er så meget vi kan identificere os med. Jesu lignelser mimer og udstiller vel ikke kun verden?
Jesus indleder lignelsen med ordene om, at Himmeriget ligner en konge, som holdt sin søns bryllup. Det er evangeliet. Gud er som en konge, der holder sin søns bryllup. Hvordan vi og vi i verden reagerer på den tager ikke noget fra dette udgangspunkt, Guds invitation. Udgangspunktet er, at vi er inviteret ind til fest. Endda et bryllup, en fejring af et kærlighedsforhold. Her er forholdet mellem Gud og menneske. For det er jo sådan, vi skal forstå forholdet mellem Gud og menneske. Uagtet vores manglende værdighed, kærlighed og vores forkerte tøj, og al den dom, som evangeliets glædelige budskab, også afslører i os, så er alfa og omega, begyndelsen og enden, Guds invitation, om at Himmeriget er nær. Festen er begyndt. Og som Jesus siger det et andet sted: ”I har fået det for intet, så giv det for intet”. Gud, hjælp os dertil.
I Jesu navn. Amen