Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Alle helgens dag, 05.11.2017
Predigt zu Mattæus 5:1-12, verfasst von Marianne Frank Larsen
Eva har en erindring om sin mormor. Det ligger måske halvfjerds år tilbage i tiden, men hun husker, hvordan mormoren tog hende med på kirkegården om søndagen. Det var en lille, bortgemt kirkegård bag en gammel kirke, og Eva legede, mens hendes mormor ordnede sine grave. Mormoren fortalte ikke noget særligt om dem, der lå der; hun var ikke en kvinde af mange ord, men omsorgen lå i hendes bevægelser og handlinger. ”Hun tog vare på sine døde”, står der, og dét, Eva ser for sit indre blik, er, hvordan mormoren forsigtigt sætter nye blomster ned mellem det, der allerede gror på gravene. Hvordan hun ligesom lægger en dyne om blomsternes rødder med den mørke, tunge jord. Hvordan hun børster sneen væk om vinteren. Og hvordan hun tænder en lille lygte ved juletid og lader den stå, når de går hjem. ”Som om de også trængte til lys, de døde”, står der.
I den gode bog af Merethe Lindstrøm, der hedder ”Dage i stilhedens historie”, har mormoren været død i mange, mange år. Men i dén bestemte erindring er hun fuldkommen levende i Evas sind. Hun planter blomster, hun tænder lys, hun tager vare på sine døde. Turene ud til den lille, bortgemte kirkegård ligger i en fjern fortid, som for længst er forbi. Men i erindringen bliver det, som er fortid, båret inde i nutiden, så det alligevel ikke er forbi – ikke i vores sind, i hvert fald. Erindring – ordet har at gøre med, at noget kommer ind i vores indre, nemlig det, som egentlig er forbi. Vi kan selv opsøge erindringen, gå omkring i den billedligt talt, som i et rum, hvor det, som har været engang, bliver liggende og kan opdages på ny. Men erindringen kan også komme til os, uden at vi har bedt om det, melde sig af sig selv, fordi vi ser eller hører eller mærker noget, en duft, et stykke musik, et bestemt lys over landskabet, der uvilkårligt kalder erindringen frem, enten vi vil det eller ej. Som Eva, der et andet sted i bogen ser på sin mands gamle hænder, da hun henter ham på plejehjemmet, og uvilkårligt erindrer, hvordan hun elskede at mærke de hænder over sin ryg, hvordan de hænder undersøgte hans patienter, hvordan de hænder trøstede deres børn, da de var små. Lykkelige erindringer, som får os til at smile, eller tunge erindringer om det, vi helst ville glemme. Men vi slipper ikke. Erindringerne vender tilbage, for vi er ikke herrer over dem.
Til forskel fra hukommelsen, som ikke kommer af sig selv. Den er en aktivitet i vores hjerner, et stykke arbejde vi gør, så længe vi kan, for at huske: årstal, navne, kendsgerninger, formler, procedurer, opskrifter, fremgangsmåder og så videre. Det, vi erindrer, kan formes som en fortælling, som når Eva fortæller om sin mormor og hendes omsorg for de døde. Fortælling og erindring er nært forbundet med hinanden og befrugter hinanden. Den forbindelse er der ikke med hukommelsen. Hukommelse har ikke form af fortælling, men af kendsgerninger fra fortiden, som forbliver fortid. Det er ikke hukommelsen, der gør fortiden levende. Det er erindringen. Nogle af os mister efterhånden hukommelsen. Men selvom vi glemmer, hvordan man renser trevlefilteret på vaskemaskinen, eller hvad historielæreren hed i folkeskolen, og altså mister hukommelsen, kan erindringen sagtens være lyslevende. Søren Kierkegaard siger et sted, at oldingen mister hukommelsen, men ikke erindringen. Og så fortsætter han meget smukt med at sige, at ”alderdommens lykkelige erindring er naturens nådegave”. Ja, for i den lykkelige erindring er fortiden lyslevende til stede trods alle tab.
Præcis det samme kan man sige om den sørgendes erindring. Også den sørgendes lykkelige erindring er naturens nådegave. Måske er det den, der gør, at jeg stadig kan være den, jeg er, også når jeg har mistet de dyrebare mennesker, jeg var til for. At de lever i min erindring; at jeg dér kan se dem smile til mig og høre dem sige mit navn og mærke deres varme hænder, så jeg bliver holdt fast på, hvem jeg er, selvom de er borte. Og holdt fast på, at livet ikke alene er sygdom og tab og fortræd. At det dybest set er godt og glædeligt og værd at leve, og det er det første, der er at sige om det. Det ved jeg, når erindringen kalder glæderne frem. Derfor er erindringen livsvigtig. Og jeg tænker, det er derfor, vi instinktivt begynder at se tilbage og fortælle alt det gode, vi kan huske, så snart vi mister et elsket menneske. Det er ved at fortælle og erindre og på den måde bringe fortiden ind i nutiden, at vi langsomt kan få samling på os selv og det liv, der er gået i stykker. For ud af erindringen om, at glæden findes, springer også forventningen om, at den kan komme igen. Måske nu, måske engang i evigheden, men den kommer.
Huset her er et erindringsrum. Det er ramme om alle de mange forskellige erindringer, som er en del af alle vores vidt forskellige liv. Døbefonten bringer vores dåb i erindring. Og vækker erindringen om dengang, vi stod dér med vores små børn på armen. For nogle af os bringer alteret en bryllupsdag i erindring, eller en konfirmationsdag i april eller maj. Måske er det lyden af klokken eller lyden af orglet, der bringer vores tab i erindring. De gange, vi har været her, fordi der var én, vi havde mistet. På denne årstid bringer de tændte lys julen i erindring. Mørket, træet, stjernen, juleaften efter juleaften i dette rum. Vores erindringer er befolket med mange forskellige ansigter, men herinde bliver vi mindet om, at de har fællestræk. At vi ikke er ene om at elske og miste eller om at skulle dø engang, og det er faktisk en stor beroligelse. At vi alle forskelle til trods har fødsel og død, ungdom og alderdom, kærlighed og tab til fælles.
Og i samme åndedræt bliver vores mange forskellige erindringer herinde forbundet med den erindring, vi har fået til fælles. Det er erindringen om ham, der blev født julenat og begravet langfredag, så vi ikke alene har fødsel og død til fælles med hinanden, men også med ham, der stod op af graven påskemorgen. Ham, der fik glæden til at begynde på ny, da alt var forbi. Når vi hører, hvad han siger, husker vi ikke bare på noget, der blev sagt for 2000 år siden. Vi bringer hans ord i erindring, og dér bliver de levende. Det er ikke bare fortid. Det er her og nu, vi hører ham sige, at salige er de sørgende og de fattige og de sagtmodige; salige er alle de mennesker, vi ikke synes er spor salige, men det er de i hans øjne. I lyset af hans kærlige blik er alle de mennesker salige, der ikke er lykkelige og fyldte og tilfredse. Alle, der længes og mangler og savner, er salige, fordi han er hos dem – og hos os – med Guds fremtid allerede her og nu. Den fremtid, hvor vi skal trøstes og kaldes Guds børn og eje himmeriget og møde barmhjertighed. Det er ikke bare en fjern fortid. Det er heller ikke bare en fjern fremtid. Det er nutid. Ikke: salige skal de blive engang, siger han, men salige er de fattige og de sørgende og de sagtmodige, og salige er vi – allerede her og nu, trods alle vores tab – fordi han også i dag bringer Guds fremtid med trøst og barmhjertighed ind midt i vores liv.
Alle helgens dag bringer vi dem, vi har holdt af og mistet, i erindring ved at nævne deres navne. Sådan tager vi vare på vores døde ligesom mormoren i bogen, der plantede og tændte lys på sine grave. For så længe, de døde bliver bragt i erindring, så længe er de levende i vores sind og vores tilværelse; så længe er deres liv ikke virkelig forbi. Så længe har taknemmeligheden en chance for at få overtaget over bitterheden eller mørket i vores sind.
Herinde får vi at vide, at den dag, vores erindring går til grunde, lever vi og vores døde stadig i Guds vældige erindring. Den rækker fra evighed til evighed, og i den bliver ingen glemt. Huset her er et billede på hans erindring, fordi det rummer erindringen om menneskers liv og lykke og tab og død og tro og håb og kærlighed i 900 år. Men huset er også et billede på vores håb. For herinde bliver vores mange forskellige erindringer belyst af evigheden, når Vorherre bringer Guds fremtid ind i vores nutid og holder os fast på den godhed, der skal komme. Erindringen om, hvordan glæden begyndte på ny påskemorgen, da de troede, at alt var forbi, vækker forventningen om, at glæden også skal vågne på ny for os og vores døde. Og digterne folder evighedens glæde ud i billeder, som vores forventning kan leve af. Når vi nu går ind i novembers mørke med alle vores tab, så går vi i lyset af den lykkelige erindring og den glædelige forventning. Og det er virkelig en nådegave. Amen.