Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
23. søndag efter trinitatis, 19.11.2017
Predigt zu Mattæus 22:15-22, verfasst von Jens Torkild Bak
Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd…
Sådan skrev Paulus for næsten to tusind år siden i sit brev til menigheden i Rom, som man kunne høre det i dagens episteltekst. Vi befinder os i år 54 eller 55 efter vor tidsregnings begyndelse. Hvad der konkret er baggrunden for Paulus´ formaning, kan det være vanskeligt at udtale sig om med sikkerhed – ud over, at det altså angiveligt gælder om for enhver pris at bevare et godt forhold til de romerske myndigheder.
Den jødiske menighed i Rom, herunder den nye og formentlig voksende jødekristne fraktion, har på et tidspunkt – i kraft af et edikt fra Kejser Claudius – været fordrevet fra byen, pga. af uroligheder i anledning af en vis ”Chrestus”. De romerske myndigheder vil have ro og orden, og det samme vil, om end måske af andre grunde, altså Paulus.
Man skal derfor tage sig i agt for at lave alt for meget kristendom på det bombastiske budskab om, at der ingen myndighed findes, som ikke er fra Gud, og at alle skal underordne sig under de myndigheder, der står over dem. Selvom Paulus ugenert tager ordet Gud i sin mund, er den her påbudte lydighed ikke en del af evangeliet. Må vi sige!
Neden under den religiøst-ideologiske indpakning, handler det udelukkende om, hvad der under de foreliggende omstændigheder er politisk klogt.
Ville jeg have sagt det samme fra denne prædikestol for tre hundrede år siden, hvor kongen officielt var konge af Guds nåde, ganske som i det israelitiske kongedømmes guldalder – men i øvrigt også i fin overensstemmelse med, hvad kirkereformatoren Luther tænkte om fyrstemagtens opgave og status, efter at han havde klædt paven af?
Nej, for tre hundrede år siden ville jeg nok have varet min mund og betænkt mig på at benægte magtens guddommelige indstiftelse. Men det er så, hvad oplysningstidens ideer og nu demokratiet igennem 150 år har overbevist os om:
At al magtudøvelse i et civiliseret samfund beror på en kontrakt, vi borgere har indgået med hinanden. At magten, og de love og principper der regulerer den, ikke er fra Gud, men fra os.
Og at det er enhvers demokratiske ret, evt. sammen med ligesindede, med sin røst at forsøge at påvirke og ændre såvel lovene som myndighedernes adfærd. Derfor er hele lydighedsdoktrinen også et af de spørgsmål, man er nødt til at diskutere med Luther.
Det betyder ikke, at magten er uden problemer for os, efter at vi endegyldigt har revet den ud af Guds og hans stedfortræderes hænder. Det betyder kun, at vi har desto færre muligheder for at lægge ansvaret for, at verden ser ud, som den gør, fra os.
Engang imellem kunne man ønske, at det ikke var os selv, der bar samfundet og verden på vore skuldre. Men illusionernes tid er forbi.
Nu skal man, med Paulus´ s bastante udmelding i tankerne, heller ikke tro, at anfægtelsen af magtens guddommelighed, og kritik af de herskende myndigheders adfærd, kun er en langt senere foreteelse.
Faktisk gennemsyrer sådanne røster allerede store dele af Bibelen. Det fik vi et udmærket eksempel på allerede i dagens første læsning, fra profeten Amos, der siger: Hør dette, I, som knuser den fattige og vil gøre det af med de hjælpeløse i landet….
Amos kritiserer lige som flere af de øvrige profeter, og vel at mærke de betydeligste af dem, den
herskende klasse, som – hyklerisk – iklæder sig en ydre fromhed med dertil hørende skyldig iagttagelse af de religiøse festdage og deslige, samtidig med, at den på det sociale områder, inden for retsvæsnet og i forretningslivet optræder egoistisk, kynisk og hensynsløst i forholdet til de svage og besiddelsesløse, ”enkerne og de faderløse”.
Derfor skal man – når vi nu i dag startede med Paulus´ opfordring til ubetinget at underordne sig enhver myndighed – have denne anden side af historien med, for at der kan komme lidt balance i tingene. For den kritiske røst er ikke kun en bitone i Bibelen. Det er en voldsom understrøm. Og det er jo i grunden tankevækkende, i dag, hvor vi igen taler om religionernes mulige indflydelse i samfundene, og deres påvirkning af menneskers politiske og kulturelle valg - og nogle er nervøse ved dette!
Det tankevækkende er, at vi, når det gælder Bibelen, har at gøre med en religiøs bog, som selv er fyldt med religionskritik: Kritik af en fromhed, der bruges som skalkeskjul for egne interesser. Kritik af en religiøsitet, der lægger vægt på de ydre formers overholdelse, under tilsidesættelse af de langt vigtigere hensyn til medmennesket.
En af de bedste kendere af den europæiske kulturhistorie, afdøde kirkehistorieprofessor Jakob Balling, har et sted sagt, at noget af det, der afgørende har præget Europas historie er, at to magter har holdt hinanden i skak, nemlig kirken og staten. Det forhindrede igennem mange århundreder, at den ene part fik magten alene og kunne udvikle sig tyrannisk-absolutistisk. Og det er jo nu vist meget godt!
Men dermed er vi kommet til dagens spørgsmål, om det er tilladt at betale skat til kejseren. Det er en fælde. Svarer Jesus ja på farisæernes spørgsmål, så vil de sige, at han er en landsforræder. For hvordan kan man stiltiende acceptere, at den hedenske romerske stat har besat og med sin tilstedeværelse besudlet det hellige land? Hvordan kan man gå med til at svare skat til den afgudsdyrkende kejser, der selv kræver at blive tilbedt som Gud, som den Højeste? Det er for farisæerne, som det i dag er for de fundamentalistiske muslimer, der frygter den kulturelle indflydelse fra de vestlige, sekulære eller ”dekadente” stater.
Svarer han nej, er det lige så galt – for ham. For så kan farisæerne nemlig gå hen og melde ham til romerne som leder af et oprør. Farisæerne er, når det kommer til stykket, lige glade med midlerne, bare målet bliver nået: at få ham dømt til døden. Derfor siger han også til dem: I hyklere! For at han skal dø har de længe haft besluttet. Lige siden han første gang åbenlyst overtrådte sabbatsbudet.
Han gør som bekendt ingen af dele. Han svarer med de senere så berømte og ofte citerede ord: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.
Og det har man så forsket i lige siden, for hvad i al verden mente han dog med det. I virkeligheden er det måske ikke så vanskeligt at forstå, hvad det er han siger, hvis bare man tager ordene for deres pålydende.
Altså, det er jo netop det, der er menneskets situation. At det står midt imellem to magter, eller myndigheder, den verdslige og den guddommelige. Og de skal begge have, hvad der tilkommer dem. Man kan ikke undskylde sit offer for den ene med sit svigt af den anden.
For os er det selvfølgelig ikke så aktuelt med kejseren, men så har vi i stedet over os en anden verdslige plage, som vi må bøje os for eller forhandle med. Det være sig konen, arbejdsgiveren, børnene der skal både det ene og det andet, kreditforeningen, told, skat, ensomhed, plagsomme erindringer, de seneste it-opdateringer og årenes stigende byrde med meget mere, kort sagt: denne verden, som vi alle sidder i til op over halsen. Det er vore ”kejser”!
Intet af alt dette kan et menneske skubbe fra sig, med mindre det vil leve som munk eller fantast. Men hvis ikke det er tilfælde, hvis ikke mennesket vil søge ud i fantasteriet, må det affinde sig med verden og tage det gode med det onde. På den måde har Paulus naturligvis ret i, at ethvert menneske i en eller anden forstand er nødt til at bøje sig.
Men i alt dette skal et menneske samtidig ikke glemme sin Gud. For der er kun én ting, der er lige så slem som den religiøse fundamentalisme. Og det er den verdslige fundamentalisme. Der kun vil se mennesket som forbruger, skatteborger, vælger, udnyttelsesobjekt, nyttig produktionskraft, ung, gammel, syndebuk, skyldig eller hvad det nu kan være – den verdslige fundamentalisme, som er brølende og altfortærende i sine krav, domme, ideer og projekter.
Og glemmer, at et menneske har en absolut værdighed, for hvilken glæde, tro, håb, kærlighed, barmhjertighed er modersmålet. En værdighed beskyttet af Guds navn, som blev kød og blod i Jesus fra Nazaret og er nævnt over os i dåben. En værdighed, som er det frie åndedrag i denne verdens klemme.
Og det er kirkens og ritualernes sande betydning i dagens samfund. At være et håndgribeligt rum for dette åndedrag og en stadig opmuntring for fællesskabet og det klemte menneske.
Er det tilladt at betale skat til kejseren eller ej? Det er ikke det rigtige spørgsmål – for du har jo to herrer. Den ene er du nødt til at leve med, og den anden må du – for din og din næstes værdigheds skyld – ikke glemme. Amen.