Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i advent , 03.12.2017
Predigt zu Lukas 4:16-30, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Den kristne tro er historie. Den kristne tro er noget, der er sket og hændt. Den kristne tro er foregået i historien.
Det er kristen troens kernepostulat, at den netop ikke er en spekulativ filosofi, som er udtænkt i menneskers hoveder, men er noget det er sket. Det er noget, der har fundet sted i historien.
Det er sket. Det er gjort. Det er fuldbragt.
Og det er ganske afgørende, at det er noget der sker: at Kristus blev født julenat og lagt i en krybbe i en stald, og at han voksede op og gik omkring og forkyndte om Guds rige, og at han blev korsfæstet ”under Pontius Pilatus”, og opstod på den tredje dag. At han blev født i Betlehem og blev korsfæstet i Jerusalem. Det er ikke bare fiktion, men det sker i tid og rum.
For det er afgørende, at det sker i den verden, der er vores. Og det klart, at når vi så fortæller om det, så fortæller vi en historie om historien, og den bliver nok ikke helt som det skete, men den fortæller om det skete.
Det er sket. Det er gjort. Det er fuldbragt.
Kristentroen har fæstet ende i historien, og derfra kan den ikke løsrives uden at gøres til noget andet, eller uden at gøres abstrakt og spekulativ.
Det er sket. Det er gjort. Det er fuldbragt.
Og da ligger der noget forunderligt i at holde advent. For kernen i advent er at det kommer. Det der sker, kommer. Det der sker, skal til at ske.
Ved første øjekast synes advent egentlig at være en modsigelse af hele det evangelium, der finder sted i historien og som fandt sted for 2000 år siden i Betlehem og i Jerusalem. For advent taler om, at nu kommer det. Nu sker det.
Men det er netop kristentroens forunderlighed: at det skete, det gjorte og det fuldbragte, nu sker for os. Det sker for os. Det gøres for os. Det fuldbyrdes for os. Her og nu.
Og det er præcis det evangeliet til i dag peger på: at det sker for dig. At det i historien skete, det i historien gjorte, og det i historien fuldbragt nu sker for dig. ”I dag er dette gået i opfyldelse”, som Jesus siger.
Det forunderlige er sket. Og det forunderlige sker: at den fortælling, der lød så nådefuldt, nu sker for os. At den fortælling om liv, frihed og glæde, som udspringer af Jesu kors og opstandelse nu sker for os, som det sker når spædbarnet døbes og gennemlever kors og opstandelse i dåben og derved bringes ind i den historie. I dåbens handling er historien ikke kun det skete, det gjorte og det fuldbragte; men her sker det også for dig.
Det skete i historien bliver virkelighed for os her og nu. Det er advent. Det er advent for os.
Alt dette hører vi og alt dette hørte tilhørende i synagogen i Nazareth. Det bliver advent for os, og det bliver advent for dem.
Men alligevel kigger folkene i synagogen forundret på Jesus, for er det ikke bare Josefs søn, der taler? Og det er det. Det er ord, der tales af en person i tid og rum. De kan ikke rumme, at disse forunderlige og nådefulde ord tales af et menneske i historien, der er lige så bundet af liv og død som os andre. ”er det bare ham, der taler? ”, spørger de.
Evigheden kolliderer med tiden, og fortællingen kolliderer med historien. Hvordan kan noget i historien tale nådefuldt til os? Ord, der taler om nåde, om frihed og om frelse?
Det spørgsmål stiller folkene i synagogen, og det spørgsmål stiller vi ofte også os selv. Er det skete i historien ikke bare et forladt stadium? Kan vi bindes på den måde af historien?
Det kan vi selvfølgelig ikke. Men det skete, det gjorte og det fuldbragte kan få liv hos os. Det kan opstå også hos os. Det kan være lyslevende også hos os. Det sker for ordene fra profeten Esajas i Nazareths synagoge, og det sker med Jesus Kristus for os i dag, når hans ord og hans liv, bliver virkelighed for os. Da kommer det skete og det gjorte og det fuldbragte også til os. Da bliver der advent også for os. Da kommer evighedens fylde også til os. Da bringes der godt budskab til fattige, frigivelse for fanger, et nådeår for herren. Advent er når historien bliver virkelighed for os.
Advent er når det skete, det gjorte, det fuldbragte, sker, gøres og fuldbyrdes hos os. Da kommer Gud til os. Da lever Kristus hos os. Da bliver historien til virkelighed. Da er vi i evangeliet.
Advent er altså at det skete sker for os.
Det vækker jubel i synagogen. At nu sker det for dem. Men Jesus peger da på dem i Sarepta og i Syrien, og siger dermed, at det ikke alene sker for os, det sker også for dem. For dem, der er udenfor, for de forkerte og for de udstødte. Også for dem sker det.
Nåden gælder også dem.
Det vækker vrede i Synagogen, og nu vil de slå Jesus i ihjel. Det grænsesprængende evangelium forarger, og de vil styrte ham ned fra et bjerg. For nok kan det underfulde ske, men at det sker for alle, er uden mening. Nu må munden lukkes på ham, så at han ikke med sine ord virkeliggør evangeliet på steder og for folk, der ikke er med.
Men Jesus slipper fra dem. Han baner sig vej imellem dem og går. Hvor mon han går hen?
Han går ud i verden, og går ud til dig og til mig, for at udråbe et nådeår fra Herren, og for at der også kan være advent hos os.
For advent er, at Gud kommer til os. At det skete i historien, det gjorte og det fuldbragte også sker for os. Det er advent: Herren kommer, Gud med os, troen på ham bier! Amen.