Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent , 10.12.2017
Predigt zu Mattæus 25:1-13, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
I adventstiden venter vi, venter og venter. For der er nogen på vej med lys i mørket. Vi venter, som de ti brudepiger ventede indtil de faldt i søvn. Nogle vågnede op til fest, andre gik glip af festen. Tænk at gå glip af det hele, som barnet der faldt i søvn inden juleaften og vågnede op julemorgen. Evangeliet handler om at gå glip af det hele. En frygt vi alle dele med barnet juleaften. Hvad gør vi, for at holde os beredt? De flest af os holder fuldt blus på lamperne og kaster os over livet og håber og tror at når råbet lyder, vil der være olie nok.
Han havde aldrig ville gå glip af noget, han havde været der 110 procent og gjort hvad han kunne for at få det hele til at spille. Pludselig begyndte han at glemme aftaler, møder der var vigtige. Kroppen sagde pludselig fra og der blev ligesom slukket for ham. Lægen talte om stress og udbrændthed, selv kunne han ikke engang overskue at stå op om morgenen. Hans lys var slukket og nu kunne han ikke andet end sidde der hjemme og gå glip af det hele. Efter et stykke tid gik det lidt bedre, han fik en enkelt opgave, at hente Jonas i børnehaven klokken 15.00. Det var første gang han havde tid til det. Klokken 15.00 gik de to hånd i hånd den korte vej hjem, der altid bliver lang fordi de gav sig tid til at stoppe op og tale om alt muligt på vejen. Hvor var han gået glip af meget, selv om han havde nået mere end de fleste.
Vi møder også nogle i dag, der går glip af det hele, fordi de er hos købmanden, da optoget de skulle følges med passerer deres vej. Pludselig er det, der ville have været så let og enkelt at være en del af, blevet en umulighed at deltage i. Lignelsen og mandens liv møder hinanden, der hvor de oplever, at tiden går og der er noget der endegyldigt er for sent, men også der hvor man må vente på at noget nyt skal ske. Måske går vi også i dag glip af noget væsentligt, men hvad er egentlig væsentligt?
Evangeliet siger, at det er råbet, der giver ventetiden mening. Det råb må vi, som de ti piger, alle tålmodigt vente på. For når det lyder, giver det pludseligt mening, at vente i mørket. Meningen finder både de ti brudepiger og manden i lyset af det, der er på vej. De er ikke alene om at længes efter at Gud skal kaste lys over tilværelsen og indbyde dem til fest. Går vi ikke alle rundt i verden og længes efter, at Guds råb skal ende ventetiden og gudsriget indfinde sig midt i mørket. Måske er det netop det håb vores tro er lavet af, en fast tillid til, at mørkets tid engang vil være forbi.
Evangeliet sætter os tilbage i livet med ordene om at vente på, at Gud kommer ind i vores liv. I ventetiden er der tid nok til at komme til købmanden og få olie med, for det er advent, der hvor vi stadig venter på, at lyset skal komme. På den måde giver hvert nyt kirkeår os en chance for at nå med til festen, måske bliver vi i år lidt bedre til at modtage det, der komme til os? Det kan være selv de kloge brudepiger bliver klogere i det nye kirkeår og låner deres olie ud til de tåbelige. Det er det vi samles om i kirken, at vi er nogen, der går rundt og venter på lyset.
Du skal ikke famle dig frem i skæret fra din egen flakkende olielampe, men kan roligt som pigerne vente i mørket med os andre, du kan endda sove trygt for lyset er på vej. Gud er på vej til os, der sidder i mørket og venter, han kommer. Og i det lys vil det vi er med til som mennesker give mening. Lad os derfor vente sammen i mørket for der skal blive lys. Amen.