Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent , 17.12.2017
Predigt zu Lukas 1:67-80, verfasst von Jens Torkild Bak
Til fortællingen om, at Gud stiger ned på jorden og i Jesus fra Nazaret bliver et menneske af kød og blod hører også grundridset af et familieportræt. Jesus er ikke alene i verden. Jesus har en familie med jordiske forældre, med søskende - og med den næsten jævnaldrende fætter, Johannes, som er søn af Elisabeth og Zakarias.
Hvordan har de to drenge, Johannes og Jesus, det med hinanden?
Johannes med tilnavnet Døberen er en tvetydig skikkelse. I den almindelig fortælling om ham bliver han en forløber for Jesus, slet ikke på samme niveau som denne ganske vist, men dog den, der baner vejen for ham – baner vejen for ham i en eller anden forstand! Det er også det indtryk, man får igennem den stolte fader Zackarias’ profeti om sønnens virke og bestemmelse i livet, således som vi netop har hørt:
Og du, mit barn, skal kaldes den højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed.
Men et er, at Johannes ikke er på niveau med Jesus. Noget andet er spørgsmålet, om de (som citatet ellers giver indtryk af) er på vej det samme sted hen. Vil Johannes det samme som Jesus; tænker han på samme måde? Nej, det gør han tydeligvis ikke.
Hvis vi forsøger at danne os et samlet indtryk af de to, er det især forskellighederne, der falder i øjnene. De har begge fået et kald, men af det kald, de begge har fået, drager de vidt forskellige konsekvenser.
Johannes trækker sig ud af verden, ud af civilisationen for at kunne underkaste sin tilværelse en ekstrem religiøs disciplin. Fra sin position uden for civilisationen kritiserer Johannes den herskende kulturs hulhed og magthavernes usædelighed. Det ender senere med at koste ham livet, men lad det ligge i denne omgang. Det er muligt, at han også har noget pænt at sige om syndernes forladelse og Guds barmhjertighed, men det er tydeligvis ikke afgørende. Det, han forlanger af mennesker, der kommer for at høre ham dér ude i ørkenen, er omvendelse, hvis de vil gøre sig håb om at undgå Guds forestående vredesdom over den syndige jord! Vel at mærke ikke en omvendelse, der blot foregår inde i hovedet, men en ændring af hele livsførelsen således, at den i gerning bringes i overensstemmelse med, hvad Guds kræver.
Jesus trækker sig ikke ud af verden. Han bliver stående midt i civilisationen. For ham begynder livet med Guds nåde - ikke med, hvad et menneske kan præstere i form af en religiøs selvdisciplinering. For ham begynder livet med tilliden til Guds nåde og kærlighed som selve forudsætningen for, at et menneske kan have med sig selv og andre at gøre. Uden den tillid er der slet ikke noget liv, eller rettere: Uden den tillid bliver tilværelsen en kamp, som den enkelte skal vinde ved i gerninger at præstere det enestående, det ufejlbare, det perfekte.
Dermed er vi igen ved Johannes ude i ørkenen - og nu endelig spørgsmålet om, i hvilken forstand da Johannes er en forløbet for Jesus og baner vejen for ham.
Som mørket baner vejen for glæden over lyset, baner Johannes vejen for Jesus ved at vise, hvad der sker, når gerningsretfærdigheden får lov til at gå planken ud. Gerningsretfærdigheden ender, og det her bogstaveligt forstået, i en ørken. Udenfor. I et uforsonligt forhold til verden, til andre. Gerningsretfærdigheden kan så nok så meget have retten og sandheden på sin side. Den er dog ikke noget liv. Livet begynder med at kunne have med sig selv og andre at gøre, eller mere teologisk formuleret: Livet begynder med tilliden til Guds kærlighed.
Nu vil mange nok indvende, at gerningsretfærdighed ikke er noget aktuelt tema og slet ikke menneskers problem i dag.
Men det er nu ikke sikkert, at fænomenet har mistet enhver aktualitet. Gerningsretfærdigheden synes tværtimod at vende tilbage i stadig nye skikkelser. Som den tidligere Haderslev-biskop Niels Henrik Arendt gør opmærksom på det i en lille bog med titlen ”Frihed”, som han nåede at færdiggøre inden sin alt for tidlige død for et par år siden. Her skriver han i sin gennemgang af kernen i den lutherske kristendomsforståelse bl.a. følgende (og jeg tillader mig et lidt længere citat):
Mange mennesker i dag har den opfattelse, at de viser deres berettigelse gennem deres arbejde. Det lægger hele vores kultur op til: Du er, hvad du gør. Af samme grund stiller vi høje krav og forventninger til hinanden, helt ud i det perfektionistiske. Igen og igen skal vi kvalificere os, til en uddannelse, et job, en forfremmelse – eller til at blive bedre til det, vi allerede gør. Vi er undergivet et præstationspres. Mange, ikke mindst unge, taler om, at de gerne vil gøre ”en forskel”.
Er det, [spørger Arendt] i virkeligheden en ikke-religiøs form for selvretfærdiggørelse? Vi frygter i dag ikke så meget at blive forkastet af Gud. Men vi er bange for at blive forkastet af uddannelsesinstitutionen, jobmarkedet, partneren – og gå glip af den lykke, vi tror, der venter os. Og så må vi gøre noget. Man kan godt spørge: Stiller selve dette fokus på, hvad vores handlinger skal bringe os frem til, sig i vejen for vores livsglæde og vores fulde tilstedeværelse i det, som vi gør? Med den konsekvens, at stress træder i stedet for arbejdsglæde, og selvbetragtning træder i stedet for ligefrem tilstedeværelse og nærvær i livet med de andre? Luther opdagede, at det var vigtigere at modtage end at yde. Citat slut.
Det kan sagtens være, at Johannes Døberen i virkeligheden gerne vil noget andet, ja, indser sit eget livs vildspor (og derfor henviser til Jesus som sandheden i stedet for til sig selv). Det kan sagtens være, at han gerne ville noget andet, men blot for sit eget vedkommende er taget uigenkaldeligt til fange af skæbnen og den gerningsretfærdighed, der hele tiden skal bevise sit værd igennem nye præstationer. Uanset hvor meget den skæbne martrer ham, som den martrer mange moderne mennesker, uden at de dog kan slippe den.
Så er det, man kan håbe, at der altid vil findes nogen, der råber op, som eksempelvis en psykologistuderende, der i anledning af den berømte fremdriftsreform og dens fokus på præstationerne bl.a. skrev følgende i et satirisk læserbrev til Weekendavisen: Men kære Hr. og Fru System: hvornår blev der en fælles enighed om, at formålet med livet er et sprintløb for systemets skyld? Vi handler, som om der sidder en almægtig Gud ved verdens ende – parat til at lukke døren, hvis samfundet ikke kommer hurtigt nok frem. Jeg vil gerne samarbejde om en bedre fremtid, men måske kunne vi samarbejde om målet, før vi marcherer apatisk fremad? Citat slut. Det sidste lyder rigtigt uden, at jeg dog helt kan sige, hvad den studerende mener med det. Men det første har unægtelig her 3. s. i advent en snert af Johannes Døberens pisk og dommedagstænkning.
Der er en fantastisk detalje ved den statue, vi har fået af Ansgar her syd for Domkirken – uden, at jeg i øvrigt personligt skal gøre mig klog på den videre fortolkning af værket. Det er fødderne. Kroppen er hærget, forrevet, grov og splittet. Den rummer et menneskes liv i sig med det hele, intet er sprunget over.
Men fødderne er glatte, fine. De er som trådt lige ud af den fortælling, man finder i Johannesevangeliet, om Jesus, der den sidste aften inden henrettelsen vasker disciplenes fødder som et tegn på den nåde og kærlighed, han er sat i verden for at forkynde. Det er det tegn, livet skal grundlægges på, hvis det skal være et liv. Det er det tegn, vi skal vandre efter. Glædelig søndag! Glædelig advent! Amen