Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2017
Predigt zu Lukas 2:1-20, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Det er ikke, fordi der er nogen, som har røbet noget om det eller kigget i de pakker, de ikke måtte kigge i. Og det er heller ikke, fordi alle de tilstedeværende fædre kan vide sig sikre på det. Men mon der ikke er en eller måske et par stykker af dem, som i aften vil pakke et par sokker op?
Det er måske en af livets mere ubetydelige gåder, men alligevel: Hvorfor får fædre sokker i julegave? Ja, I tror måske, det er noget, smarte sokkeproducenter har fundet på, eller at det er, fordi fædre ikke kan finde ud af at ønske sig andet, men der er en anden, meget sjovere forklaring: Fædre får sokker til jul, fordi en omsorgsfuld far den allerførste jul måtte gå barfodet gennem juledagene.
Det er Josef, det handler om. Josef og hans sokker. Ja, I kender sikkert ikke historien. For den er blevet glemt op igennem tiden – så glemt, at de af jer, der har købt sokker til en far i år, sikkert slet ikke ved, at det har noget med den historie at gøre. Historien står ikke skrevet i juleevangeliet eller andre steder i Biblen for den sags skyld. Den har levet sit eget liv, fortalt fra mund til mund af mennesker op igennem middelalderen og på et tidspunkt er den havnet på altertavlen i Ajstrup kirke oppe i Vendsyssel – som I kan se på billedet på salmearket.
Historien er, at Josef, da fødslen gik i gang, er styrtet ud for dels at finde en jordemoder, dels finde noget at svøbe barnet i. Han har taget en lille staldlygte med,- det er jo midt om natten - men han kan ikke finde noget. Hverken en jordemoder eller noget svøb. Da han kommer tilbage til stalden, er barnet allerede født – og Josef tager det nærmeste, han så har, at svøbe barnet i: Nemlig sin egen sok. I kan se, han står med den i hånden på altertavlen. I kan også se det blik, Maria sender den stakkels mand. Hun synes vist nok godt, han kunne have fundet noget mere passende at svøbe den nyfødte i. (Dette sagt til trøst for de mænd, som altid får at vide, at de har givet ungerne forkert tøj på. Det har mødre altid sagt.) Men den her gamle historie fra middelalderen fortæller altså, at det var det, Jesus blev svøbt i julenat: Josefs sokker. Og, tilføjer jeg så: Derfor har børn lige siden givet deres rare fædre sokker til jul.
Der er et udtryk på dansk, som hedder, at man står med hatten i hånden. Det betyder, at man ikke har noget at komme med. Men Josef står med sin sok i hånden for at fortælle det modsatte: At vi ikke behøver at stå med hatten i hånden. Vi har noget at komme med. En omsorg og kærlighed, som Gud ikke kan undvære.
De fleste, der har stået med en nyfødt, kender til den nervøsitet og usikkerhed, der kan gribe en. Hvordan i al verden skal man holde på sådan en, f.eks.? Jordemødre og andre erfarne omkring en forsikrer ganske vist, at sådan nogle små nogen altså ikke så nemt går i stykker, men det er svært at tro. Indtil de der erfarne folk er gået, og man er alene med barnet. For så sker det som regel: Man bliver pludselig grebet af en helt ny handlekraft. Man ved, at det her barn, det vil man for alt i hele verden beskytte og tage vare på. Ens egne behov er ikke mere så vigtige. Til gengæld er man ikke i tvivl om, at man er vigtig for barnet.
Hvor kommer den nye handlekraft og nye selvforståelse fra? Hvorfra kommer den følelse af, at man, i al sin usikkerhed og forfjamskelse, er udvalgt og betydningsfuld? Den kommer fra barnet. Nærmere bestemt måske fra barnets blik. Spædbørn har en helt særlig måde at se på. De ser så direkte og intenst, at man kan blive næsten genert ved det. Barnet ser på en med øjne, som lukker alt uden om ude. Øjnene kender jo ikke en. De ved intet om, hvad man er ked af, stolt af, glad for, flov over. Spædbarnets øjne beder ikke om forklaring eller undskyldning. De ser bare på en. Ens øjne og ens ansigt. Det er det lille barn, der er ny og ukendt i verden, men når det ser på en, er det som om, det er mig, der er den nye og ukendte, og barnet, der siger ”velkommen til verden, min verden”.
Og det blik, den spædes selvfølgelige, åbne og modtagende blik, kalder kærligheden, modet og omsorgen frem i den voksne.
Julenat sendte Gud os sådan et spædbarns blik. For at kalde os og vores kærlighed og mod frem. For at fortælle os, at Gud vil os og vil os noget. Her i den verden, som er hans.
Og da barnet fra krybben blev voksent, var der det særlige ved ham, at han beholdt dette spædbarnets åbne og modtagende blik på andre. Jesus spurgte aldrig efter grunde, forklaringer eller undskyldninger, når han mødte mennesker. Han spurgte ikke ind til folks fortid, og var uinteresseret i at høre om, hvorfor de var havnet i fattigdom, sygdom, prostitution og landsskadelig virksomhed. Når Jesus mødte mennesker, var det altid kun dét øje-blik, hvor han og de så hinanden, der talte. Og derfor kaldte det møde – det blik – noget nyt frem i mennesker. Ny styrke, ny glæde, ny tillid og tro. Som når et spædbarn kalder omsorg og kærlighed frem af forvirrede voksne.
”Jeg er vigtig, fordi en anden er vigtigere”. Det opdager den, der får et barn af tage sig af. Derfor kom Gud til verden som et barn julenat. Og derfor har vi siden da ikke kunnet slippe for at møde Gud netop her – i verden. I det menneske, der har brug for os og i det menneske, vi har brug for.
Jul. Det er Gud, som er at finde i vores verden, og det er Gud, som tog alt vores på sig. Det er også det, legenden om Josef og hans sokker, meget håndfast og humoristisk forkynder. Når andre er kommet i en uheldig situation, siger vi skadefro, at ”jeg vil nødig være i hans eller hendes sko”. Men det vil Gud altså. Være i vores sko – eller ufikse sokker. I Jesus påtog Gud sig vores liv. Alt det, der er vores, blev også hans. Han ville være, hvor vi er. For at vi kan være og blive, hvor han er. Det er julens store byttehandel: Gud blev et barn på jorden som vi. Og vi blev og forbliver himmelske børn af Ham.
Juleaften. Det er årets bedste aften og årets sværeste aften. For det er nu, vores inderste drøm bliver tydelig. Nu, det går op for alle os, som resten af året gør, hvad vi kan, for at klare tingene selv, at det er noget helt andet, vi inderste inde drømmer om. For juleaften vil vi være sammen. Alle dem, vi har kendt og holdt jul med i årenes løb, er med i aften. Kan de ikke være det fysisk, så er de der i tankerne. De tanker, som af samme grund i aften både rummer taknemmelighed, glæde, savn og sorg. Der er en ømhed, som vi mærker særligt i julen. En ømhed, som også skal have sin plads ved bordet, og som vi også skal have lov at gå rundt om træet med.
For det er det, der er glæden, som englene synger om i nat: At Gud blev menneske, for at vi og alle dem vi savner, kan være og forblive Guds.
Det er den Guds egen store drøm, som han opfyldte, da han lå i en krybbe, omsorgsfuldt svøbt som præcis det han var, den nyfødte frelser: Verdens første og største, lille, spæde julesokkegave.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen således også nu og altid og i al evighed. Amen.
