Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Nytårsdag , 01.01.2018
Om bøn: Fadervor
Predigt zu Mattæus 6:5-13, verfasst von Rasmus Nøjgaard
LED OS IKKE I FRISTELSE
Kan nogen tænke sig en bedre begyndelse på det nye år end at bede en stille bøn i forhåbning om at 2018 bliver fredens år?
Fadervor har til alle tider båret vores bøn frem i tillid til at blive hørt af en nådig Gud, der forbarmer sig over os syndere. Det er en bøn der giver ro i sjælen her nytårsdag! Men vi bruger også Fadervor som en meditation til selvransagelse og som en samtale med Gud for at genfinde håbet og vinde nyt mod til selv at finde fred og forsone os med verden.
I løbet af 2017 har vi set grænseoverskridende konflikter blive styrket af magtfuld retorik og tilsvarende ødelæggende handlinger. Volden og krigen har ramt tilfældige i stort tal i Europa og resten af verden. Derfor er et stort antal mennesker på flugt fra krigens rædsler, og nye bølger af immigration skyller ind over landegrænserne uanset hvilke hindringer vi sætter i værk. Vores kristne brødre og søstre lider i mange lande under et voldsomt politisk og religiøst pres, som vi uden at ryste på hånden må kalde kristendomsforfølgelser.
I en tid med konflikter er der god grund til at følge Jesus’ opfordring til at gå ind i sit lønkammer og bede Gud om gode råd. Sådan har kristne i to årtusinder søgt vejledning i bønnen, og her fundet selvbesindelse og håb.
Årsagen til at Jesus pålægger sine disciple at gå i enrum og bede Fadervor, er afsløringen af hyklerens bøn: Den bøn der foregår i det offentlige, og som søger opmærksomhed og tilslutning. For det er slet ikke bøn, men manipulation. Hvad enten bønnens indhold er politisk at opnå national befrielse, som de fleste jøder higede efter under kejser Augustus’ besættelse, eller psykologisk at opnå tilslutning til en følelse af forargelse og frygt som kunne tænde et had og en handlekraft. Den slags offentlige bønner er ikke rettet mod Gud, men mod mennesker, og får sin øjeblikkelige og ofte lønsomme betaling i følgere. Sådan som det sker når følelser får frit lejde på twitter, instagram og facebook. Så vækker det ikke sjældent en stærk og ukontrollabel folkestemning. Når Jesus advarer mod hykleriet allerede her i begyndelsen af sin tid som lærer, kun kort tid efter han har kaldet sine tolv disciple (kap. 4,18-22), må det være fordi han forudser fristelsen til at gøre ens egne forestillinger til Guds. Når vi stadig prædiker over evangeliet, skal det ses som en forlængelse af denne advarsel om at vi aldrig kan slå to streger under det kristne budskab. Det vi forstår og lærer, er aldrig låst, men i en bevægelse mellem tradition og fornyelse, mellem fortid og fremtid, og kræver derfor altid endnu en udlægning formidlet til en ny tid. Jeg tænker det er grund nok til at lytte til Jesus’ bud om at vi skal søge Gud i en indre samtale, og gå i rette med os selv, så vi ikke misbruger Guds navn ved at lade vores ønsker fremstå som hans.
Fadervors sjette bøn har samme sigte: ’Led os ikke i fristelse’ eller som andre oversættelser lyder: ’Sæt os ikke på prøve’. Når Jesus lægger os denne bøn i munden, må det være fordi han vil afsløre vores fristelse for at tage dommen i egne hænder, sådan som farisæeren gør, når han hævder at lovens ord er Guds vilje. For ord er som en slange der kan sno sig efter behov, mens Guds vilje alene søger at befri mennesket for den synd at adskille mennesker. Fristelsen består i at misbruge Herrens navn til at rage mere til os end vi behøver og at dømme andre ude. Sådan som Jesus selv modstod fristelsen i ørkenen, da den viste sig i sin rå form: Som magt, velstand og vellevned. Sådan som Jesus selv uden undtagelse tog imod enhver fremmed der genkendte ham som Guds søn.
I den sjette bøn beder vi Gud om styrke til at modstå skaberværkets fristelse. For vi har alle en orm i brystet der driver os til at tage mere end vi har brug for og kræve egen ret over andre.
Når oversættere i århundreder har forsøgt at ændre Fadervors sjette bøns ordlyd, skyldes det ubehaget ved at Gud skulle lede mennesker i fristelse. Sidst på året gik pave Frans overraskende ind i sagen, fordi heller ikke han bryder sig om en gud der frister, og han foreslog oversættelsen: ’Lad os ikke gå ind i fristelse’.
Det er en uheldig oversættelse, der vrider den græske grundtekst ud af sit bibelske univers, og tolker Gud ud af fristelsen. Men den bibelske Gud prøver gang på gang sit folk, og folket falder ikke sjældent for fristelsen. Men i en ligning om forholdet mellem godt og ondt, tager pave Frans, og mange med ham, slet og ret Gud af ligningen, fordi han ikke vil tillade at prøvelserne og fristelserne er Guds. Gud er udenfor denne verden af prøvelser og fristelser, som alene er det ondes værk. Det er det middelalderlige drama, det dualistiske verdensbillede, der her folder sig ud i al sin kosmologiske kamp mellem det gode og onde, det himmelske og det jordiske. De gamle kaldte det gnosticisme og anså det for et kætteri. Fordi det onde personificeret som Satan og Djævelen selv får en egen magt der eksisterer udenfor den himmelske skaberguds magtsfære. Det har tidligere gjort kirken i stand til at dømme folk ude som Satans slægt, og satte Luther i stand til at kalde paven for den onde selv. Begge dele er uholdbart. I dag erkender vi at det er et spørgsmål om fortolkning, kætterjagten er for længst afblæst, men det ændrer alligevel intet ved hvor afgørende det er for os hvordan vi forstår Gud, og hvordan vi som kristne skal forstå os selv.
Problemet er ikke alene et filologisk oversættelsesproblem, men et fremfor alt et kristologisk. Det handler om Kristus. Kristus blev menneske, helt og fuldstændigt menneske, født af en ung, fattig pige. Og dog stadig Gud. Det er i sig selv paradoksalt. Men vi er nødt til at fastholde at Gud blev menneske, og derfor ikke var en halvgud, men virkeligt et menneske med følelser, sanser og drifter. Som menneske kunne Jesus fristes, og han blev fristet. Men han overkom prøvelserne gennem 40 fastende døgn i ørkenens veksel mellem hede og kulde. Han overkom sig selv, og genvandt sin egen bestemmelse, som forkyndes for verden da Johannes døber ham, og Gud råber fra Himlene: ’Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!’ (Markus 1,11)’ At lade prøvelserne være et onde der kommer ude fra, en anden magt, er at underminere Jesus’ bedrift i at overkomme sig selv og modstå prøvelserne, for derved at forlige sig med sin egen bestemmelse. En kamp som han også udfolder på korset, da han beder sin far om at lade den bitre kalk gå ham forbi. Men Jesus er ikke den magtfulde hersker, som han kunne være blevet, men han er det eneste sande forbillede vi har: En lidende tjener der gennem sin død forsoner sig med verden. Det er hans guddommelige vilje. Jesus’ liv er ikke en kosmisk kamp mod Satan, men han er forbilledet på en menneskelig kamp for at overkomme modstanderen i os selv.
’Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde’, er med andre ord den selvbesindelse som Jesus pålægger os at grunde over i enrum. Først her kan vi sandt ydmyge os overfor Gud og lade ham gå i rette med vores selvbedrag. Det magter de færreste af os offentligt af ren og skær forfængelighed. Ligesom Jesus måtte søge ud i ørkenen, må vi søge i enrum og lade Gud prøve os. Så vi står styrket når vi blandt mennesker skal udøve kærlighedens gerninger uden at lade os friste af egen vinding. Helt rent trav bliver det aldrig når vi er blandt mennesker, dertil er verdens spil alt for uoverskueligt og komplekst, og vi gør som bekendt alt for ofte det modsatte af det vi ved er sandt, og som vi ikke vil. At placere ondskaben udenfor os selv, er at ophøje os selv som farisæeren der tror at han kan dømme på Guds vegne. Luther synes at have ret i at selv som Guds børn er vi på en og samme tid syndere og kendt retfærdige. Det er paradoksalt, og selve troens og Guds væsen forbliver et kors for tanken.
Jesus anviser bønnen som det sted hvor det kristne liv begynder. Her i kirken hører du hans budskab, men det er op til dig at bære det hjem og folde det ud i dit eget liv. Den sjette bøn er tæt knyttet til den femte: ’Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere’. Vi har brug for denne samtale med Gud, og vi har brug selv at formulere denne længsel efter tilgivelse for alle vores små og store fejltagelser. Det understreger vores forhold til Jesus: Som han tilgiver os uanset at han kender vores fejl, sådan skal også vi tilgive andres fejl. Vi ved at vi med vores ord og handlinger ødelægger den verden, som Gud har overdraget os at tage vare på, og derfor har vi brug for hans tilgivelse. Tilgivelsens ånd lever af Jesus’ død og opstandelse. Jesus dør ved denne verdens hånd, men samme hånd rækker han ud efter og griber for at genrejse den i forsoningens navn. Jesus Kristus er forsoning. Troen på Jesus Kristus, frelseren, er en forvandling, en genfødsel som forsoningens slægt. Den slægt som Kristus har indgydt mod til at se indad og handle udad. Den slægt som tilgives sin skyld, - for selv at kunne vise storsind og forsone sig med verden.
Dobbeltheden lever stadig i os. Troen er ikke statisk. Derfor må vi bede Gud om mod til at række evangeliets lys videre og i håbets navn række forsoningens brød og vin videre til enhver fremmede der vil tage del i måltidet. Det er vores daglige prøvelse at overkomme os selv. Kristus har tændt et lys, men vi må selv stille det i en stage. Sådan blev den nye pagt. Himmelkongen og menneskesønnen blev ikke det magiske trylleslag, der skulle forvandle verden engang for alle. En dag, måske. Men Gud blev menneske, og afslørede dermed at vores verden ikke er djævelens værk, men Guds virkelighed som vi med Jesus som forbillede skal kæmpe for.
Jesus beder os komme ind i kampen og begynde med os selv – i enrum.
Så vi får mod og styrke til at leve som Guds børn:
’Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde’.
Må det blive vores nytårsforsæt!