Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima , 28.01.2018
Predigt zu Mattæus 25:14-30, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Da Gud skabte mennesket, gav han det den begrundelse, at det ikke er godt for mennesket at være ene. Mennesket er således i denne opfattelse, som er den jødisk-kristne, skabt til fællesskab. Mennesket er et individ, der samtidig ikke er skabt til at være ene, men til at indgå i sammenhænge og helheder, der er med til at gøre os til dem, vi er.
Mennesket er ikke skabt til at være ene. Og de ord har stået som overskrift over menneskelivet i generationer. Menneskelivet har udspillet sig her mellem individ og fællesskab, og begge dele har været bærende for det samfund, vi har.
For fællesskabet har været frihedsskabende. Det kan lyde paradoksalt, men ikke desto mindre er det rigtigt: det er kun gennem fællesskabet, at man kan tale om frihed. Hvis man taler om det gennem individet, så taler vi om rettigheder. Fællesskabets frihed og individets rettighed.
Frihed og rettighed.
I vore dage, hvor tyngdepunktet har flyttet sig fra fællesskab til individ, der har tyngdepunktet også flyttet sig fra frihed til rettighed.
I Danmark har vi for tiden en stor debat om omskærelse af drengebørn. Mange slår fast, at det er forkert. Man må ikke skære i børn, som det siges. Debatten afslører to ting: dels en forarmelse af det åndelige niveau, hvor man slet ikke ser det åndelig plan. Dels en abstrakt og letkøbt debat, der slet ikke forholder sig til spørgsmålet om, hvad vi så gør ved vores muslimske og jødiske medborgere, ved et eventuelt forbud. Hvis man ikke har seriøst svar på det spørgsmål, så er al tale om forbud mod omskærelse uden alvor. Selv mener jeg, at omskærelse er problematisk, men et forbud endnu mere problematisk. En mulighed kunne vel være at forkynde dåben, som enhver kan antage i frihed, og derved ville omskærelse som bekendt forsvinde som dug for solen. Men det er en anden ting.
Men der er en principiel ting: vi kan i denne debat se, at individet går forud for fællesskabet: Individet er ukrænkeligt, det er fællesskabet ikke, og den frihed, som fællesskabet sætter, står under individets rettigheder.
Rettighed står over frihed. Det er vilkåret.
Denne debat, og mange andre forhold i vores moderne samfund, siger os, at vi lever i en rettighedstid og ikke i en frihedstid. En tid, hvor rettighed er væsentligere end frihed, og hvor individet står over fællesskabet.
Og måske er det egentlig det, der er på spil i dagens evangelium om de betroede talenter. En mand skal rejse til udlandet og kalder sine tre tjenere til sig. Han betror dem hver sin portion talenter, og rejser bort.
De to første vover talenterne og omsætter dem til flere, men den tredje mand graver sit talent ned i jorden, så at han kan give den tilbage.
De to første vover deres talenter, og roses af deres herre, da han kommer hjem. Men den tredje skældes ud.
Og pointen er at den tredje kunne have tabt det hele og spildt det hele på gulvet, for det er ikke det, at han ikke har omsat og akkumuleret sin betroede formue, men at han ikke har vovet. Hans tro på sin herre har ikke givet ham friheden til at turde vove.
For han svarer jo sin herre, at han kender ham som en hård mand, der høster, hvor han ikke har sået og samler, hvor han ikke har spredt, og derfor gemte han talenten i jorden.
Det var på grund af sin manglende tro på sin herrens nåde, at han skældes ud. Ikke på grund af at han ikke har forøget formuen. Han kender i virkeligheden ikke sin herre, og han har derved ikke den frihed, som den fællesskab sætter ham i.
Den tredje tjener er som det ensom individ, der holder på sin rettighed, så at han mister sin frihed. Han holder på den rettighed, at han har fået talenten, har passet på den og nu leverer den tilbage, og han mister derved den frihed at turde vove. At turde vove at miste det hele, fordi han tror på sin herrens nåde.
Og er det i virkeligheden det, der sker i vor tid? At vi har mistet troen på nåden, og derved klamrer os til rettigheden? At vi ved tabet af troen på nåden, taber den frihed, som troen på tilgivelsen skænker? Og at vi ved at klamre os til rettighederne, mister tilgivelsens rum?
Måske. Noget tyder på det.
De tre tjenere handlede ud af troen på hvem deres Herre er. Den tro giver livet en farve. En tro på tilgivelsen og nåde giver livet en farve, som er anderledes en tro på en millimeterretfærdighed.
Måske skulle vi til at tro på nåden noget mere. Give mere plads, for nåden giver rum. Nåden giver et rum at være til i og til at være fælles i, fælles om troen på nåden og derved i troen på at der gives en frihed til at vove, turde og leve. En frihed til også i kærlighedens gerninger at ramme ved siden af skiven, for han tro på sin herres nåde.
Det er det afgørende. At vi gennem troen på Guds nåde i Kristus skænkes et rum at være til i, hvor vi tør at vove hinanden. At vi her sættes i en frihed. Og hvis vi kun ser på individets rettigheder, så taber vi livet af syne. Så bliver rummet mindre. Det tyder mange af vore dages diskussioner og debatter desværre på.
Vi skal tro på nåden. Vi skal leve i det nådens rum med hinanden. Nådens rum, som netop skænker fællesskabets forskellighed.
Tro på nåden – det er hele opgaven, for da kommer resten af sig selv. Amen.