Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i fasten , 18.02.2018
Predigt zu Lukas 22:24-32, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Når Jesus bryder ind i samtalen, er det altid med en ny vinkel, på den verden vi kender. Vi må stoppe op og tænke om. Disciplene møder os derimod altid som vores allierede, mennesker som os der ikke helt fatter den verden, Jesus viser dem. De bakser med de samme problemer, som du og jeg. I dag strides de om hvem af dem, der skal regnes for størst. Deres logik er klar for os: Disciplene har forladt alt og et stort offer må da føre til en stor belønning, tænker de og vi. Jesus vender det hele på hovedet og et helt fast mønster tager pludselig en ny form. For han stopper dem midt i striden, sådan skal de ikke være. For hvem er størst? Når Jesus er i blandt os som den der tjener, også blandt disciplene, skal lederen være som én der tjener.
Ethvert menneske ved hvad et hierarki er og hvor vores plads er i det. Øverst over dem der har mest magt, sidder Gud og kan med sin magt gøre en ende på det hele. Sådan så verden ud, men Gud går nu pludselig rundt i verden sammen med sine disciple. Fattig og ydmyg og i sidste ende også magtesløs, den dag magten kommer efter ham. Da Gud endelig sætter sin magt igennem, var det ikke ved at slå romere og jøder ned, men ved at rejse Jesus op Påske morgen. Men giver Jesus ikke alligevel disciplene en særlig plads? Hvem er størst spurgte Jesus og han ser ud til at give dem en forrang, når han konkludere: Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser. Og så får de overdraget riget og skal sidde på troner og dømme Israel. Så der er altså også et hierarki i himlen, så er vi med igen og kender den verden, Jesus beskriver.
Der er bare det lille problem, at ingen af dem rent faktisk bliver under prøvelserne, selv Peter falder fra i ypperstepræstens gård. Ingen af dem bliver under prøvelserne og derfor er ingen store nok til at sidde ved det bord, han taler om. Og så alligevel sidder vi der alle sammen og spiser og drikker om lidt.
Bordet, hvor vi spiser og drikker, er jo den nadver Jesus indstiftede Skærtorsdag, så vi kunne samles på trods af, at vi ikke blev hos ham under prøvelserne. Det er derfor at det sidste stykke i teksten er med, det om Simon Peter. Simon, som Satan har gjort krav på, men Jesus er gået i forbøn for, så han kan styrke brødrene. Den, der læser videre i Bind 2 om Apostlenes gerninger vil vide, at det faktisk lykkedes Simon Peter at få styrket brødrene og holde sammen på det hele den dag Jesus er væk. Væk, men alligevel alle steder med sine ord om, at vores pligt er at tjene og ikke blive betjent.
Simon Peter må som vi veksle mellem verdenen og det rige Jesus fortalte om: Gudsriget hvor alt er så anderledes, at vi i forundring tit kommer til at gøre, som vi plejer. Vi må som ham igen og igen vende om og komme tilbage her til kirken og høre ordene, der ikke ligner det vi kan høre andre steder. Ordene fra dengang har ikke endnu skabt en anden verden, men de former stadig den gamle på nye måder. Derfor kommer vi her for at blive sat på plads, der hvor vi hører hjemme i en verden, hvor der bliver vendt op og ned på, hvem der er de store og hvem er er de små.
Amen