Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ Bebudelsesdag , 18.03.2018
Predigt zu Lukas 1:46-55, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Magnificat
Michelangelo gjorde det. Botticelli også. Caravaggio ligeså, og Leonardo da Vinci. Men Antonello da Messina gjorde det bedst: Han svøbte Maria helt i blåt, så vi kun ser hendes ungdommelige ansigt læse i en bog, der meget vel kan være Hannas lovsang i Første Samuels Bog, kapitel 2, vers 1-10. Hendes hovedbeklædning falder blødt ned over hendes hårkant som det dækker helt, og folder sig elegant ned over skuldre og overkrop. Hendes venstre hånd holder tørklædet samlet, mens den højre er let løftet som en velsignelse med hendes blik løftet over bogen og ud mod tilskueren. I renæssancen importerede Europa den afghanske blå sten lapis lazuli, som var mere kostbar end guld for at kunne støde en meget smuk marineblå farve. Med denne dyrebare farve svøbtes kejserinder, dronninger og Maria, Jesu mor. Smykket i denne Maria blå ved vi, at vi skuer en fornem og ærbar kvinde.
Antonello da Messinas portræt ejer en ophøjet ro, og præsenterer Maria med en overbevisende ynde og værdighed. Hun er her intet mindre end inkarnationen af Marias lovsang, Magnificat, efter den latinske oversættelses første ord: Ophøj Herren, min sjæl! Det er første af fire salmer i Lukasevangeliets begyndelse, som vi stadig bruger som liturgiske tekster. De tre andre hedder Benedictus (Zakarias’ lovsang, 1,68-79), Gloria (Englenes lovsang, 2,13-14) og Nunc dimittis (Simeons lovsang, 2,28-32). Snart bliver Magnificat-titlen synonym med Maria, og hvor den unge kvinde før lovpriste Gud ved at synge Hannas lovsang, bliver det os der Maria for hendes ære og værdighed som den hellige moder. Der er heller ikke grund til lovpriser andet end at synge med Maria, for Herrens lovsang er samtidig en lovprisning af Guds underfulde gerninger overfor sit folk: Det vi oplever nu, er en opfyldelse af de tegn vi engang hørte om. Samtidig kan det ikke andet end at få karakter af lovsang over alt skabt liv, og i særdeleshed en herliggørelse af moderskabet, og hvem kan andet end at føle taknemmelighed over skabelsens under og for den kvinde der har båret hvert af vores liv?
For den protestantiske sjæl virker mariologien dog som en dødelig gift. Mariadyrkelsen karikeres ikke sjældent som en vanvittig helliggørelseseksegese, og mens den ortodokse kirke fremhæver Maria som gudføderske, Theotokos, for at fastslå at Jesus var Guds søn fra sin undfangelse, så har den katolske kirke været mere optaget af at helliggøre Maria. Pave Pius d. 9. i 1854 vedtager at Maria fra sin egen undfangelse var uden arvesynd, kaldt Marias ubesmittede undfangelse. Set fra et evangelisk luthersk perspektiv er det et syndefald par excellence, for Marias opgave var ikke at sikre Jesus guddommelig undfangelse, men at Jesus er helt menneske. Gud har allerede selv optrådt i al sin guddommelige almagt ved at undfange sin søn i et menneske. Gud har tilmed insisteret på paradoksaliteten at blive helt menneske gennem Marias graviditet, veer og en fødsel i blod, væsker og afføring. Det nyfødte barn fødes af en helt almindelig ung kvinde, og får status af at være et barn udenfor ægteskabet. Allerede fra sin fødsel var Jesus på kant med loven, og selv hans moder tvinges ud i samme trængsel. Vi forstår bedre Josefs bekymringer, og at evangelierne besynger hans adoption af barnet. I et evangelisk lys bliver Maria arketypen på den almindelige kvinde, der skal bære Guds søn. En ung fattig kvinde der i kærlighed til sit barn er det hengivent til dets død, men også en moder der må bære sorgen ikke at kunne genkende sin egen søn, at føle sig afvist og forladt, og fremfor alt at skulle bære den skæbne at se sin søn blive korsfæstet. Hun forbliver trofast, og tager nødtvunget sin skæbne på sig. Hun er det menneske der først og fremmest ser sin søn i Jesus, og ikke Kristus. Først ved graven får hun blik for hans sande natur, og flygter frygtsomt fra gravpladsen, og bliver derved den første apostel der bringer budskab om den opstandne Kristus.
Maria er et sindbillede på den menneskelige grænse for at skue Gud: Det sker når Gud åbenbarer sig, og ikke ved egen forstand og overbevisning. Det sker når Ordet udefra i al sin absurditet afvæbner fornuftens modstand. Sådan som også Paulus i sit brev til korinterne kalder Kristi korsfæstelse en forargelse og dårskab for mennesker. Men Kristus er Guds kraft og visdom, hans dårskab er visere end menneskenes visdom, og hans svaghed er stærkere end menneskes stærkeste våben. Paulus’ evangelium er ligeså enkelt som Lukas’. Derfor kan Maria ty til Hannahs lovsang og prise Gud, der styrter de mægtige fra tronen, ophøjer de ringe og mætter de sultende, ligesom Paulus kan bekræfte for de vaklende korintere at de trods deres dumhed alligevel er retfærdige og hellige i Jesus Kristus.
Maria er så skøn en kvinde, fordi hun giver os alle håb om at Gud besøger enhver af sine skabninger. Hun er tilsagnet om at selv den mest ukendte, fattige, syge og forstødte måske ikke finder plads i herberget, men i Guds hjerte er der plads gjort rede for hver og en. Det kalder på en særlig anerkendelse af Maria, ikke fordi hun var særlig og forskellig fra os andre, men fordi hun som det sårbare menneske hun var, tog sin opgave på sig, trods verdens vrede og foragt. Hun bar det skrøbelige barn, og uden at vide det fostrede hun den frelse som vi andre også har del i, endnu den dag i dag. Derfor klæder Maria Blå Kristi moder så godt. Fordi vi andre også har brug for at mærke at vi bærer det guddommelige frem i hvert af vore liv, eller få en advarsel om at vi skjuler Kristi kærlighed imellem os. Maria er som en bro mellem det jordiske og det himmelske. En brobygger som vi kan efterligne ved at tage os af dem der har brug for os. Så klædes også vi i Maria Blå, fordi Guds søn ikke levede forgæves, men ved sin død og opstandelse forsonede sig med vores dumhed og gjorde os til sine hellige børn. Amen.
Billede til prædiken under:
https://en.wikipedia.org/wiki/Virgin_Annunciate_(Antonello_da_Messina,_Palermo)