Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag , 30.03.2018
Predigt zu Lukas 23:26-49, verfasst von Kræn Christensen
For at komme til kirken i dag langfredag, er vi gået gennem kirkegården, hvor sten og kors fortæller os, at døden er en virkelig og uomgængelig kendsgerning for os. Kirkegården og stenene derude taler til os og med os. Den holder sin egen tavse og indholdsrige prædiken for os. Kirke og kirkegård taler sammen, de er i dialog. Og hver især ville de stå som amputerede, som halvt budskab og ikke hel sandhed – om vejen til kirke ikke gik via kirkegården. Således er vi nået frem til den otte-kantede Hjerting kirke, som ligger tusinder af kilometer fra Jerusalem og dermed også fra Gravkirken, den kirke der er blevet bygget over Jesu grav. Hjerting kirkes ottekantede form kan man kalde en symbolsk efterligning af netop Gravkirken. Og otte tallet er et evighedstegn, og mange døbefonte og dåbskapeller var af samme grund netop ottekantede.
Og pointen og symbolikken med denne ”efterligning” er i al sin enkelthed og storhed, at vi når vi træder ind i kirken, så træder vi som døbte ind i et fællesskab, for vi er døbt til Hans død … og opstandelse. Hvad enten det er i Gravkirken eller i Hjerting kirke.
Derfor er Hjerting kirke som ligger op og ned af vadehavet også så god at gæste, da den ligesom vadehavet er er et ”spisekammer” for tørstende sjæle. Eller sagt på anden vis: i den dybeste lidelse kan vi møde den magt, der kan genrejse os. Herinde mødes vi i troen på, at ud af lidelse og elendighed, kan der ved Guds hjælp vokse liv. Sagen er, at vi altid har langfredags mørke, lidelse, død og dybe længsel efter lys og liv på ny med os.
Korset som vi efter dåben bærer med os, er et levende kors, et blomstrende kors, der for mig står som det stærkeste udtryk for, hvad påskens indhold er. Påsken indtræder på det tidspunkt på året, hvor mørke og lys stadigvæk kæmper en kamp om magten. Vinterens mørke og grålighed efterlader hos mig en følelse af, at nu må der snart ske noget … men er der ikke en sandhed i de ord, som fortæller at jo længere du bevæger dig ind i natten, jo tættere er du på morgen?!
Således gennemspiller påsken det samme motiv, som vi møder igen og igen i kristendommen og kirkeåret. Når du er længst nede, når du ikke ved ud eller ind, når du endelig lader hænderne synke, da er omsider tiden kommet, hvor Gud lader nyt spire frem. Det giver mening at ordet om hvedekornet der puttes i jorden og dør, for at livet kan vokse frem, er et af de mest elskede steder i Det nye testamente, fordi det svarer så præcist til vores erfaringer.
Vi møder motivet igen i dag, Langfredag, hvor det – skjult – et eller andet sted dybt inde i mørket – vender og begynder at gå mod dag. Vi hører om mændenes svigt, for at det kan ske, og vi hører om kvindernes afmagt. Vi hører om angste og rådvilde mennesker. Til alle disse mennesker – til os - lyder officerens ord: ”sandelig, den mand var Guds søn.” Med de ord skal de og vi fatte mod. Når det ikke længere er muligt at lukke øjnene for døden, da skal vi løfte hovedet og erkende: nu kan jeg ikke længere selv gøre noget, og jeg må lade bekymringerne fare, og give mig hen i påskens død for lige nøjagtig dér er livets kræfter på spil!
Undertiden kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om ens egen bekymring eller modløshed, ja, i det hele taget al klynkeri i vores del af verden, har at gøre med, at vi ikke har villet erkende denne tanke. Det mente forfatteren Dostojevskij, som helt tilbage i 1800 tallet kritiserede den vestlige kirke for ikke at forkynde dette evangelium: livets genoprejsning i den dybeste elendighed, den største afmagt, af døden!
Nu vil nogen utvivlsomt indvende at langfredagskorset ikke er andet end et alment-religiøst motiv, den evige livscyklus liv-død-liv, i endnu en opsætning! Og de der kommer med indvendingerne har ret, men det er jeg sådan set fløjtende ligeglad med, fordi med kristendommen er det helt afgørende, at det er funderet i den ene historiske begivenhed, inkarnationen – Gud blev os lig. Én gang satte Gud dét i værk, som religionerne til alle tider har kredset om. Det gjorde Han for ikke at overlade os til vores egne spekulationer, men for at give os håb under fødderne, når vi går eller vakler henover kirkegården. Dette er kristendommens egenart og styrke, mener jeg, at Gud blev menneske!
Efter prædikenen skal vi synge en ny salme skrevet af Sten Kaalø. I denne langfredags salme, synger vi ”langfredag er et forårskors/med liv og håb – trods tvivl og død/livsaligt grønnes det for os/langfredag er et forårskors”. Det er det blomstrende kors, det levende kors tegnet for vores ansigt og bryst – og vi synger om det i tro og håb om påskemorgen og opstandelse på ny – i lys, til liv og glæde. Og at det gælder enhver morgen, ude – mellem kirkegårdens sten, fugle, blomster og mennesker, levende som døde – og inde i vores stuer, køkkenborde og arbejdspladser – som morgen efter nat, evighed efter død. Som ny begyndelse, ny morgen, nyt liv, der begynder hver dag. Sådan er langfredag et forårskors for forstanden og for os – et håb midt i håbløsheden!
Jakob Knudsen funderer i en lille skitse over den menneskelige rastløshed, planen om den store forandring, som man en dag skal sætte i værk. Pointen er, at man aldrig på den måde kommer hen foran livet.
Forandringen er – for at bruge et godt gammelt udtryk – en vederfarelse, noget der overgår os – og i grunden først der, hvor vi selv giver op. Hvad kan vi da gøre? Skal vi bare sætte os ned med foldede hænder og vente? Eller skal vi længes mod skibskatastrofer, modgang og lidelser? Skal vi som Jesus råbe: min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Overhovedet ikke! Men vi skal lade være med at forfalde til rastløshed og bekymring – og vi skal holde os til, at Gud har noget for dér, hvor vi intet formår, og hvor det måske ligefrem er en fordel, at vi ikke kan komme til at stå ham i vejen.
I år har jeg virkelig glædet mig til påsken i flere måneder. Påskedagene er nemlig også en glædens tid, så det er på en måde en fordobling: at gå og glæde sig til at glæde sig … selv på denne langfredag … at lade påskens budskab strække sig ind i månederne forud.
Mordet er opklaret! Og at det er opklaret, det er det bedste, for nu ved vi, at det er Guds eget værk – at forklare korsets gåde. ”Korset” er, som vi ser det her i vores egen kirke – et billede af Gud: den lidende/døende/døde Kristus fremgår med det lille vrid på hovedet, der får det til at falde ned, men det er også den sejrende Kristus, der som en Vikinge-Kristus, som vi kender ham fra Jelling stenen, står fuldstændig skarpt og sejrrigt. Altså: Herinde i kirken er der ikke noget egentlig kors, men Kristus – mennesket, Guds egen søn - er korset – umiskendeligt! Og Han er den på en gang lidende og den sejrende – den rustne Kristus er den gamle Adam – nu svæver han her belagt med guld som et symbol på at denne historie, dette liv gælder i al tid og evighed.
Ja, måske var det netop det, vi skulle, og det vi skal: lade påsken strække sig ud over hele livet! I Jesu Kristi korsfæstede og opstandne navne, kan vi takke for, at også vores liv og død er omfattet af ikke blot korsets gåde, men også det blomstrende forårskors, som er opstandelses lysets liv og glæde.
Når vi derfor går fra kirken og gennem kirkegården udi i livet igen er flaget derfor ikke længere på halvt men på hel som tegn på Kristi sejr over døden. Således kan vi atter leve livet med troen, håbet og kærligheden. Amen.