Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Påskedag, 01.04.2018
Predigt zu Mattæus 28:1-8, verfasst von Poul Joachim Stender
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, hvor kirkens udgange er. Først og fremmest er der den dør, som vi alle er kommet ind af. Den er ikke markeret med et grønt exit-skilt. Men det er den udgang, som vi benytter, når gudstjenesten om en lille time er forbi. I tilfælde af brand, kan den røde dør oppe ved døbefonten også benyttes. Det er indgangen til sakristiet. Derfra er der en dør ud til kirkegården. Det er rart at vide, hvordan man kan komme ud i en fart. Også fra en gudstjeneste. Tænk, hvis der pludseligt ikke var nogen udgange her i kirken. Vi ville gå i panik. Jeg er sikker på, at det ikke er overraskende for nogen, at jeg gør opmærksom på, hvor udgangene er. Vi er vant til det. Før enhver flyvetur bliver man instrueret omhyggeligt i, hvordan man kan finde frem til den nærmeste udgang. Det gælder også, når man er ude at sejle med Molslinjen eller andre færger. Loven kræver at alle offentlige bygninger og transportmidler er tydeligt markeret med skilte, så man kan finde den nærmeste vej ud.
Det værste man kan opleve som menneske må være, at befinde sig i et rum, hvor der ikke er nogen udgang. Engang hørte jeg en vækkelsesprædikant på amerikansk tv. ”Hvad er det værste ved Helvede”, skreg han. Efter en kort pause, hvor han stærkt svedende kiggede folk direkte ind i øjnene, fortsatte han: ” Der er ingen udgange”. Det har han jo ret i. Helvede er der, hvor der er ikke er nogen udgange. Da Kristus døde på korset, blev han gravlagt i en klippehule. Foran åbningen blev der rullet en stor, tung sten. Han var død og gravkammeret var plomberet. Men det var ikke bare for ham, der ikke var en exit. Hele menneskeheden var med hans død blevet spærret inde. Helvede, stedet uden udgange, havde fået magten. Men så skete det. Påskemorgen rystede jorden. Stenen foran Jesu grav rullede væk. Guds søn opstod fra de døde. Han lavede en udgang i døden. Ikke bare for sig selv. Men for os alle.
De påskesymboler, som vi benytter os af, gav engang mening. Kyllinger, harer, lam, æg. Men vi har glemt, at de betyder nyt liv. Vi tygger på dem uden at tygge på de smukke historier bag dem. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at fremstille et nyt påskesymbol, som alle kan forstå. Små døre lavet i chokolade af allerbedste kvalitet. Jeg har ringet til Toms chokoladefabrikker og spurgt, om de var interesseret. De vil tænke over det, sagde markedstingchefen med en stemme, som lød meget træt. Jeg forklarede ham mine tanker nærmere og med endnu mere træt stemme, gentog han: Vi vil tænke over det. Men døren er et fantastisk symbol, fordi påsken handler om, at der i døden er kommet en dør. En udgang. En exit. Denne dør er Kristus. Han siger det selv i Johannesevangeliet: ”Jeg er døren”. Gennem ham kan vi gå fra mørket til lyset, fra døden til livet, fra fortabelsen til frelsen. Jeg har begravet mange fra sognet siden sidste påske. De er blevet lagt i jorden på vor kirkegård. Hvor forfærdeligt at sige farvel til vores kære, hvis vi ikke troede på, at de i Kristus har en dør ind til Gudsriget skønhed.
Selv om vi lever i et trygt og rigt land, er vor tid også præget af frygt, tvivl, modløshed, fortvivlelse, rådvildhed, håbløshed. Jeg fornemmer mere og mere som præst, hvordan mange mennesker befinder sig i et lukket rum, som de føler, de ikke kan komme ud af. Det kan være sygdom. Men meget ofte er det et voldsomt arbejdspres, kærlighedssorger, hverdagens rutiner og gentagelser. Hvad nytter alle vore grønne lysende skilte om, hvor udgangene er i busser, fly og offentlige bygninger, hvis vi ikke rent åndeligt kan finde vej ud af et lukket rum? Men her kommer påskens budskab endnu engang ind i billedet. Kirken peger på Kristus, som en ny mulighed. En dør gennem hvilken man kan komme videre med sit liv. Der er intet mørke så tæt, intet rum så hermetisk lukket, at Kristus ikke er der, som en udgang, en exit til noget nyt. Og netop derfor, netop fordi Kristus med sin opstandelse fra de døde, har åbnet så mange døre for os, må vi forsøge at gøre det samme, når vi møder vort medmenneske.
Først og fremmest er det høfligt, og gammeldags på en smuk måde, at åbne døren for andre og lade dem gå først igennem. Det er begyndelsen. Men vi kan også være døråbnere på andre planer. Der er noget, der hedder at ofre sig. Man kan ofre sig lidt hver eneste dag, ved frivilligt at afstå fra ambitioner, berigelse eller status, for at andre kan komme til. Man kan ofre sig ved i nogle situationer at træde til side, afstå fra at udnytte en mulighed, for andres skyld. På den måde åbner man døre for sit medmenneske.
Det er påske. Kristus er opstået fra de døde. Vi ved, hvor kirkens udgange er. Dernede og deroppe. Nu ved vi også, at der i døden og i situationer, hvor vi åndeligt føler os i et lukket rum, er en udvej. Det er Kristus. Og vi ved, at vi selv, ved at træde en anelse tilbage for de andres skyld, kan åbne mange døre for medmennesket. Derfor: glædelig påske. Der er grund til at feste! Amen.