Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Kristi Himmelfartsdag, 10.05.2018
Predigt zu Lukas 24:46-53, verfasst von Anders Kjærsig
Som Kristus gennemtrænger jorden og graven påskemorgen, således gennemtrænger han himlen Kristi himmelfartsdag. Det ligger i betegnelsen: himmelfart. Evangeliets fortælling om Kristus forbinder jord og himlen på en ny måde. Her berører døden og det evige liv hinanden: det nederste og det øverste i en og samme person.
Brorson siger det således:
På denne dag vi ser Guds søn
til Himlen op at fare,
og takker Gud med hjertens bøn,
han ville dog bevare
sit arme folk på denne jord,
som blandt så mange farer bor,
så vi i troen blive
Brorson er pietist og søger med længsel efter det himmelske og ved, at den vej, der fører derop, er snæver og fyldt med fristelser. Man mærker det i sproget, hvordan den indre verden er i konflikt med den ydre, og hvordan han søger efter de ord, der kan række ud over den forgængelige og kropslige virkelighed.
Søren Kierkegaard har et pseudonym med titlen Johannes Climacus. Han er også en himmelstormer, der med tankens kraft prøver på at bryde ind i det himmelske rige for at forstå dets indretning. Selv befinder Johannes sig på jorden med den tyngde i både krop og sind, som det betinger. Det er paradoksalt. Store tanker i små sko giver alligevel ømme føder.
Mennesket er på jorden, men vil gerne op i himlen. Derfor er der mange, som ønsker, de kunne flyve. Den tyske filosof Ludwig Feuerbach skriver et sted, at alt tale om Gud og himmel kun er projektioner af menneskets egne drømme om storhed og magt. Himlen er et billede på alt det, vi søger efter, en blanding af mindreværdskomplekser og storhedsvanvid. Himlen er det grænseløse og ophøjede, der på den ene side gør vores liv lille, på den anden side giver os et billede af det store.
Lille og stor på denne jord.
Det er Tom Kristensen og fortsætter:
Jeg er kun en lille digter,
halv en tænker, halv en nar,
elsker meget store frakker,
store hatte, stor cigar
Hvis man er lille, elsker man alt det store, store hatte, store frakker og den store himmel over os. Himlen er et billede på det, der er mere end os, alt det ufattelige udenfor os og over os.
Det er den tanke, der ligger bag Fadervor. Her beder vi om, at det jordiske må være en afglans af det himmelske, at det rige som Gud har oprettet i himlen må give os en fornemmelse for, hvordan vi skal leve vor jordiske tilværelse.
Fader vor, du som er i himlene!
hellige vorde dit navn
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden
Det er ikke: som i himlen og på jorden, nej som i himlen således også på jorden. Det er jorden, der skal blive himmel - engang, når Gud fuldender sit værk. Der er et håb og en drøm i disse ord, som kan holde mennesket i bevægelse. Jorden skal en dag blive en kopi af det himmelske rige. Det er derfor Fadervor er en bøn. Vi kan bede til Gud, at han vil indrette det jordiske rige efter det himmelske, men vi kan ikke i vor eget billede realiserer det himmelske rige på jorden uden at det ender i ravnerok og kaos.
For noget tid siden genlæste jeg George Orwells lille satiriske roman Kammerat Napoleon. Den handler om magten og korruptionens væsen og er bygget op over en fortælling om en flok dyr på en gård, der efter længere tid undertrykkelse, en dag sætter sig op mod den tyranniske og fordrukne bondemand og smider ham på porten og selv tager styringen. Nu skal retfærdigheden herske, og svinene påtager sig at lede dyresamfundet ad vejen til tusindårsriget. Himlen skal ned på jorden. Alle er lige både heste, geder og får, og alle arbejder de for en fællessag. Men kun for en tid. Efterhånden så viser det sig, at der er nogle dyr, som er mere lige end andre, og snart forskyder magten sig, og grisene med Kammerat Napoleon i spidsen sætter sig på gården og omformer utopien til et jernhårdt autoritært styre.
Moralen i bogen er til at tage og føle på: Utopia findes kun som en utopi, som et sted, der ikke eksisterer og ikke kan realiseres. Utopien er en drøm, men i det øjeblik man vil omsætte drømmen til virkelighed uden tanker om de konsekvenser det fører med sig, så forvandles ikke blot drømmen men virkeligheden til det modsatte til undertrykkelse og dystopi, det modsatte af utopi..
Derfor starter Fader Vor med: Du - som er i himlen! Det er Guds himmel og ikke menneskets. Komme dit rige og ske din vilje, det er Gud, der er hovedpersonen i det kosmiske drama. Helliget blive dit navn og ikke alle mulige andre navne - konger og kejsere, magthavere og ideologier. Himmel og jord - men som himmel.
I lyset af Kristi himmelfart opløses den menneskelige forestilling om oppe og nede. Her forbindes liv og død, himmel og jord, lys og mørke, alle de begrebspar som holder den menneskelige tilværelse i gang. Her forkyndes der os et håb, som sprænger alle spærringer og alle rammer: forhænget ind til det allerhelligste flænses i to dele, stenen for graven væltes fra, himlen åbnes og alle begynder at tale om de begivenheder, der er sket, enhver på sit tungemål, så evangeliet om Guds søn når helt ud i de yderste afkroge af verdenen.
Gud har gjort sig til menneske, fordi han elsker os. Derfor er vi forpligtiget på at elske hinanden - som det er i himlen, således skal det også blive på jorden.
Derfor holder vi Himmelfartsdag og derfor kommer pinsen snart.
Amen