Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Trinitatis søndag , 27.05.2018
Predigt zu Mattæus 28:16-20, verfasst von Peter Fischer Møller
I Danmissions hus i Hellerup er der i kælderen en lille udstilling af sager, som missionærerne i tidens løb har bragt med sig hjem. Der hænger en tropehjelm og en pisk. Der er smukt udskårne træfigurer og et tigerskind og farverige tekstiler. I en montre er nogle indsamlingsbøsser udstillet. ”Til hedningemissionen” står der på en af dem. Ovenpå står der en dreng – da indsamlingsbøssen blev lavet engang omkring 1900 kaldte man ham en negerdreng – og bøssen er så viseligt indrettet, at når man putter en mønt i den, så bukker drengen til tak.
Indsamlingsbøssen er fra en tid, hvor man i kirkerne her i Danmark tænkte at folk i det mørke Afrika ved missionærernes hjælp skulle frelses, frelses fra sult og sygdom, frelses fra overtro og onde ånder. Kristendom, undervisning og almindelig civilisation - tænkte man - gik hånd i hånd. Helt sådan tænker vi nok ikke i dag. I hvert fald bruges indsamlingsbøssen med den bukkende negerdreng ikke mere.
Mission er temaet her i dag.
Det ligger lige for her hvor vi har hørt Jesu afskedsord til disciplene, her hvor vi hører ham sende de 11 apostle ud i verden for at fortælle hans historie om Gud videre og for at døbe i hans navn. Det er slutningen på Matthæusevangeliet, som vi også hører læst hver eneste gang, vi holder dåb. Dåbsbefalingen eller missionsbefalingen kalder vi ordene.
Det er Guds store globaliseringsprojekt: at den tro, som med Jesus blev plantet i verden, skal knytte mennesker sammen på tværs af sprog og kulturer og verdensdele i denne verden, som ikke er vores men Guds.
Det er ikke os, der har opfundet verden og livet, vi har fået det til låns af Gud. Og ligesådan med den mission Jesus betror disciplene og os: det er ikke vores mission, der er Guds mission. Det var Gud, der sendte et vindstød ind over Jerusalem og tændte ilden over disciplenes hoveder den første pinse. Og det er Jesus, der stadig sender os sin Ånd. Kristentroens udbredelse og fortsatte liv er ikke vores projekt, men Guds.
Mission er en del af kristendommens væsen. Kristentro er til deling og lever ved at blive delt. Kristentro er ikke noget vi har hver for sig, men noget som udfolder sig mellem os. Hvor to eller tre er til stede i mit navn er jeg midt iblandt dem, siger Jesus.
Og han lærte os at bede: Fadervor – ikke fader min!
Den første kristne menighed i Jerusalem var klar over, at evangeliet ikke var til dem alene, de sendte missionærer af sted. Det kan man læse om i Apostlenes Gerninger. Og brevene i Det nye Testamente, f.eks. det til menigheden i Efesus, som vi hørte en bid af før, viser, at der allerede i de første generationer af kristne var noget stort og nyt på færde. På trods af lejlighedsvise forfølgelser fra den romerske kejsermagts side, spredte den kristne tro sig over hele den kendte verden. I løbet af 300 år var kristendommen blevet så udbredt, at kejser Konstantin valgte at gøre den til officiel religion i Romerriget, og en generation senere var kristendommen rigets eneste tilladte religion.
Jeg skal ikke her følge missionen ud over Europa helt op til os barbariske nordboer og ud over resten af kloden. Jeg vil nøjes med at konstatere, at i midten af 1800 tallet blev mission for alvor sat på dagsordenen her i landet både den indre og den ydre.
Selvom der var spændinger mellem de grundtvigske og de missionske, var man enige om, at kristendommen ikke var noget, vi skulle holde for os selv herhjemme i Danmark. Grundtvigianerne støttede først og fremmest missionen i Indien, fordi Grundtvig inspireret af Johannes’ Åbenbarings tale om de syv menigheder, gættede på at Indien skulle at være den 7. menighed, der hvor kristendommen skulle komme til at lyse kraftigst, når vi i Norden havde haft vores tid. Resten af verden overlod grundtvigianerne i det store og hele til folk med tilknytning til Indre Mission. Der blev samlet rigtig mange penge ind rundt om i søndagsskoler og missionshuse. Og det er nok fra et af dem, sparebøssen, jeg begyndte med at omtale, stammer.
Det var den hvide mands mission på godt og ondt. Man opfattede den vesteuropæiske civilisation som kronen på Guds skaberværk og kristendommen som diamanten i toppen af kronen. Missionærerne byggede hospitaler og skoler og arbejdede med de lokale sprog, for det var vigtigt at få oversat Biblen så alle kunne læse den. Men deres sans for kvaliteterne i de lokale kulturer og religioner var ofte begrænset. Derfor kom missionærerne også tit til at tromle en del af den verden, de mødte.
Hele denne måde at tænke på om kristendommen og den vestlige civilisation fik et knæk med 1. verdenskrig. For hvordan kunne det Europa, som opfattede sig selv som den højeste civilisation dog finde på at sende millioner af unge mænd ud for at slagte hinanden i skyttegravene i Flanderen? Europa blev rystet i sin grundvold. Det fik også betydning for den måde man tænkte om kristendommen og missionen. Man tænkte nu ikke længere om de hvide som de overlegne og civiliserede, som skulle frelse folk i andre dele af verden.
Nej frelsen var ikke vores, men Guds. Mennesker har igennem alle tider rakt ud efter Gud. Hver gang de mente næsten at have nået målet,er det gået galt. Evangeliet er det modsatte: ikke mennesker der rækker mod Gud, men Gud, som rækker ned til os i os selv fortabte mennesker for at nå os på bunden af skyttegravene eller hvor vi nu befinder os. Missionen bestod nu i at få delt den historie med hinanden.
Den historie bærer vi stadig med os, men vi er nu ført et sted hen, hvor grænserne mellem ydre og indre også når det drejer sig om mission er visket ud. For verden er blevet globaliseret. Danskere rejser ud og bosætter sig i alle dele af verden, og verden kommer og bosætter sig her hos os. Kirkerne vokser kraftigt i dele af verden, pinsekirkerne vokser i Afrika og Sydamerika, og både den katolske og de protestantiske kirker stormer frem i Kina. Imens bøvler vi med ateistkampagner og udmeldelser og en kirkelig tradition, der lider under, at vi i nogle generationer har været så blufærdige omkring vores tro, at vi er kommet til at tænke om den som en privat sag, som vi ikke har haft lyst eller mod til at dele med andre. Men det duer ikke. For troen dør, hvis vi ikke taler med hinanden om den, hvis vi ikke deler den. For kristentro er til deling og lever af at blive delt. Det er hvad missionsbefalingen i dag minder os om.
Tvangsdåb og kolonialisme er heldigvis fortid. Tanken om at vi i Vesten har styr på Gud og hans veje, og at de, som tænker og tror noget andet end os går fortabt, er for de fleste af os uaktuel. Der har indfundet sig en passende ydmyghed. En erkendelse af at verden jo altså ikke er vores, men Guds. Og at missionen som Jesus gav disciplene, og som vi igen i dag får betroet er ikke vores, men Guds. Jeg oplevede det selv, da jeg var i Indien for et par år siden. Her besøgte jeg ARCOT kirken som blev grundlagt af danske missionærer for 150 år siden. Den lever i dag i et frugtbart samspil med det indiske samfund, som den er en del af. For eksempel driver kirken 100 skoler, hvor 40.000 sydindiske børn får undervisning. Langt de fleste af børnene er hinduer, men hver morgen beder de morgenbøn sammen – og de beder bl.a. for Danmark. Fordi missionærerne der grundlagde skolerne kom herfra. Ret fantastisk. Vi så også hvordan dialogen udfolder sig. Hvordan kristne, hinduer og muslimer ikke bare kan leve sammen men også tale med hinanden om deres tro. Og hvordan denne samtale bidrager til at nedbryde fordomme og virker som gensidig inspiration. Vi kan tale med hinanden om, hvad vi tror på, og hvad troen betyder for os. Vi kan som kristne fortælle hvordan Jesus har vist os Gud som en kærlig og nådig far. Hvis andre ikke kender den side af Gud får vi muligheden for at nå dem med det evangelium.
Mennesker har i snart 100 generationer båret historien om manden fra Nazareth og det billede han tegnede af Gud, det billede af Gud, han selv var, med sig. De har gjort hvad de kunne for at udtrykke det i ord og gerninger i deres tid og på deres sted. Nu er det vores tur. Jesus sender i dag os af sted. Ikke for at vi bedrevidende skal belære folk af anden tro eller uden tro, men for at lytte og fortælle og sammen blive klogere på det mysterium, det stadig er, at Gud blev menneske. Og vi skal bære den inspiration med os ud af kirken så vi sammen kan undgå at komme til at tænke om dem som er anderledes end os som modmennesker, men få øjne for at de er medmennesker, og få mod og kræfter til at behandle dem sådan.
Og så kan vi også godt lade diverse indsamlingsbøsser gå rundt – både de kirkelige, de alment velgørende, og den skattefar administrerer, for der er stadig brug for en indsats til fordel for fattige og nødstedte både herhjemme og ude i verden. Amen.