Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter trinitatis, 03.06.2018
Predigt zu Lukas 12:13-21, verfasst von Leise Christensen
Lukas 12,13-21, Prædikerens Bog 5, 9-19; 1. Tim 6,-6-12
Vi har i dag at gøre med nok det mest elskede af alle temaer i denne verden, nemlig penge. Det er noget, der i høj grad interesserer os alle, både dem, der har, og dem, der ikke har. I virkeligheden er det måske kun fodbold, der her til lands kan nå op på samme interesseniveau, men man kan jo så til gengæld også sige, at den moderne fodbold på sublim vis har formået at knytte disse to interesser, fodbold og penge, ganske tæt til hinanden. Når man lige om få dage ser de 22 par herreben på de russiske baner, jamen, så ser man samtidigt mange milliarder kroner rende frem og tilbage med vekslende held i støvlen. I dag bliver tonen slået an allerede i den gammeltestamentlige læsning, hvor det er Prædikeren, der kommer til orde med sine hjertesuk over rigdommens fortrædelighed og iboende urolighed for hjertet. Også apostlen Paulus fyrer en bredside af mod rigdom, og Jesus sætter også spørgsmålstegn ved al denne flittige samlen sig til huse i dagens evangelietekst. Så man kan sige, at scenen er gjort klar til det helt store angreb på denne verdens rige, på rigdom og forbrug. Ja, gid det var så vel! For vi har sandelig alle brug for lidt moralprædiken over vores trang til at eje, samle sammen og vores evige jagt på at komme blandt de heldige, nemlig de rige. Og når man nu selv trods al mulig stræben ikke er rig, er det jo også rart at høre lidt om, at det i hvert fald ikke er gudvelbehageligt at være rig. Så fik de den, de rige. Ha. Som min fynske veninde siger: ”Ska’efry’ er os’ en slags glæ’e”. Men spørgsmålet er naturligvis, om det vitterligt er rigdommens skadelighed og gudsfjendskhed, som teksterne handler om? Om det vitterligt er helt galt i Guds øjne at være rig? Prædikeren siges at sige sådan her i den danske oversættelse: ”Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, er elsker rigdom, får intet udbytte af dem. Også det er tomhed”! Men faktisk er det ikke nogen særlig god oversættelse. Det hebraiske ord, som man har valgt (af forskellige årsager) at oversætte med ”tomhed”, betyder egentligt ”vindpust”. Prædikeren beklager sig således ikke så meget over rigdommens tomhed eller det tomme i at stræbe efter rigdom, men forsøger snarere at gøre det klart for sine tilhørere, at rigdommen har karakter af det flygtige, af det som ikke har substans eller kan vare ved. Der er ikke noget egentligt udbytte af den. Pengene og rigdommen er i egentligste forstand som et vindpust, der stryger over kinden, men så forsvinder for aldrig siden at lade sig mærke igen. Men tomt er det jo ikke – sådan et vindpust kan såmænd være rart nok. Problemet opstår, hvis man tror, at det vindpust er det centrale i livet, at det er det, man skal løbe efter. Det er også det, apostlen Paulus har indset i sit brev. Han skriver ikke, at penge er roden til alt ondt, men at kærlighed til penge er roden til netop alt ondt. Når penge ikke længere er midlet, men bliver målet for den menneskelig eksistens og for det menneskelige samvær og den menneskelige kærlighed, jamen, så går det galt. For kærlighedens genstand kan aldrig blive en ting, men må altid være et andet menneske eller Gud. Ja, og kærlighed til Gud kan endda kun vises på en eneste måde, og det er som bekendt ved at elske medmennesket. Kravet om at elske medmennesket er det krav, som mennesker til alle tider, i alle samfundslag og i alle økonomiske situationer må leve under. Mod det krav gør vi dog konstant oprør. Vi har det jo med at sætte alt muligt på Guds plads. Som regel er det penge, men det kan også være så meget andet som f.eks. arbejde, personlig ære og anseelse og meget, meget mere. Men den væsentlighed, som vi tillægger ting og sager og penge og personlig anseelse, kan tingene slet ikke bære. Det er for meget, simpelthen. Livets mening ligger ikke gemt i en pensionsopsparing, et flexlån eller hædrende omtale. Vi ved det godt, naturligvis, for vi har hørt det så tit, at det er ganske banalt, men den menneskelige drift mod ejendom og status er meget stærk og vedholdende. Dagens tekster stiller os i et dilemma: På den ene side er der ikke noget galt med rigdom som sådan – rigdom kan også bruges til meget godt – og i Guds rige kommer det som bekendt ikke an på penge, hverken få eller mange, men på den anden side har kærligheden til penge den uheldige bivirkning, at vi nemt glemmer medmennesket og Gud, fordi netop det at eje bliver centrum i tilværelsen. Pengene bruges til at sikre os mod alt det, der kan ske i retning af nedgangstider, sorger og generelle forstyrrelser – forhold, som mennesket ikke kan kontrollere, men dog konstant forsøger at gøre netop det. Det er galt, når rigdommen bliver så stor, at vi tror, at vi kan leve uden Gud, fordi vi selv kan skaffe os sikkerheden, lykken og trygheden med vore økonomiske midler. Det er galt, når det ikke længere ses, at rigdommen er en gave, der egentligt først er modtaget, når den er givet videre. Typisk er det, at den rige bonde i dagens tekst spørger: ”Hvad skal jeg gøre, for jeg har ikke plads til min høst?” Men det egentlige spørgsmål må være: Hvem skal jeg gavne med min nyfundne rigdom? Der er stor forskel på hvad og hvem. Den rige bonde havde sig selv og sit eget liv i synsfeltet, da han spurgte, hvad han skulle gøre ved sin rigdom, mens Jesus påpeger, at menneskets liv ikke afhænger af, hvad det ejer. Den rige bonde i lignelsen har fået bygget sine lader så store, at han ikke længere kan se forbi dem – de spærrer for hans udsyn. Og det er lige præcis det, som både Prædikeren, Paulus og Jesus har blik for i dagens tekster – rigdom er ikke slemt, syndigt i sig selv. Det er først, når de spærrer for udsynet til den fattige og nødlidende næste, at det sådan for alvor går galt. Men det gør det så til gengæld også tit. For mennesket har en ganske eminent evne til at bilde sig selv ind, at han eller hun ikke har nok, men liiiige skal have lidt mere, før han eller hun begynder at kigge ud over de fyldte lader til det, der måtte gemme sig bagved af nød og elendighed. Så jo, vi må have lidt moralprædiken med i dag: Ikke sådan at forstå, at det skulle være specielt slet at være rig, næh, men at det rent faktisk er slet ikke at kunne kigge bag sine store, velbyggede, velfyldte lader og se det trængende medmenneske. Vi ved alle sammen bedst selv, hvad vore egne, personlige lader består af – hvad der hos os selv skygger for kærligheden til Gud og medmennesket. Dagens formaning er, at vi vover at kigge om bag disse personlige lader og mærker Guds kærlighed, modtager den og giver den videre. I Guds øjne er vi noget ikke pga. vores rigdom, skønhed, uddannelse, intelligens, slankhed eller kreative evner, næh, vi er noget, fordi vi tilhører Gud. Ganske simpelt og ganske vanskeligt at forstå. Men vov dog forsøget – prøv at tro det! Amen.